Faglært cykelmekaniker til Aktivitetscentret Sundholm (tidsbegrænset)
Søg jobbet
Vil du prøve kræfter med et job, der sætter store krav til både dine håndværksfaglige og menneskelige egenskaber? Vil du prøve noget nyt og være med til at gøre en forskel for Københavns hjemløse og udsatte? Så har vi brug for dig.
Om Aktivitetscenter Sundholm
Aktivitetscentret Sundholm tilbyder social beskæftigelse til udsatte borgere, som lever i hjemløshed, i afhængighed og/eller med psykiske problemer og en heraf nedsat livskvalitet – materielt, socialt og eksistentielt.
Tilbuddet rummer fire værksteder hvoraf det ene, Cykelværkstedet, servicerer Københavns Kommune med vedligeholdelse, reparation og levering af tjenestecykler.
Som cykelmekaniker skal du først og fremmest stå for service og reparation af cykler. Arbejdet udføres sammen med faglærte cykelmekanikere og brugere af beskæftigelsen.
Du skal være indstillet på, og have lyst til, at støtte og arbejde sammen med mennesker, som ikke altid agerer snorlige, og du skal kunne lære fra dig og give plads – også når du kan se, at en opgave kan løses på en anden (og måske lidt smartere) måde.
Vi forventer, at du
- er faglært cykelmekaniker
- er indstillet på at tilegne dig viden om pædagogik
- er indstillet på indgå i tværfaglige arbejdsfællesskaber
- evner at skabe gode relationer til udsatte borgere
Vi tilbyder
- gode ansættelsesvilkår med faste arbejdstider på hverdage
- teamorganisering med mulighed for indflydelse på værkstedets arbejde
- et arbejde med en stor kontaktflade i København Kommunes forvaltninger
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.
Stillingen er et vikariat på 37 timer om ugen og ønskes besat snarest muligt og med slutdato den 31. december 2025.
Timerne ligger i tidsrummet kl. 07.30-16.00, mandag-fredag. Enkelte weekend- og aftentimer forekommer ved særlige lejligheder.
Vi indhenter børne- og straffeattest samt referencer i forbindelse med ansættelsen.
Yderligere information
Vil du vide mere om stillingen, kan du kontakte værkstedsleder Sebastian Olsson Loftlund på 24 99 59 37 i tidsrummet 09.00-14.00, mandag-torsdag.
Arbejdspladsen er beliggende i København S på Sundholmsvej 18.
Søg via linket senest søndag den 13. juli 2025
Vi holder løbende samtaler – og ser frem til at modtage din ansøgning.