Fællesskabsorienteret pædagog til Østerfælled Børnehus
Bliv en del af et godt fællesskab, hvor der arbejdes med høj faglighed og psykologisk tryghed.
I Østerfælled Børnehus arbejder vi kontinuerligt med at skabe stor grad af psykologisk tryghed blandt personalet således, at de bedste forudsætninger for at skabe de bedste rammer for trivsel og udvikling for børnene er til stede.
Psykologisk tryghed er et læringsparadigme og organisationer, der scorer højt på dette parameter, har forskningsmæssigt også ofte en højere grad af iboende kvalitet i sig, hvilket bl.a. viser sig i Googles studier om ”high performing teams” og Amy Edmundsons (ophavsperson bag begrebet) forskningsresultater og feltarbejde. Amy’s forskning fandt fire domæner der kendetegner høj psykologisk tryghed i teams.
Derfor arbejder vi i Østerfælled Børnehus systematisk og bevidst med disse fire domæner
- villighed til at hjælpe
- inklusion og diversitet
- evnen til at tale om fejl
- åbne samtaler
En anonym måling på psykologisk tryghed på en personaledag i 2025, understregede, at vi som organisation formår at arbejde seriøst og professionelt med domænerne. Vi scorede et rigtig flot resultat. Vi stræber dog altid på at blive bedre og udvikle os. Det håber vi, at du vil være en del af.
Vi øver os blandt andet i at kunne tale om fejl, både på individ og gruppeniveau, og føle sig tryg ved at være professionelt uenig og ytre sig. I Østerfælled er der plads til, at se med forskellige vinkler og syn på pædagogikken, og at blive modtaget nysgerrigt og positivt i responsen af sine kollegaer. Dette bidrager til, at den faglige kvalitet omkring børnene øges.
Vi tør godt understrege, at vi er en imødekommende arbejdsplads med høj faglighed, god stemning og energi.
Lidt facts
Østerfælled Børnehus er en velfungerende, selvejende institution, med 110 børn i alderen 0-6 år, og har derudover en udflytterbørnehave i Nordsjælland med 52 børnehavebørn. Vi har i alt fem vuggestuegrupper og fire børnehavegrupper. Huset ligger lige i hjertet af Østerbro ved Fælledparken.
Vi har en god tilsynsrapport for 2025, der understreger, at vi arbejder med høj pædagogisk kvalitet i Østerfælled Børnehus. Derudover har vi fået en rigtig flot trivselsundersøgelse for 2025, der også bekræfter, at vi har et sundt psykisk og fysisk arbejdsmiljø.
I Østerfælled arbejdes der tæt sammen i TRIO og LokalMed, og der er planlagte møder hen over året.
Om dig
Du er en relationel og faglig pædagog, som
- brænder for arbejdet med børnehavebørn og kan bidrage med dit engagement og gode energi
- er nærværende og møder børn og voksne på en anerkendende og respektfuld måde
- har overblik og er tæt på relationen til børnene, og kan både igangsætte og afslutte en aktivitet
- kan organisere og systematisere dit arbejde ud fra børnenes behov i fællesskab med dine kollegaer
- mestrer den sproglige og skriftlige kommunikation i forhold til samarbejdet med forældre og kollegaer
- ved hvordan du støtter barnet ved tydelig positionering i forhold til barnet og børnegruppen
- har fokus på børnenes individuelle behov og kan planlægge og strukturere aktiviteter med afsæt i pædagogik og fokus på børns udvikling i fællesskabet
Vi tilbyder
- en institution med rigtig gode pædagogiske grundsten, som er i stadig pædagogisk udvikling, og vi stræber efter en høj faglig kvalitet til glæde for børnene
- møder for både pædagoger og pædagogmedhjælpere med mulighed for faglig sparring
- planlagte reflektionsrum/ressourceforum med sparring med ledelsen samt psykologer, støttepædagoger, tale-hørekonsulent og sundhedsplejerske
- faste strukturer og dagsordner til aften-/stuemøder med relevant pædagogisk indhold til planlægning og organisering af arbejdet med kollegaer
- indflydelse på, hvordan vi skal arbejde med den styrkede læreplan og legezoner
- en nyere legeplads med gode udfoldelsesmuligheder – der er indtænkt høj legeværdi og legezoner for at skabe bedst mulig kvalitet for børnenes udfoldelsesmuligheder
- en engageret forældregruppe, der indgår i et forældrepartnerskab med institutionen og deltager flittigt i bestyrelsesarbejdet
- vi arbejder med sanseintegration i hverdagen – Conni Nissen, børneergoterapeut, har været at holde oplæg to gange for både personale og forældre for på den måde at arbejde i fælles retning mellem hjem/institution
Udover ovenstående vi har på en pædagogisk dag haft børnepsykolog Lars Rasborg ude og holde oplæg om ”Sunde børns problemer” med bud på, hvordan man med god effekt kan spejle barnet samt give det Jeg-støtte.
Vi har også haft børnepsykolog Ulla Dyrløv ude at holde oplæg til vores forældremøde med temaet ”Pilot for dit barn”. Det pædagogiske personale arbejder med en tydelig pædagogisk retning i forhold til pilotrollen, for at skabe tydelighed og tryghed for børnegruppen. Vi oplever det effektivt, når der arbejdes i et fælles spor mellem institution og hjem.
På en personalelørdag har vi haft ledelses- og motivationsforsker, forfatter og konsulent, Helle Hein på besøg med oplæg om motivation og drivkræfter og det gode teamsamarbejde. Helle Hein kickstartede vores tema om motivation og teamsamarbejde, som har og er i fokus i Østerfælled Børnehus. Helle Hein inspirerede os meget til den videre proces, og vi har holdt team-udviklingssamtaler i de forskellige samarbejdsteams med udgangspunkt i psykologisk tryghed, teamets arketypeprofiler, motivation og drivkræfter.
Ansættelsesvilkår
Løn efter overenskomst med BUPL.
Stillingen er på 32-37 timer om ugen og med opstart snarest muligt.
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest samt referencer.
Mere information
Vi opfordrer til og prioriterer gerne, at der afholdes et uformelt for-besøg inden du evt. søger stillingen. Ring på 82 56 25 19 til leder Anders Menghini eller Rikke Overgaard for at aftale nærmere.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest tirsdag den 26. august 2025
Vi holder som udgangspunkt ansættelsessamtaler den 27. august 2025 i tidsrummet fra 8.30-15.30.