Ergoterapeut til Dammen – en afdeling fyldt med omsorg og faglighed for børn og unge på Østerbro

Søg jobbet

Pleje og sundhed
Fuldtid
Fastansættelse

Er du motiveret for at skabe trygge rammer, hvor faglighed og omsorg går hånd i hånd? Så er du måske vores nye kollega.

Hvem er vi, og hvem er vores dejlige børn og unge?
I Dammen bor lige nu otte fantastiske børn og unge, som har fysiske handicaps og kommunikerer nonverbalt. Vores mission er at sikre, at børn og unge får de bedste forudsætninger for trivsel, udvikling og evnen til at mestre deres eget liv uanset funktionsniveau.

Du bliver en del af et stærkt tværfagligt miljø, hvor arbejdsdagen tilrettelægges ud fra at understøtte det enkelte barns udvikling – socialt, fysisk og emotionelt og med den rehabiliterende tankegang i mente.

Din rolle som ergoterapeut
Som ergoterapeut i Dammen bliver du en uundværlig sparringspartner for dine kollegaer i det tværfaglige arbejdsfællesskab. Du sætter dine kompetencer i spil, og bruger gerne din faglige teoretiske referenceramme til at understøtte praksis. Du har fokus på barnet/den unges udvikling og bruger gerne NUZO i denne forbindelse.

Vi ser gerne, at du

  • har autorisation som ergoterapeut
  • har kompetencer indenfor sanseprofiler, kan udarbejde disse og omsætte det til brug i praksis
  • har kompetencer indenfor FOTT – at du kan udrede og understøtte praksis
  • kan skabe en hverdag fyldt med tryghed, nærvær og omsorg for børnene
  • hjælper børnene med deres daglige rutiner, herunder personlig hygiejne og aktiviteter
  • har stærke kommunikationsevner og møder verden med gåpåmod, energi og en positiv indstilling

Derudover tilbyder vi en arbejdsplads, hvor

  • vi er børnenes 'bonushjem' og derfor prioriterer vi et meget tæt forældresamarbejde, hvor vi løbende er i dialog omkring barnet/den unge
  • vi har et højt fagligt niveau – vi kan være uenige, men vi finder altid en vej og er loyale mod fælles beslutninger
  • ledelsen aktivt lytter til og inddrager alle medarbejdere i udviklingen af vores fælles arbejdsplads og børnenes 'bonushjem'
  • der er mulighed for at udfordre praksis og komme med nye input – vi er ikke låst af 'vi plejer'
  • vi ser fejl som en erfaring rigere og samarbejder om, hvordan vi undgår dem

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst for ergo- og fysioterapeuter.

Stillingen er på fuld tid med start senest 1. september 2025. Arbejdet tilrettelægges i dag- og aftenvagter samt hver 2. weekend.

Vi ligger tæt på Svanemøllen Station, Metro, og der er mulighed for gratis parkering.

Mere information
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Morten Suhr Andreasen på 24 84 37 59 (uge 27 og 28) eller Anne Nielsen på 24 60 24 81 (uge 30) ml. 08.00-16.00.

Vi ser frem til at høre fra dig.

Søg via linket senest tirsdag den 22. juli 2025
Vi forventer at afholde samtaler i uge 30.

Om Socialforvaltningen i Københavns Kommune
Socialforvaltningen i Københavns Kommune arbejder for at støtte udsatte borgere og familier samt borgere med handicap i at leve gode og selvstændige liv. Vi tilbyder sociale indsatser på tværs af aldersgrupper og målgrupper – fra børn og unge med behov for støtte til voksne med sociale udfordringer eller handicap.

Vi har klare faglige ambitioner om at hjælpe borgere frem mod øget trivsel og livsmestring. Dette sker gennem forebyggelse, behandling og specialiserede tilbud, der tilpasses den enkeltes behov. Fra d. 1. januar 2025 består SOF af seks driftscentre, fire administrative centre og et ledelsessekretariat, der arbejder tæt sammen om at sikre helhedsorienterede løsninger og høj faglighed.

Med en stærk tværfaglig tilgang og fokus på udvikling hjælper vi borgere med at møde hverdagens udfordringer og skabe nye muligheder.