Erhvervskonsulent, der kan bygge bro mellem skoler og virksomheder – UU København
Har du en sælger gemt i maven, og trives du i et job, hvor du skal opsøge virksomheder og inspirere dem til at deltage i samarbejder med folkeskoler?
Har du erfaring med eller lyst til at prøve kræfter med projektarbejde? Og synes du, det er spændende at være med til at gøre en forskel for unge? Så er det dig, som vi leder efter.
Vi søger en idérig medarbejder, der kan bevare overblikket i en travl hverdag og samtidig bidrage til afdelingens trivsel og tværgående opgaveløsning. Du har relevant uddannelse og gerne erfaring fra arbejdet i spændingsfeltet mellem uddannelse og erhverv.
En væsentlig del af din rolle bliver at understøtte rekrutteringen af private og offentlige arbejdspladser til Skolernes Erhvervsdag. Derfor skal du have mod på at opsøge arbejdspladser telefonisk og fysisk, så vi sikrer at alle elever kommer ud på et virksomhedsbesøg.
Derudover skal være klar på at hjælpe virksomhederne i forhold til, hvordan de bedst muligt planlægger et sjovt og spændende besøg i forbindelse med Skolernes Erhvervsdag. Læs mere om Skolernes Erhvervsdag her.
Stillingen
I Ungdommens Uddannelsesvejledning og Erhvervssamarbejde vejleder vi elever i 7.-10. klasse i Københavns Kommune om ungdomsuddannelser. Vi hører til under Børne- og Ungdomsforvaltningen og har 90 medarbejdere. Vi er to afdelinger – grundskoleafdelingen og afdelingen for Erhvervssamarbejde, vejledningsindsatser og Support (EViS). Du vil blive tilknyttet EVIS, som hører til i Korsgade på Nørrebro.
Vores afdeling samarbejder bl.a. med erhvervslivet, ungdomsuddannelser, samt grundskoler og ungeværker. Vi arbejder i teams, og en medarbejder kan være tilknyttet op til tre teams alt efter opgavernes størrelse.
Stillingen som erhvervskonsulent er oprettet i forbindelse med en større omorganisering. Du vil indgå i tre nye teams, hvor du har mulighed for at være med til at bygge teamet op og skabe nye arbejdsgange.
Som erhvervskonsulent indgår du i tre teams
- Skolernes Erhvervsdag (50%)
- Partnerskab – fælles om fremtidens faglærte (30 %)
- Tovholder i et vejleder-område (20 %)
Væsentlige opgaver
- Opsøge arbejdspladser
- Registrere tilmeldinger til Skolernes Erhvervsdag i Excel
- Understøtte matchning og udvikling af skolevirksomhedsforløb (fx lokale valgfag)
- Administrativ support i forbindelse med drift af netværk for erhvervspraktik, erhvervsdag og virksomhedsbesøg samt netværk for skole-erhvervsforløb
- Planlægning og hjælp til afholdelse af netværksmøder og større arrangementer
- Bygger bro mellem vejledningsindsatser og uddannelsesvejlederne i et af fire vejlederområder i byen samt deltager i områdemøder og afdelingsmøder for grundskolevejledere
Vi forventer, at du
- trives i en opsøgende rolle, hvor du skal kunne formidle og ’sælge’ erhvervsdagen og andre indsatser til både virksomheder og vejledere
- har forståelse for, hvad der rører sig i en virksomhed
- har godt kendskab til uddannelsesvejlederes opgaver
- er grundig, struktureret, kan koordinere, følge op og understøtte, at behov blandt virksomheder, vejledere og andre interessenter følges til dørs
- evner at tage ejerskab over opgaverne, arbejder selvstændigt og proaktivt
- har blik for udviklingspotentialer
- har projekterfaring
- er god til at formidle både i skrift og tale
- er udadvendt og kan lide at samarbejde med mange typer mennesker og fagligheder
Derudover skal du
- være en habil bruger af Excel, da det vil være et program, du skal arbejde meget i
- have et bredt kendskab til resten af Officepakken
- være parat til at repræsentere kommunens vejledningsindsatser og forankring i mødet med grundskolevejledere
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og inden for rammerne af lokal løndannelse.
Arbejdstiden udgør 37 timer ugentligt.
Vi ønsker stillingen besat den 1. juni 2026.
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest samt referencer.
Mere information
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte UU-leder Claus Fog Stokbæk på 26 37 12 73, faglig leder Mette Moes Nørgaard på 23 63 51 77 eller erhvervskonsulent Lasse Søndergaard Winther på 24 24 87 05.
Du kan læse mere om Københavns Kommune og Ungdommens Uddannelsesvejledning og Erhvervssamarbejde i København på www.kk.dk og www.uu.kk.dk.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest torsdag den 16. april 2026
Vi holder ansættelsessamtaler mandag den 27. april 2026