Fagligt stærk og nærværende afdelingsleder til UPA 2
Vil du stå i spidsen for et engageret team, der gør en forskel for voksne med psykiske udfordringer og funktionsnedsættelser?
I Din Sociale Indgang søger vi en fagligt stærk og nærværende afdelingsleder til UPA 2 – en afdeling med fokus på myndighedsarbejde for voksne borgere. Her bliver du en del af et område, hvor vi sætter faglighed, tillid og udvikling i højsædet – og hvor du som leder har stor mulighed for at præge både opgaver og arbejdsmiljø.
Om UPA 2 og vores fælles opgave
UPA 2, som står for Udsatte, Psykiatri og Autisme, er en del af Voksenområdet i Din Sociale Indgang, som fra januar 2025 samlede hele Socialforvaltningens myndighedsarbejde på tværs af København under ét tag.
I UPA 2 arbejder vi målrettet med voksne i alderen 30+ med psykiske vanskeligheder, udsathed eller autismespektrumforstyrrelser.
I afdelingen arbejder ca. 22 dedikerede medarbejdere med helhedsorienteret sagsbehandling, hvor vi både behandler nye ansøgninger og følger op på eksisterende indsatser i tæt dialog med borgerne og deres netværk.
Det samlede voksenområde for borgere over 30 år, består udover UPA 2 af yderligere en UPA-afdeling samt to øvrige afdelinger. Vi er i alt ca. 110 ansatte i Voksenområdet.
Vi har fokus på at
- yde professionel og empatisk myndighedssagsbehandling
- sikre borgernes retskrav og medinddragelse
- arbejde systematisk med udredning via VUM og støtte efter servicelovens §§ 85, 103, 104, 105, 107 og 108
- samarbejde bredt med pårørende, interne kolleger og eksterne aktører
Din rolle som afdelingsleder
Som afdelingsleder i Socialforvaltningen bliver du en del af et ledelsesmæssigt fællesskab, hvor vi arbejder ud fra et fælles lederkompas. Kompasset sætter retning for, hvordan vi forstår og udøver ledelse – med fokus på fire centrale dimensioner: strategisk, faglig, drifts- og personaleledelse. Det skaber et fælles sprog og en tydelig ramme for ledelse på tværs af forvaltningen.
I din rolle som afdelingsleder for UPA 2 får du ansvaret for at sikre høj faglig kvalitet og en velfungerende daglig drift. Du bliver leder for en dedikeret medarbejdergruppe og skal skabe gode rammer for trivsel, engagement og faglig udvikling.
Dine opgaver bliver blandt andet at
- understøtte medarbejderne i deres faglige opgaver og skabe rammer for trivsel og udvikling
- sikre overholdelse af lovgivning og god forvaltningsskik
- følge op på økonomi og ressourcer samt understøtte et solidt datagrundlag
- deltage aktivt i ledelsesteamets arbejde med strategi, udvikling og tværgående indsatser
Du bliver en del af et velfungerende ledelsesteam med tre andre afdelingsledere og en områdechef. Sammen arbejder vi for at skabe sammenhæng i vores indsatser – altid med borgerens behov som udgangspunkt.
Vi søger en leder, der
- har ledelseserfaring på myndighedsområdet
- brænder for personaleledelse og faglig udvikling
- har erfaring med myndighedsområdet og gerne kendskab til voksenhandicap- eller psykiatriområdet
- formår at balancere driftsansvar og udviklingsfokus
- arbejder ud fra en tillidsbaseret ledelsesstil og er god til at skabe relationer
- kan navigere i en politisk styret organisation og omsætte strategiske mål til konkret praksis
Som person har du stærke samarbejds- og formidlingsevner, er analytisk, handlekraftig og har blik for både helheder og detaljer. Du skaber engagement omkring dig og formår at motivere og udvikle både erfarne og nye medarbejdere.
Vi tilbyder
- en arbejdsplads med høj faglighed, ambitioner og en stærk fællesskabsånd
- en lederrolle med stor indflydelse og opbakning fra erfarne kolleger og områdechef
- mulighed for at præge udviklingen af en ny og vigtig enhed i Socialforvaltningen
- løbende kompetenceudvikling og ledersparring
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.
Stillingen er på 37 timer om ugen. Tiltrædelse den 1. august 2025.
Vi indhenter straffeattest som et led i ansættelsesprocessen.
Interesseret?
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte områdechef Camilla Kyhl på 29 28 34 18.
Vi afholder samtaler i uge 25 eller 26 i Telehuset, Borups Allé 43.
Søg via linket senest mandag den 16. juni 2025