Fagligt stærk psykolog til Brobyggerne

Søg jobbet

Pleje og sundhed
Fuldtid
Fastansættelse

Er du psykolog, og brænder du for at arbejde med børn, unge og familier i sårbare eller udsatte positioner?

Vi søger en fagligt stærk psykolog, som vil indgå i et tæt samarbejde omkring udsatte børn og unge, og deres familier. Lyder det spændende? Så er vi netop nu ved at udvide, og håber at vække din nysgerrighed her.

Som psykolog i Brobyggerne bliver du en del af en organisation, der består af en ledelse, familiebehandlere, kontaktpersoner, visitatorer og psykologer, som alle i et tværfagligt fællesskab støtter børn og unge til et meningsfuldt børne- og ungdomsliv.

Du bliver en del af et velfungerende psykologteam, hvor faglig sparring og udvikling prioriteres. Samtidig får du mulighed for at bidrage til en tværfaglig og helhedsorienteret indsats, der kan være af afgørende betydning for sårbare familiers trivsel og muligheder.

Om Brobyggerne
Brobyggerne er et tværfagligt og specialiseret tilbud til familier med udfordringer, der relaterer sig til det børne- og ungdomspsykiatriske felt. De familier, vi møder i Brobyggerne, har ofte mange belastninger og indsatser bag sig. Derfor ønsker vi, at de i Brobyggerne mødes af høj faglighed samt ydmyghed og respekt for de erfaringer og den indsigt, familierne bærer med ind i samarbejdet.

I Brobyggernes psykologindsatser gives der et stort handlerum – blandt andet for at undgå indlæggelse eller anbringelse. Vi har derfor mulighed for at tilrettelægge omfattende forløb, være grundige og tilbyde det, der skal til for at skabe udvikling i familien. Derudover har vi i psykologteamet gode muligheder for løbende faglig opkvalificering – både ved vores ugentlige, monofaglige møder med sparring og drøftelse af aktuelle temaer samt intern og ekstern supervision.

I psykologgruppen repræsenterer vi en bred faglighed, høj specialistviden og et fortsat drive mod at lære mere. Vi passer på hinanden og prioriterer åbenhed og tillid i vores kollegaskab.

Vores arbejdsdage er varierede og med en vis grad af fleksibilitet, så den passer til vores opgaver. Vi har overordnet metodefrihed, men anvender særligt mentaliseringsbaseret tilgang, traumeorienteret tilgang, kognitiv adfærdsterapi og motiverende samtale.

Brobyggerne som organisation
Brobyggerne består i dag af mange forskellige fagligheder, herunder pædagoger, sygeplejersker, fysioterapeuter, socialrådgivere og psykologer, tre afdelingsledere og en institutionsleder, som alle har erfaring med behandlingsindsatser for børn og unge med komplekse psykiatriske udfordringer.

Brobyggerne arbejder altid der, hvor barnet/den unges og familiens vanskeligheder er. Vi tilbyder fleksible og skræddersyede forløb, som spænder lige fra behandlingsarbejde i hjem, skoler, i psykiatrien, i fritidslivet eller samtaler eller gruppeaktiviteter på vores faste matrikel midt i København.

Størstedelen af børnene/de unge er udredt med eller under udredning for en psykiatrisk diagnose. Problematikkerne spænder bredt i tematik og sværhedsgrad fra angstproblematikker, skolevægring, social isolation, selvmordstanker/-adfærd, spiseforstyrrelser til psykotiske symptomer. Vi arbejder på en måde, hvor vi hele tiden har hele familien og familiedynamikken for øje og inddrager alle parter i et relevant omfang. Vi har særligt fokus på at styrke forældrene i at se og møde deres barns behov.

Om jobbet
Som psykolog i Brobyggernes psykologtilbud bliver dine opgaver primært at

  • understøtte og kvalificere behandlingsarbejdet i Brobyggerne
  • afholde individuelle terapeutiske samtaler med unge
  • varetage familiebehandling
  • guide og støtte forældre og omsorgspersoner
  • samarbejde med det professionelle netværk fx psykiatrien, skole, myndighedsområdet og andre

Forløbene kører i forskellige kadencer og varighed afhængig af børnene/de unge og familiernes behov. For nogle er det samtaler én til to gange om måneden og for andre er det samtaler én til to gange om ugen.

Vi lægger vægt på, at du

  • er uddannet psykolog
  • har erfaring fra arbejdet med børn, unge og familier
  • har erfaring med komplekse psykologiske og psykiatriske problemstillinger
  • med varme og tydelighed som fagperson kan vække tillid blandt kollegaer, børn/unge og familier i Brobyggerne
  • ser synergien i samspillet mellem forskellige fagprofessionelle
  • ser potentialet og ressourcerne hos barn/ung og familien, og ønsker at samarbejde med barn/ung og familien om at tilrettelægge indsatserne
  • har erfaring med mentaliseringsbaseret terapi eller traumeorienterede tilgange

Vi tilbyder dig

  • at blive en del af et velfungerende psykologteam med gode betingelser for faglig udvikling
  • en hverdag, hvor du gør en forskel for barn/ung og familier med psykisk lidelse
  • at blive en del af en innovativ og dynamisk institution i Københavns Kommune med høj faglighed, godt kollegialt miljø og tillidsbaseret ledelse
  • fleksibel arbejdstid (flexskema)
  • et afvekslende, fleksibelt og udviklende arbejdsmiljø, hvor der er plads til udvikling og mulighed for at påvirke dit eget arbejdsliv
  • at indgå i et forpligtende arbejdsfællesskab, hvor vi sætter kerneopgaven, trivsel og fællesskab i højsædet
  • et udfordrende og specialiseret arbejde med mangeartede opgaver og tværfagligt samarbejde
  • supervision

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesforhold fastsættes i henhold til gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.

Stillingen er en fast fuldtidsansættelse på 37 timer om ugen med tiltrædelse hurtigst muligt og senest pr. 1. november 2026.

Brobyggerne indhenter børne- og straffeattest samt referencer som led i rekrutteringen.

Vil du vide mere?
Du er velkommen til at kontakte psykolog Terese Thygesen på 40 48 46 59 eller afdelingsleder Andreas Jakobsen på 20 52 59 74.

Du kan også læse mere om os her.

Søg via linket senest søndag den 6. september 2026
Det forventes, at der afholdes samtaler den 14. september 2026.