Fagligt stærke støttepædagoger til Område Nord
Genopslag
Vi har flere ledige støttepædagog-stillinger, for vi venter gerne på de rigtige til vores team i Område Nord med bydelene Brønshøj/Vanløse/Bispebjerg/Nørrebro fra den 1. september 2026.
Som støttepædagog har du opgaver i dag- og fritidstilbud og i overgangsforløb til skoler, hvor du har fokus på at facilitere og etablere et pædagogisk udviklingsrum, der støtter institutionerne i at arbejde med det inkluderende læringsmiljø. Vores ambition er, at trivsel, læring, dannelse og udvikling skal gå hånd i hånd for alle børn, og du som støttepædagog spiller en central rolle i dette arbejde.
Du vil blive forankret i et team bestående af 35 støttepædagoger, otte kompetencepædagoger, fire terapeuter, to sprogvejledere og to ledere, hvor der er rig mulighed for samarbejde og sparring.
Derudover indgår du i et tværprofessionelt arbejdsfællesskab bestående af en række fagpersoner, som i fællesskab giver support på 0-13 års-området. Fagpersonerne består bl.a. af psykologer, tale-hørekonsulenter, sundhedsplejersker, konsulenter og vejledere.
Som støttepædagog er dine opgaver alsidige og består bl.a. af
- At introducere systematikker og metoder, der styrker et målrettet pædagogisk arbejde og afdækning af konkrete behov hos børnefællesskabet samt det enkelte barn – du skal observere og iagttage børnefællesskaber gennem deltagende observation samt formå at skabe konstruktive og udviklende refleksionsrum sammen med personalet tæt på praksis
- At bistå konkrete indsatser og gå foran, ved siden af og stå bagved som rollemodel i praksis – din viden er med til at skabe et fælles billede af, hvad der er god kvalitet og god kapacitetsopbygning, så institutionerne understøttes i at inkludere børn, der har brug for en særlig indsats
- At bidrage til at skabe rammer og tilbud i institutionerne, der øger børnenes oplevelse af egen formåen, egne muligheder samt børnenes oplevelse af at tilhøre og bidrage til fællesskabet – du skal facilitere og styrke mulighederne for at udvikle og kvalitetssikre de læringsmiljøer, der arbejdes med i institutionerne til gavn for både børn, medarbejdere og ledere
- At sætte fokus på tidlig og forebyggende indsats i praksis samt understøtte og fastholde gode udviklings- og læringsmuligheder for enkelte børn og grupper af børn – du skal kunne planlægge og facilitere møder med institutionens ledere, forældre og pædagoger samt kunne forberede, gennemføre og følge systematisk op på nedsatte mål og implementeringsprocesser
- At bidrage til udvikling af faglige kompetencer hos institutionspersonalet – du skal kunne formidle viden og konkrete ideer til det forebyggende inklusionsarbejde og kapacitetsopbygning
Om dig
- Du er uddannet pædagog med bred solid praksiserfaring og gerne relevant efter- og/eller videreuddannelse
- Du er fagligt stærk, har overblik og er god til at indgå i positive relationer med både børn, forældre, personale og ledelse
- Du kan befinde dig i et arbejdsfællesskab, hvor du forventes at kunne samarbejde bredt og fleksibelt med relevante fagprofessionelle om at løfte opgaver relateret til den fælles kerneopgave
- Du er selvstændig, systematisk og metodisk i opgaveløsningen og formår at facilitere frugtbare møderum samt lede udviklingsprocesser og skabe overblik på hhv. mål og effekt
- Du er en dygtig kommunikator – både på skrift og i tale
- Du kan hjælpe med etablering af det gode forældresamarbejde, som målrettet og systematisk kan understøtte og forbedre trivslen hos børn – herunder hjælp til implementering og anvendelse af nye tilgange og metoder for et udvidet forældresamarbejde
- Du kan understøtte dag- og fritidstilbuddene og skolerne i den inkluderende praksis via strukturer, læringsmiljøer, relationer og rutiner
- Du kan vejlede om, hvordan det pædagogiske personale kan arbejde metodisk med refleksion over egen og andres praksis
Vi tilbyder
Et spændende job, hvor du bliver en del af et stærkt og tværfagligt arbejdsfelt med engagerede og aktive kollegaer i en forvaltning med et godt arbejdsmiljø.
Vi tilbyder en arbejdsplads, hvor vi både er samskabende om meningsfulde løsninger, men også løser opgaverne selvstændigt og ansvarsfuldt i samarbejde med ledere af dagtilbuddene. Vores arbejdsfelt er komplekst og præget af kontinuerlig udvikling og forandringer.
Ansættelsesvilkår
Stillingerne er som udgangspunkt på 37 timer ugentligt.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.
Børne- og Ungdomsforvaltningen anvender børne- og straffeattest som led i rekrutteringen.
Yderligere oplysninger
Vil du vide mere, kan du kontakte leder Annette Dreier på 29 43 27 32 eller støttepædagog Danielle Chrilles Christiansen på 20 35 27 72.
På grund af ferie kan du evt sende en sms, så ringer en af os dig op.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest onsdag den 22. juli 2026
Vi holder samtaler den 28. juli 2026. Samtalerne afholdes på Vibevej 9, København NV.