Ergoterapeuter til Den Ambulante Børneterapi i Børnecenter København (barselsvikariat)
Søg jobbet
Vil du være med til at muliggøre betydningsfulde aktiviteter for børn og unge – og blive en del af en stor og engageret fysio- og ergoterapeutgruppe med høj faglighed og mulighed for specialisering? Så har vi det rette job til dig.
I Børnecenter København søger vi ergoterapeuter med lyst til at arbejde med børn og unge med særlige behov. Der er tale om to barselsvikariater på 35-37 timer om ugen i vores Ambulante Børneterapi.
Om stillingen
Som en del af fysio- og ergoterapeutgruppen i Børnecenter København skal du varetage rådgivning og træning til en bred målgruppe af børn og unge (0-18 år) på almenområdet.
I Den Ambulante Børneterapi arbejder vi med målrettet vejledning, undersøgelse og træning i en afgrænset periode for børn med funktionsnedsættelser. Formålet er at støtte barnet og familien i at opnå deres mål og styrke barnets udvikling og selvstændighed i hverdagen.
Det kan fx handle om at lære at tage tøj af og på, binde snørebånd, tygge maden, drikke af kop, deltage i leg – eller finde strategier til mere ro i kroppen og en hverdag tilpasset barnets sensoriske behov.
Vi anvender leg og dagligdagsaktiviteter som udgangspunkt for træningen, kombineret med fagligt anerkendte metoder. Forældrene inddrages aktivt, så aktiviteterne kan overføres til hjemmet. Samarbejde med pædagoger og lærere i barnets nærmiljø er også en vigtig del af arbejdet.
Fagligt fællesskab
Som ergoterapeut i Børnecenter København bliver du en del af en stor terapeutgruppe på 54 ergo- og fysioterapeuter, som flere gange om måneden mødes til faglig sparring og udvikling.
Vi prioriterer faglig kvalitet og udvikling højt, og senest har vi udarbejdet vores eget flowchart for målsætning samt arbejdet med implementering af en mere evidensbaseret praksis.
Vi ønsker, at du
- er autoriseret ergoterapeut og har stor interesse for at arbejde med børn og unge med særlige behov
- gerne har erfaring inden for børneområdet
- har kendskab til relevante ergoterapeutiske tests, undersøgelser og behandlingsmetoder
- kan arbejde selvstændigt og samtidig bidrage aktivt i fælles faglig sparring
- har mod på at synliggøre din faglighed både mono- og tværfagligt
- er fleksibel i opgaveløsning og teamsamarbejde
Vi tilbyder
- et stærkt og engageret arbejdsfællesskab med høj trivsel
- en tillidsbaseret arbejdsplads med medindflydelse, medinddragelse og medansvar
- fokus på læring, udvikling og vidensdeling
- fællesmøder og løbende sparring med dygtige kollegaer – både mono- og tværfagligt
- et introprogram de første 14 dage, hvor du besøger andre matrikler og følger kollegaer
- en mentorordning med en monofaglig kollega
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst.
I forbindelse med ansættelse indhenter vi børne- og straffeattest samt reference.
Vi arbejder med nultid. Det vil sige, hvis du fx er ansat 37 timer om ugen, så arbejder du 39,5 timer og optjener ekstra fridage.
Der er tale om barselsvikariater med forventet start mandag den 5. januar 2026.
Mere information
Du kan læse mere om os på Børnecenter Københavns hjemmeside.
Du er også velkommen til at kontakte leder af terapien i Børnecenter København, André Greve, på 24 79 39 53.
Vi glæder os meget til at læse din ansøgning og byde en ny kollega velkommen i gruppen – en kollega, der ligesom os er motiveret for at hjælpe byens børn i dette meningsfulde arbejde.
Søg via linket senest torsdag den 13. november 2025
Vi afholder ansættelsessamtaler tirsdag den 18. november 2025. Ansættelsessamtaler afholdes på Kastelsvej 60. Vi har 30 minutter sammen, hvor du skal motivere din ansøgning og præsenteres for en case. Du får naturligvis også mulighed for at stille spørgsmål til os.