Erfarne pædagoger til Altankassen

Søg jobbet

Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

Blive en del af en arbejdsplads med stor samarbejdsvilje og et godt arbejdsmiljø

Vi søger to dygtige og engagerede pædagoger med ansættelse fra den 1. marts 2026 eller snarest muligt derefter.

De ledige stillinger er i By-børnehaven og udflytterbørnehaven Nyttehaven.

Arbejdstiden udgør 37 timer ugentligt, medmindre andet aftales.

Om Altankassen
Vi er en stor integreret institution med 150+ børn i alderen 0-6 år fordelt på seks vuggestuegrupper og fire børnehavegrupper, hvoraf to grupper kører til et udflytterfællesskab i Dragør.

Altankassen ligger tæt på Metroen og Amager Fælled og er omgivet af mange dejlige grønne områder, offentlige legepladser og kulturelle tilbud.

På Amagerfælledvej fordeler vi os på tre etager i et hus, som vi deler med en anden institution, der ligger i stuen.

Vi har rigtig gode indendørs faciliteter med en stor sal, klatre-/tumlerum, gode gangarealer og store lyse stuer. Udendørs har vi en fantastisk legeplads med store gamle træer, bålplads, bold- og hockeybane og gode muligheder for leg.

I Nyttehaven har vi ligeledes gode indendørs og udendørs faciliteter, og vi har skov, eng og strand tæt på.

Altankassen har to ledere, som prioriterer at være nærværende i praksis og deltager på alle stuemøder.

Altankassen er en del af Amager Klynge C, som består af seks institutioner.

Vi arbejder kontinuerligt med at bevare et godt arbejdsmiljø, og vi har flere medarbejdere, som har søgt tilbage til Altankassen efter at have været væk fra institutionen.

Vi arbejder med Tryghedscirklen, Sprogtrappen og TOPI, og vi er i øjeblikket optagede af leg og legemiljøer.

Vi har fokus på den gode relation og tryghed som grundlag for al udvikling og læring.

Vi lægger vægt på, at alle børn skal føle sig set, hørt og forstået hver dag.

Vi tager udgangspunkt i nærmeste udviklingszone og arbejder med børnenes selvhjulpenhed og med at se intentionen bag børnenes ageren. På den måde kan vi hjælpe alle børn til at indgå på bedst mulig vis i små og større børnefællesskaber.

Vi arbejder differentieret og kontinuerligt gennem hele dagen ud fra barnets/børnegruppens udvikling og behov.

Om By-børnehaven
By-børnehaven har to stuer, som arbejder tæt sammen som et team.

På hver stue har vi gennemsnitligt 22 børn sammen med to pædagoger og en medhjælper. Vi har desuden ansat to medarbejdere i flexjob, som er i børnehaven i sammenlagt 27 timer ugentligt.

Vi har en godt indarbejdet struktur og et godt arbejdsfællesskab i By-børnehaven, hvor man som en naturlig del af hverdagen hjælper hinanden (og også vuggestuen og omvendt, når det er påkrævet).

Vi arbejder med ugeplaner men lader ikke planerne styre os. Det kan være nødvendigt i en travl hverdag at være fleksibel, og der skal også være plads til spontanitet.

Faste aktiviteter på tværs af begge stuer er storegruppe, mellemgruppe, minigruppe, to rytmikhold og legepladsen midt på dagen.

Der holdes stuemøder fast en gang om ugen, og der er ofte tid til planlægning eller andet arbejde på afdelings- og p-møder.

Om Nyttehaven
Nyttehaven ligger placeret i Udflytterfællesskabet Rosenlundsvej 1 i Dragør, hvilket er en bustur på 15-20 minutter fra Altankassen på Amagerfælledvej.

Vi kører kl. 8.30 og er tilbage ca. kl. 15.30. Udenfor disse tidspunkter er Nyttehavens børn sammen med de øvrige børnehavebørn i Altankassen.

Nyttehaven har gode indendørsfaciliteter fordelt på to stuer og nogle fællesområder. En stor træterrasse udenfor stuerne leder ned til en rigtig dejlig legeplads med mange legemuligheder og bålplads.

På den anden side af vejen ligger Kongelunden, hvor vi tit leger og går på opdagelse.

Sydvestpynten, Kongelundsfortet og Bjarke Cirkelsten ligger indenfor gåafstand (men vi har også ladcykler), og der er også en del gårde i området, hvor man kan se på dyr på marken.

Vi prioriterer muligheden for at lave pædagogiske aktiviteter udendørs uanset vejret, men vi husker også at bruge vores gode indendørs faciliteter.

Arbejdsfællesskabet i Nyttehaven er noget helt særligt. Fordi vi kun er to stuer, arbejder vi rigtig meget på tværs både i planlagte aktiviteter, og når legen slippes fri. Derudover er både fagligheden og humøret højt.

For øjeblikket er vi en pædagog med tovholderfunktion, to pædagoger, to PAU´er og to medhjælpere samt to faste vikarer, når vi har brug for det.

Vi har plads til 42 børn, og Nyttehaven er så populær hos vores forældre, at vi sjældent har tomme pladser.

Vi har stuemøde udenfor børnetid tre gange om måneden og har også ofte planlægningstid i forbindelse med p-møder.

I ferier er vi sammen med børnehaven på Amagerfælledvej enten i Nyttehaven eller i byen (vi har en stue til rådighed i Altankassen), og vores storegruppe har fælles forløb sammen med storegruppen på Amagerfælledvej enten i Nyttehaven eller i byen et par gange om året.

Vi forventer, at du

  • er mødestabil, fleksibel og god til at samarbejde
  • kan give omsorg, være nærværende og samtidig bevare overblikket
  • kan arbejde med pædagogik i både rutinesituationer, aktiviteter og leg
  • er struktureret og kan planlægge og gennemføre pædagogiske forløb
  • er en tydelig og retningsangivende voksen uden at være irettesættende
  • har kendskab til de styrkede læreplaner, SMTTE og TOPI
  • kan reflektere over egen praksis
  • har humor og kan lide hverdagen – også når der skal løbes stærkt

Vi kan tilbyde

  • en personalegruppe, som er mangfoldig i forhold til køn, alder og anciennitet
  • en institution med stor samarbejdsvilje og et godt arbejdsmiljø
  • en institution med god balance mellem voksenstyrede aktiviteter, lege, rutiner og børnenes selvinitierede leg
  • en institution med anerkendende tilgang i det pædagogiske arbejde med udgangspunkt i Tryghedscirklen
  • faste stue-, afdelings- og personalemøder

Løn- og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesforhold fastsættes i henhold til gældende overenskomst.

Vi håber, at du kan starte den 1. marts 2026 eller snarest derefter.

Arbejdstiden udgør i begge stillinger 37 timer ugentligt. Arbejdstiden vil ligge i tidsrummet mellem kl. 7.00-17.00. Dog er der personalemøder, forældremøder og lignende, som ligger efter kl. 17.00.

I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest samt referencer.

Yderligere oplysninger  
Du kan kontakte pædagogiske ledere Anne Müllertz på 5122 4739 eller Claudia Murgia på 2446 3208 for spørgsmål eller besøg, inden du søger en af stillingerne.

Søg via linket senest fredag den 13. februar 2026
Vi glæder os til at læse din ansøgning og holder løbende ansættelsessamtaler. I din ansøgning bedes du angive, om du søger en stilling i By-børnehaven, Nyttehaven eller begge.