Familiebehandlere med stærk faglighed til Det Specialiserede Familiehus
Vil du være med til at skabe udvikling for børn og unge med autisme – sammen med familier, skoler og dygtige kollegaer? Vi søger familiebehandlere til Familiebehandlerteamet (faste stillinger) og til Skoleteamet (midlertidige stillinger).
I Det Specialiserede Familiehus arbejder vi hver dag med at skabe bedre deltagelsesmuligheder og trivsel for børn og unge med autisme og andre udviklingsforstyrrelser.
Vi tror på, at børn udvikler sig bedst, når de voksne omkring dem oplever større forståelse, får flere handlemuligheder og et stærkere samarbejde.
Den altovervejende målgruppe er børn og unge indenfor autismespektret, men vores tilbud dækker hele Københavns Kommune og kan tilbydes til alle børn og unge med en fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse.
Vi møder familierne dér, hvor de er og samarbejder med dem om at skabe udvikling, der kan mærkes i hverdagen. Gennem familiebehandling, rådgivning og tværfagligt samarbejde hjælper vi familier med at få et bredere forståelse af deres barns behov, styrke relationerne og finde nye veje, når hverdagen er blevet vanskelig.
Vores udgangspunkt er, at den bedste udvikling skabes, når familien, barnets netværk og de professionelle omkring barnet arbejder i samme retning.
Nu søger vi nye kollegaer, der har lyst til at være en del af denne opgave.
Om stillingerne i Familiebehandlerteamet
Som familiebehandler bliver du en del af et stærkt fagligt miljø, hvor barnets og familiens samlede trivsel er omdrejningspunktet. Du bliver ansat i vores familiebehandlerteam.
Du hjælper familier med at skabe varige forandringer i deres hverdag. Nogle gange sker det gennem samtaler med forældrene. Andre gange gennem konkrete redskaber, fælles refleksion, praksisnær guidning eller tæt samarbejde med barnets netværk.
Fælles er, at du tilpasser indsatsen til den enkelte families behov og omsætter din faglighed til løsninger, der giver mening i familiens hverdag.
Du vil blandt andet arbejde med
- forældresamtaler, rådgivning og vejledning til forældrene
- støtte og redskaber til familien i forbindelse med at øge familiens samlede trivsel og barnets udvikling
- udvikling af relationer, kommunikation og samspil
- psykoeducation om autisme
- tværfagligt samarbejde med myndighed og øvrige samarbejdspartnere
- dokumentation og faglige beskrivelser
Vi forestiller os, at du
- har relevant pædagogisk uddannelse
- har erfaring med børn og unge med autisme
- arbejder anerkendende og ressourceorienteret
- kan skabe tillidsfulde relationer
- kan balancere struktur, fleksibilitet og nærvær
- har lyst til fortsat faglig udvikling
Om stillingerne i Skoleteamet – Skoleflex og Skoleflex+
Du bliver en del af vores specialiserede skoleteam, hvor du understøtter børn og unge med autisme i deres skoleliv gennem tæt samarbejde med familie, skole og øvrige fagpersoner.
I skoletemaet arbejder vi ud fra en forståelse af, at barnets udvikling sker i de fællesskaber, barnet er en del af.
Derfor arbejder vi tæt sammen med barn, familie, skole og øvrige fagpersoner om at skabe fælles forståelse, tydelige strategier og bæredygtige løsninger.
Du kommer blandt andet til at
- afdække barnets ressourcer og deltagelsesmuligheder
- observere barnet i skolemiljøet
- deltage aktivt i undervisningen med fokus på relationen mellem barn og lærer/pædagog
- facilitere samarbejdet mellem forældre, skole og øvrige aktører
- koordinere komplekse forløb
- afholde støttende samtaler med forældre
- omsætte faglige refleksioner til konkrete løsninger i praksis
Vi søger dig, der
- har en pædagogisk baggrund
- har erfaring med autisme
- gerne har erfaring fra skoleområdet
- trives i tværfagligt samarbejde
- kan skabe overblik i komplekse forløb
- kommunikerer tydeligt – både mundtligt og skriftligt
- er nysgerrig, reflekterende og løsningsorienteret
Uanset om du bliver en del af Familiebehandlerteamet eller Skoleteamet, bliver du ansat som familiebehandler i Det specialiserede Familiehus. Vi deler den samme faglige tilgang, det samme fokus på autisme og den samme ambition om at skabe udvikling sammen med familierne. Forskellen ligger i den kontekst, hvor indsatserne primært udfolder sig.
Derfor skal du vælge os
Du bliver en del af et fagligt fællesskab, hvor vi tror på, at kvalitet skabes gennem nysgerrighed, refleksion og samarbejde.
Vi tilbyder blandt andet
- et højt specialiseret fagligt miljø
- løbende sparring og refleksion
- engagerede kollegaer med høj faglighed
- stor variation i arbejdsopgaver
- mulighed for at præge udviklingen af vores indsatser
- fleksibilitet og ansvar
- en arbejdsplads med fokus på faglighed og arbejdsglæde
Om Det Specialiserede Familiehus
Vi er et højt specialiseret tilbud med særlig viden om fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse. Den altovervejende målgruppe er børn og unge med autisme og vores tilbud er kommunedækkende.
Vi er organiseret som en del af ”Din Sociale Indgang” i Socialforvaltningen.
Det Specialiserede Familiehus huser 52 medarbejdere fordelt på tre teams; Pædagogiske vejledere, Kontaktpersoner og Familiebehandlerne (herunder Skoleteamet).
Vi tilbyder både individuel og gruppebaseret familiebehandling, vejledningsforløb, åben rådgivning, angstforløb, selvforståelsesforløb, kontaktpersonsforløb og praktisk pædagogisk støtte, samt kurser og grupper for børn, unge, søskende, forældre og øvrige familiemedlemmer.
Hos os møder du kollegaer med forskellige faglige profiler, som deler en fælles ambition om hele tiden at blive dygtigere.
Vi arbejder tværfagligt, refleksivt og med stor respekt for både familiernes og hinandens perspektiver.
Det betyder blandt andet, at vi
- prioriterer høj faglig kvalitet
- omsætter teori til praksis
- arbejder systematisk og metodisk
- bruger hinanden aktivt til faglig sparring
- tror på, at komplekse problemstillinger løses bedst i fællesskab
Vi søger derfor kollegaer, der både kan arbejde selvstændigt og samtidig ser værdien i at udvikle løsninger sammen med andre.
Ansættelsesforhold
Løn og ansættelse er i henhold til gældende overenskomst og efter principper om lokal løndannelse. Der vil blive indhentet referencer fra tidligere ansættelser samt udvidet børne- og straffeattest i forbindelse med ansættelsen.
Stillingerne i Familiebehandlerteamet er fuldtidsstillinger med en arbejdstid på 37 timer om ugen, der ønskes besat fra den 1. oktober 2026.
Stillingerne i Skoleteamet er midlertidige stillinger og løber i udgangspunktet fra et halvt til et helt år. Arbejdstiden er på 37 timer om ugen og ønskes besat fra den 1. oktober 2026.
Adresse: Autismehuset. Høffdingsvej 34, 2500 Valby.
Vil du vide mere?
Er du interesseret i at høre mere om stillingerne, kan du fra den 10. august kontakte teamleder Rikkemaria Kirkegaard på 6114 4620.
Søg via linket senest fredag den 14. august 2026
Samtalerne vil foregå den 21. august og den 25. august.