Faglig koordinator til botilbuddet Fredskovvej i Dianalund
Vil du kombinere faglighed, ansvar og nærvær i dit arbejde – og være med til at udvikle et botilbud for voksne med funktionsnedsættelser?
På Fredskovvej søger vi en faglig koordinator, der vil være med til at styrke retningen for det pædagogiske arbejde og bidrage til et hus i udvikling.
Som faglig koordinator på Fredskovvej oplever jeg en alsidig hverdag, hvor jeg både er tæt på borgerne og kan møde dem i deres individuelle behov samtidig med, at jeg som koordinator har stor indflydelse og ansvar for at rammesætte pædagogiske processer samt implementeringen af dem. Ingen af opgaverne kan stå alene, og det giver en kæmpe arbejdsglæde at få lov til at være med hele vejen rundt, fortæller Natasha, der er faglig koordinator på Fredskovvej.
Om stillingen
Vi er i gang med at organisere os i to afdelinger. Du bliver tilknyttet Afdeling 1 og får et tæt samarbejde med koordinatoren i Afdeling 2. Du arbejder tæt sammen med afdelingslederen og får en central rolle i at sikre en fælles faglig retning og kvalitet i det pædagogiske arbejde.
Du vil bl.a.
- understøtte udarbejdelse af delmål i overensstemmelse med indsatsmål
- være sparringspartner for kollegaer i hverdagen og på teammøder
- have fokus på kvalitet i dokumentationen
- deltage i visitationsgruppens vurdering af nye beboere
- være tovholder ved indflytning og opstart af nye beboere
- indgå som en del af normeringen ca. 60 % af tiden
Vi er i gang med at implementere LA2U som metode, og du vil blive uddannet i den for at kunne understøtte kollegaerne i processen.
Opgaverne som faglig koordinator på Fredskovvej er spændende, udfordrende og krævende – men det er fantastisk at mærke, hvordan jeg bidrager positivt til den forandringsproces, vi står i lige nu. Der er stor opmærksomhed på, at ansvarsområder og rammer passer sammen, hvilket også understøtter min egen faglige og personlige udvikling, fortæller Dorte, der er sundhedsfaglig koordinator.
Om dig
Du er uddannet pædagog og har erfaring fra det specialiserede socialområde – gerne med neuropædagogisk forståelse og erfaring med borgere med autisme og lavt kognitivt funktionsniveau.
Du trives i en rolle, hvor du skal balancere faglig fordybelse og praksisnær ledelse, og du kan skabe overblik, struktur og ro i en hverdag, hvor opgaverne kan ændre sig hurtigt.
Du har blik for det kollektive og værdsætter fælles refleksion, faglig sparring og samarbejde på tværs.
Om Fredskovvej
Fredskovvej ligger i naturskønne Dianalund og er et botilbud for voksne med autismelignende udfordringer, lavt kognitivt funktionsniveau og psykiske problemstillinger.
Vi har plads til 12 beboere, som har brug for nærvær, struktur og en forudsigelig hverdag. Flere kan reagere udadrettet, hvis de ikke føler sig forstået – derfor arbejder vi altid med høj faglighed, tryghed og samarbejde som grundpiller.
Vi har netop gennemgået en større renovering, og vores omgivelser rummer bl.a. en sansehave, drivhus, bålplads, udendørs fitness og boldbane.
Fredskovvej er en del af Socialforvaltningen i Københavns Kommune. Det betyder, at du bliver en del af et stort fagligt fællesskab med gode udviklingsmuligheder, supervision og et stærkt fokus på trivsel.
Hos os kommer du godt fra start
Du får tilknyttet en mentor, og dine første uger byder på introduktion til vores pædagogiske metoder, sundhedsfaglig praksis og beboernes hverdag. Herefter følger du kollegaer i 4-6 introvagter, så du får tid til at lære huset og kulturen at kende.
Ansættelsesvilkår
Forventet opstart snarest muligt og gerne pr. 1. december 2025.
Stillingen er på 37 timer om ugen med både dag-, aften- og weekendvagter i fast rul.
Løn og ansættelse efter gældende overenskomst inden for dit fagområde. Vi indhenter referencer og straffeattest som led i ansættelsesprocessen.
Yderligere oplysninger
Vil du vide mere? Hvis du vil høre mere om stillingerne eller om Fredskovvej, er du velkommen til at kontakte Magnus Præstholm Heltoft Jørgensen på 23 46 58 35 (hverdage kl. 8.00-15.00) eller afdelingsleder Karina Albrechtsen på 20 46 63 48.
Vi glæder os til at modtage dit CV og din ansøgning.
Søg via linket senest fredag den 21. november 2025
Vi holder samtaler løbende.