Ergoterapeut til arbejde med den tidlige indsats i Center for Demens – Træning og Rådgivning (barselsvikariat)

Søg jobbet

Pleje og sundhed
Fuldtid
Tidsbegrænset job (vikariater, projektstillinger mv.)

En sjælden mulighed for at blive del af et tværfagligt team med specialviden og indsatser til mennesker med demens i den tidlige fase og deres pårørende – er det noget for dig?
Vi har en tidsafgrænset stilling som ergoterapeut i Center for Demens – Træning og Rådgivning, mens vores faste ergoterapeut er på barsel.

Vi søger dig, der

  • er uddannet ergoterapeut
  • har lyst til – og gerne erfaring med – demensområdet og kendskab til de udfordringer, som personer med demens og pårørende kan opleve i deres hverdag
  • har lyst til at blive specialist i brugen af kognitiv stimulationsterapi
  • har interesse for hjælpemidler og velfærdsteknologier målrettet mennesker med demens
  • bidrager med pionerånd og gåpåmod og har lyst til at indgå i et stærkt tværfagligt og udviklingsorienteret miljø
  • trives med samarbejde på tværs af fagligheder og opgaver
  • ser det som en fordel, at din arbejdshverdag er omskiftelig og består af forskellige typer af opgaver

Dine primære opgaver bliver

  • at være med-tovholder på gruppebaseret kognitiv stimulationsterapi med ergoterapeutkollega
  • at forestå afklarende samtaler med nye deltagere til træningsforløb
  • at vejlede og rådgive om demensvenlig indretning og hjælpemidler i inspirationslejlighed i samarbejde med ergoterapeutkollega
  • at være med-tovholder på gruppebaseret dialog om hverdagslivet med demens med demensfaglig rådgiver
  • mulighed for at indgå i opgaven som demensforløbskoordination for individuelle borgere jf. det regionale demensforløbsprogram sammen med teamets øvrige medarbejdere

Vi sørger for introduktion og uddannelse indenfor kognitiv stimulationsterapi, og understøtter løbende din viden om teknologier og hjælpemidler, hvis du ikke har så meget forhåndserfaring. Rollen som demensforløbskoordinator er en tværfaglig opgave og der er løbende fælles støtte og sparring. Du vil indgå i teamets tværfaglige buddyordning og reflekterende grupper.

Om os
Center for Demens – Træning og Rådgivning er en bydækkende enhed og består af 21 tværfaglige medarbejdere samt en leder, og vi holder til i dejlige lokaler i De Gamles By på Nørrebro.

Vi støtter særligt udsatte borgere gennem et udredningsforløb, varetager individuel demensforløbskoordination for nydiagnosticerede borgere i den indledende fase af et demensforløb, tilbyder specialiseret træning og rådgivning til grupper af mennesker med demens i den indledende fase og deres pårørende, arbejder for at skabe et demensvenligt samfund gennem brobygning til civilsamfundet, har en inspirationslejlighed med demensvenlige hjælpemidler og tilbyder aktiviteter og samvær for personer og familier berørt af demens. I tillæg har vi et demensrejsehold og organisatoriske rådgivere, som bl.a. understøtter enheder i Københavns Kommune i at udvikle og opretholde demensfaglige kompetencer.

Organisatorisk er vi en del af Center for Demens, Lindehusene med Aktivitetscenter Huset for yngre personer med demens, plejeboligerne Lindehusene A for yngre personer med demens og Lindehusene B. Vores fælles kerneopgave er at understøtte muligheden for at leve et selvstændigt, meningsfuldt og trygt liv for personer med demens og deres pårørende med afsæt i en personcentreret og rehabiliterende tilgang.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er er barselsvikariat på 37 timer ugentligt med tiltrædelse den 1. april 2026. Ansættelsen sker i henhold til gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.

Yderligere information
Læs mere om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen her  og om Center for Demens her. Du er velkommen til at kontakte afdelingsleder Lise Vestergaard på 24 52 44 53. Du er også velkommen til at komme forbi til en uforpligtende kop kaffe – ring gerne i forvejen.

Søg via linket senest tirsdag den 10. februar 2026

Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. Se mere om vores hverdag på www.vores-hverdag.kk.dk.