Ergoterapeut med geriatrisk erfaring til fast stilling i Center for Genoptræning – Vanløse

Søg jobbet

Pleje og sundhed
Fuldtid
Fastansættelse

Brænder du for borgernært arbejde og derigennem at udvikle rehabilitering og genoptræning i samarbejde med borgerne?
Så er det måske noget for dig at blive en del af Center for Genoptræning Vanløse. Vi søger en ergoterapeut med mod på at arbejde i et spændende fagligt miljø, der giver mulighed for at udøve en helhedsorienteret, koordineret og målrettet indsats i samarbejde med kolleger, borgere, eksterne samarbejdspartnere og evt. pårørende.   

Lidt om os og opgaven
Center for Genoptræning Vanløse er beliggende i Sundhedshus Vanløse og er et af Københavns Kommunes fem genoptræningscentre. Vi består af 40 engagerede medarbejdere med stærke faglige kompetencer og et indbyrdes samarbejde, der er præget af gensidig tillid. Vi tilbyder genoptræning til borgere i alle aldre og er specialested for genoptræning efter benamputation samt for borgere med urologiske/gynækologiske diagnoser.

Vi søger en ergoterapeut, der både skal være i vores ambulante team og på sigt med faste timer på et af plejecentrene i vores bydel.

Den ambulante opgave omfatter genoptræning af hjemmeboende borgere efter sundheds-, service- og ældreloven indenfor det geriatriske område. Som ergoterapeut sætter du bl.a. dine kompetencer i spil indenfor ADL-vurdering, ADL-træning, kognitiv træning, dysfagi, energiforvaltning med udgangspunkt i meningsfulde aktiviteter. Træningen foregår både i borgers hjem og nærmiljø og i sundhedshuset.

Opgaven på plejehjem omfatter blandt andet ansøgning og tilpasning af mobilitetshjælpemidler, indflytningsudredninger og rehabiliterende indsatser. Opgaven understøttes af vores terapifaglige vejleder, som også står for introduktionen til denne opgave.

Vi arbejder med individuelt tilrettelagte forløb ud fra borgerens individuelle sundhedskompetencer og stræber efter at udnytte borgernes ressourcer bedst muligt. Vi bruger digitalt understøttet træning som en integreret del af genoptræningen. 

Vi har etableret et stærkt fagligt netværk for ergoterapeuter på tværs af Center for Genoptræning. Her har vi fokus på at udvikle den ergoterapeutiske praksis i samarbejde med vores udviklingsterapeuter for geriatri. Vi har fokus på at skabe gode rammer for den mono- og tværfaglige sparring, hvorfor dette vægtes højt i hverdagen. 

Vi søger en ergoterapeut

  • med en stærk monofaglig profil og med erfaring eller interesse for geriatriske diagnoser
  • med erfaring med eller interesse indenfor dysfagi
  • som er god til at arbejde tværfagligt og kan se værdien i det tværfaglige samarbejde
  • som har blik for borgers ressourcer i et rehabiliteringsperspektiv
  • som er struktureret, har overblik og er i stand til at arbejde selvstændigt og samtidig er fleksibel i forhold til kolleger og løsning af arbejdsopgaver
  • som har mod på og trives i en travl hverdag med stor variation i arbejdsopgaverne og som trives med at arbejde på to matrikler

Vi er en arbejdsplads, der prioriterer trivsel, nærvær og motivation højt. Vi tilbyder gode og engagerende kolleger, som gerne finder tid til sociale aktiviteter efter arbejdstid.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer ugentligt og med tiltrædelse 1. april 2026. Ansættelse sker efter gældende overenskomst med Københavns Kommune. Lønindplacering afhænger af dokumentation for tidligere ansættelse. Der indhentes reference, straffeattest og børneattest i forbindelse med ansættelsen. 

Mere information
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Charlotte Engman på 20 54 82 38 eller afdelingsleder Charlotte Syvertsen på 21 70 16 43

Vi glæder os til at modtage din ansøgning. Udover ansøgningen, beder vi dig vedhæfte CV og dokumentation for uddannelse. 

Søg via linket senest søndag den 22. februar 2026
Vi holder ansættelsessamtaler torsdag den 26. februar.

Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. Se mere om vores hverdag på www.vores-hverdag.kk.dk.