Fritidsinstitutionen v. Peder Lykke Skolen søger en pædagog og en medhjælper, der har interesse for at skabe rum for kreative og sjove forsøg i vores krea- og scienceområde
Brænder du for at formidle kreative aktiviteter i børnehøjde? Så er det dig, vi mangler i Fritidsinstitutionen v. Peder Lykke Skolen.
Vi har taget et fagligt stort ryk de sidste år og søger derfor dig, der kan tage førertrøjen på for at bringe kreative aktiviteter og science endnu mere ind i børnenes hverdag i KKFO'en.
For begge stillinger gælder, at du vil blive en vigtig del af vores stærke samarbejde med skolen, hvor du vil have fire lektioner i en klasse sammen med en lærer hver uge.
Vi tilbyder
Du kommer til at arbejde i en nytænkende fritidsinstitution med mulighed for rigtig mange forskellige aktiviteter – og vi bygger stadig på med opbakning til nye projekter både kollegialt, ledelsesmæssigt og økonomisk.
Du vil blive en del af en god normering, hvor du selv kan være med til at planlægge aktiviteter og indholdet af din arbejdsdag. Du vil få egen forberedelsestid til mødevirksomhed med kollegaerne både i KKFO'en og i skolen.
Vi har en mangfoldig børnegruppe, som er meget engageret og aktiv i de aktiviteter, der udbydes i hverdagen, og som også selv byder ind med aktiviteter, ideer og projekter.
Vi har et højt fagligt niveau, og vi bestræber os altid på at udvikle os igennem sparring med hinanden og ledelsen. Dette understøttes også af kurser, temadage og uddannelse.
Kort fortalt kan vi tilbyde et fællesskab, hvor vi forpligter hinanden og os selv og tager ansvar for den frihed, vi har. Vigtigst af alt tager vi ansvar for vores rigtig gode sammenhold: vi passer på hinanden, humoren er på plads, og vi trives!
Vi søger en ny kollega, der
- kan trylle en masse sjove kreative aktiviteter frem for børnene og gennem sin erfaring kan være med til at skabe en god kreakultur
- kan arbejde selvstændigt og samtidig er loyal over for fælles aftaler
- er en teamplayer, der kan tage ansvar og løser sine opgaver
- ser styrken i, at vi har forskellige kompetencer, er nysgerrig på vores eksisterende praksis og på vores struktur i hverdagen og også tør og vil være en del af vores fortsatte udvikling
- er synlig og aktiv og ønsker at være del af vores pædagogiske hverdag
- gerne vil udvikle sig og derfor har mod på at deltage i kurser, temadage osv.
Lidt om KKFO'en og skolen
Fritidsinstitutionen v. Peder Lykke Skolen er et kommunalt fritidstilbud, som til dagligt rummer ca. 260 børn. Vi er fordelt i to afdelinger, en afdeling for 0.-2. årgang, som ligger på skolen, mens 3. årgang har sin egen lille miniklub, som ligger 100 meter fra skolens matrikel. Vi er en del af Peder Lykke Skolen, som er en tresporet skole.
På skolen har vi et stærkt og ligeværdigt samarbejde omkring børnene med respekt for vores forskellige fagligheder og kompetencer.
Løn- og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. Vi indhenter børne- og straffeattest og tager referencer i forbindelse med ansættelse.
Stillingerne er fastansættelser på 32 timer om ugen fra den 1. august 2026 eller snarest derefter.
Praktisk info
Har du spørgsmål, kan du kontakte konstitueret KKFO-leder Tobias på telefon 20 47 09 48 eller mail DQ9X@kk.dk.
Søg via linket senest mandag den 29. juni 2026
Sammen med din ansøgning beder vi dig uploade dit CV og uddannelsesbevis.
Samtaler finder sted tirsdag den 30. juni 2026 imellem klokken 10.00-15.00 på Peder Lykke Skolen.