Fagligt stærk dansklærer eller underviser til indskolingen på F-sporet (Friluftskolen) på Skolen ved Sundet

Søg jobbet

Undervisning
Fuldtid
Fastansættelse

Genopslag

Brænder du for specialpædagogik og det meningsfulde samarbejde med familier i sårbare livssituationer?
Er du en lærer, der ser bag om barnets adfærd?
Har du erfaring med at skabe læringsmiljøer, hvor børn med komplekse behov føler sig mødt, forstået og anerkendt?
Og mestrer du den svære balance i at støtte forældre, der står i sorg eller krise, med både professionalisme og omsorg?

Så er du måske vores nye kollega.

Om os – en hverdag med mening og høj faglighed
F-sporet er en specialklasserække for ca. 40 unikke og skønne elever fra børnehaveklasse til 10. klasse. Skolen er et bydækkende skoletilbud, og en del af eleverne transporteres dagligt til og fra skole med skolebus. Vores elever har alle bevægehandicap eller fysiske vanskeligheder og en begavelse indenfor eller tæt på normalområdet. Nogle af vores elever kan have andre udfordringer udover den primære henvisningsårsag. Ofte er der en sammenhæng med eller påvirkning af nogle mentale funktioner. I hverdagen arbejder vi med

  • specialiserede behov: Vi håndterer udfordringer som udtrætning, eksekutive funktionsnedsættelser og socialkognitive opgaver
  • tværfaglighed: Vi arbejder i teams bestående af lærere, pædagoger og eksperter fra Børnecenter København (fysio- og ergoterapeuter m.fl.)
  • struktur: Vi arbejder ud fra elementer i TEACCH-pædagogikken, mentalisering og visuel understøttelse for at skabe en tryg og forudsigelig ramme

Forældresamarbejdet – professionalisme i øjenhøjde
Som lærer hos os er du ikke kun vigtig for barnet, men også for barnets familie. Mange af vores forældre befinder sig i sårbare og pressede livssituationer, og for nogle er hverdagen præget af sorg og krise over barnets livsvilkår. Vi forventer derfor, at du

  • møder forældrene med ro, tydelighed og omsorg
  • er en stærk kommunikatør, der kan formidle både små sejre og svære budskaber med empati
  • kan opbygge en tillidsfuld relation, hvor forældrene føler sig som ligeværdige partnere i barnets udvikling

Vores forventninger til dig
Vi leder efter en profil med viden og erfaring indenfor det specialpædagogiske felt. Du skal kunne nikke genkendende til følgende

  • specialpædagogisk ballast: Du har kendskab til specialpædagogiske værktøjer og kan tilrettelægge undervisning, der tager højde for individuelle læringsprofiler og fysiske begrænsninger
  • robusthed og overblik: Du kan holde fast i roen, når hverdagen er kompleks og opgaverne mange
  • tværfagligt mindset: Du ser værdien i at samskabe løsninger med andre faggrupper for at sikre barnets hele dag
  • faglige kompetencer: Du er uddannet lærer med dansk som linjefag, og det er desuden en fordel, hvis du kan undervise i tysk

Vi tilbyder en stilling, hvor du får mulighed for at gøre en reel forskel for børn i udsatte positioner. Du bliver en del af en skole med en stærk specialpædagogisk kultur og en ledelse, der prioriterer nærvær, faglig udvikling og et godt arbejdsmiljø.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er på fuld tid med start den 1. april 2026 (eller før). Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst mellem Københavns Kommune og KLF og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.

Mere information
Du er meget velkommen til at ringe og tage en snak om stillingen med afdelingsleder Ditte Brogaard Philipsen på 40 21 92 72 eller skoleleder Johnni Damgaard Pedersen på 28 35 43 89.

Sammen med din ansøgning og CV beder vi dig vedhæfte dokumentation for læreruddannelse.

Søg via linket senest torsdag den 19. februar 2026
Vi holder samtaler mandag den 23. februar.