Fagligt engageret socialpædagog med stærke refleksive evner til bostedet Ny Ellebjerg

Søg jobbet

Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

Brænder du – ligesom os – for faglighed, etik, beboernes selvbestemmelsesret, samarbejde og et godt arbejdsmiljø? Og er du uddannet pædagog? Hvis du kan svare ja til begge dele, så læs videre.

Tommy har efter 27 år på bostedet valgt at gå på efterløn, så derfor søger vi nu en ny kollega til teamet på 1. sal.

Et godt arbejdsmiljø er noget, vi skaber sammen hver dag
På Ny Ellebjerg har vi et rigtig godt kollegialt samarbejde, og vi tror på, at vi kun kan yde det bedste for borgerne, hvis vi trives på arbejdet. Derfor er det et konstant fokuspunkt for os, at arbejdsmiljøet er godt, hvilket vi blandt andet sikrer ved at prioritere faglig sparring, en tillidsbaseret kultur, kollegial omsorg og ved at tage fælles ansvar for alles trivsel. På Ny Ellebjerg har vi humor og en god tone, vi har respekt for hinanden, og vi støtter hinanden. Vi tror på, at det skal være sjovt, lærerigt og meningsfuldt at gå på arbejde. Selvfølgelig har vi udfordringer, ligesom alle andre, men så længe man har en god og tryg gruppe af gode kolleger, som støtter én, skal vi nok komme igennem det hele.

Lidt om os
Bostedet Ny Ellebjerg ligger i Valby, lige ved København Syd Station og metro og er et botilbud for voksne borgere med varig fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse.

Her bor 26 borgere fordelt på to etager, og du vil blive ansat på 1. sal, hvor der bor 12 borgere.

På 1. sal er det vigtigt, at man formår at skabe struktur, rammer og tydelighed for beboerne, som alle har det til fælles, at de har svært ved at rumme for mange sanseindtryk på én gang. Beboerne er i alderen 31-76 år og har alle en betydelig og varig nedsat funktionsevne. Beboerne har brug for nærværende medarbejdere, som er gode til at skabe ro og overblik, er tydelige i deres kommunikation, og som kan hjælpe med at strukturere dagens gøremål.

Beboerne har hver deres egen lejlighed i et nyt tidssvarende byggeri fra 2014.  Beboernes stemme og selvbestemmelsesret samt etikken er i højsædet på Ny Ellebjerg. Således inddrages beboerne i flest mulige beslutninger, der har indflydelse på deres liv og trivsel. Vi har flere køkkener og fællesarealer – blandt andet to kæmpe tagterrasser, som vi bruger flittigt i sommerhalvåret. Vi prioriterer at lave mad selv, da madlavning sammen med beboerne er med til at skabe en hjemlig og rar stemning.

Vi tilbyder

  • en velfungerende arbejdsplads med en høj grad af trivsel
  • fagligt dygtige og engagerede kolleger
  • grundig introduktion til opgaverne, hvor du også vil blive tilknyttet en mentor
  • mulighed for kurser og videreuddannelse
  • en dialogbaseret og tillidsbaseret arbejdsplads
  • stabile arbejdsforhold med meget lille personaleudskiftning

Faglighed og samarbejde
Vi arbejder ud fra en forståelse af det 'professionelle samarbejde', hvor alle i huset er ansat til at levere lige dele af faglighed og samarbejde. Det betyder, at ingen kun er ansat til at levere faglighed. Man skal også kunne samarbejde og gå i konstruktiv dialog med hinanden, for først når vi kan dét, sikrer vi de bedste vilkår for beboerne.

Det pædagogiske arbejde målrettes ud fra den enkelte beboers ønsker, ressourcer og støttebehov. Borgerperspektivet skal altid være synligt i det, vi gør, og det er vigtigt, at det er beboerens og ikke vores personlige præferencer, der er i centrum.

Vores faglige metoder tager blandt andet afsæt i neuropædagogisk viden, empowerment og anerkendende tilgang. Vi arbejder teambaseret, hvor selvstyring og uddelegering af opgaver og ansvar er en naturlig del af samarbejdet. Vi lægger vægt på, at alle på bostedet er medansvarlige for at fastholde og udvikle et godt arbejdsmiljø, hvor alle trives og motiveres til at bidrage med de kompetencer, vi hver især besidder. En god balance mellem professionalisme, ansvarlighed, glæde, humor og kollegial omsorg betyder meget for os.

Refleksion og fordybelse er desuden vigtige grundsten i vores arbejde, og derfor prioriterer vi supervision, temadage og mulighed for kompetenceudvikling i høj grad. 

Vi arbejder med fleksible arbejdsplaner i den udstrækning, det overhovedet kan lade sig gøre. Vores erfaring er, at en fleksibel arbejdsplads giver fleksible og tilfredse medarbejdere.

Vores ønsker til en kommende kollega
Først og fremmest skal du brænde for at være med til at gøre en forskel for bostedets beboere, og det skal give mening for dig at være en del af en personalegruppe, hvor vi løfter i flok. 

Vi søger en kollega, der

  • er uddannet socialpædagog
  • er fagligt funderet og velreflekteret i forhold til dine kompetencer
  • har et fagligt drive og formår at gå i front i forhold til både at gribe opgaver og at søsætte nye projekter
  • har erfaring med og/eller lyst til at arbejde med borgere med fysisk og psykisk nedsat funktionsevne
  • forstår styrken i at samarbejde med andre, som har en anden faglig tilgang
  • har neuropædagogisk viden eller har lyst til at tilegne sig viden herom via videreuddannelse
  • kan sætte ord på praksis og observationer fra hverdagen, både igennem den daglige dokumentation, men også i statusskrivelser, ansøgninger m.m.
  • kan reflektere over egen praksis og bidrage til videreudvikling af de fælles faglige tilgange 
  • trives i en hverdag, hvor tempoet kan være højt, og hvor hurtige beslutninger sommetider er nødvendige

Ansættelsesvilkår
Stillingen er en fuldtidsstilling med tiltrædelse pr. 1. april 2026. Du vil arbejde gennemsnitligt 37 timer om ugen med skiftende arbejdstider, fordelt på både dag- og aftenvagter samt arbejde hver 2. weekend.

Stillingen aflønnes efter gældende overenskomst for pædagogisk personale.

Inden ansættelse vil der blive indhentet, straffeattest og to referencer fra tidligere eller nuværende arbejdsgivere.

Yderligere oplysninger
Du er meget velkommen til – efter aftale – at besøge bostedet og få en fornemmelse af huset. Kontakt afdelingsleder Malene Damsholt på 33 17 21 93 eller 40 35 42 97 for at aftale nærmere eller høre mere om stillingen.

Kan du se dig selv som et godt match til ovenstående beskrivelse, vil vi med glæde modtage din ansøgning. Vi vil gøre opmærksom på, at du skal vedhæfte uddannelsesbevis og CV.

Søg via linket senest søndag den 15. februar 2026
Samtalerne vil finde sted tirsdag den 24. februar på bostedets adresse: Carl Jacobsens Vej 23A, 2. sal, 2500 Valby. For at sikre inddragelse af beboerne, vil der for hver indkaldt ansøger blive afholdt to samtaler; en hos ansættelsesudvalget, bestående af medarbejdere og ledelse og en bestående af en gruppe af bostedets beboere.