Erfarne behandlere til samtaleforløb med børn, unge og forældre i Center for Mental Sundhed

Søg jobbet

Pleje og sundhed
Fuldtid
Fastansættelse

Vil du indgå i et specialiseret center, der arbejder for at fremme københavnernes mentale sundhed?
Har du erfaring med forløb for familier med mangeartede udfordringer?
Og motiveres du af at hjælpe børn og unge til større trivsel?  

Så vil du være præcis en af de psykologer, familiebehandlere med terapeutisk uddannelse eller lignende, vi søger i Center for Mental Sundhed til varetagelse af forsamtaler og familieforløb med børn og unge. 

Om jobbet
I 2025 er Center for Mental Sundhed i gang med implementering af lettilgængeligt behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel. Forældre og unge mellem 15-17 år bosiddende i København skal have mulighed for at henvende sig ét sted, hvor der kan ske en afklaring af om barnet/den unge har behov for lettere behandling. I Københavns Kommune er ’Indgang til bedre mental sundhed’ organisatorisk placeret i Center for Mental Sundhed. I det lettilgængelige behandlingstilbud er der for nuværende otte behandlingstilbud, der henholdsvis er placeret i Børne- og Ungdomsforvaltningen, Socialforvaltningen og i Center for Mental Sundhed under Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Stillingen vil i halvdelen af arbejdstiden indeholde telefoniske og fysiske forsamtaler samt udviklingsopgaver i det lettilgængelige behandlingstilbud. Den anden halvdel af stilling vil indeholde behandlingsopgaver i tilbuddet ’Ung på Vej’.

Du kan læse mere om de faglige rammer for lettilgængeligt tilbud her.

Ung på Vej er en forebyggende indsats målrettet 13-15-årige unge i generel mistrivsel og deres familier. De unge i tilbuddet kan fx have oplevet en vanskelig skolehistorik, have begyndende skolefravær, oplevet mobning eller præget af ensomhed. De unge og deres forældre tilbydes op til syv psykologsamtaler med henblik på at afhjælpe de unges problematikker og fremme deres trivsel. I de tilfælde, hvor centrets tilbud vurderes utilstrækkeligt, hjælper vi de unge og deres forældre videre i andet regi.

Vi tilstræber at arbejde helhedsorienteret i familieindsatserne. Problemstillingerne er forskelligartede, og forløbene er derfor sjældent ens. 

Dine faglige og personlige kompetencer
Du har bred udviklingspsykologisk viden og traumeforståelse, og kan se trivselsudfordringer i et personligt, relationelt og kontekstuelt perspektiv. Du kan sætte din viden i spil fra systemisk, narrativ og/eller mentaliseringsbaserede tilgange og også gerne andre anerkendte metoder fx kognitiv terapi. Du har erfaring med visitationssamtaler, herunder at matche behandling med målgruppe. Du er nysgerrig og kan være i ro med ikke nødvendigvis at vide, hvad det næste skridt er.

Du bliver en del af Center for Mental Sundhed
Center for Mental Sundhed driver og udvikler forebyggende forløb for borgere i psykisk mistrivsel og bidrager til at fremme større lighed i den mentale sundhed og trivsel i København. Centrets primære målgruppe er københavnere fra 13 år og opefter. Her vil du blive en del af et stort og stærkt fagligt miljø bestående af 80 psykologer og et tværfagligt team, der arbejder med ADHD og autisme på voksenområdet samt en stab bestående af sekretærer, akademisk personale og ledelse. Centret er en arbejdsplads, der er kendetegnet ved en høj grad af kollegialt fællesskab samt stor faglighed på tværs af ledelse og medarbejdere.

Derfor skal du vælge os
Center for Mental Sundhed er en arbejdsplads, der er kendetegnet ved involvering og en høj grad af kollegialt fællesskab samt en stor faglighed på tværs af medarbejdere og ledelse. Vi tilbyder en arbejdsplads med

  • faglig involvering og sparring
  • stor variation i opgaver, hvor dagene sjældent er ens
  • ambitioner om at være toneangivende inden for mental sundhed
  • engagerede kolleger samt solide faglige- og sociale arbejdsfællesskaber
  • fleksibilitet og gode muligheder for faglige udfordringer
  • rammer, der understøtter opgaveløsningen herunder grundig introduktion og mentorordning ved opstart
  • smil, imødekommenhed, humor og en rar atmosfære

Center for Mental Sundhed er en dynamisk arbejdsplads i konstant udvikling, og derfor søger vi hele tiden nye måder at gøre tingene på. Dine ideer er derfor altid velkomne. Du kan læse mere om Center for Mental Sundhed her.

Ansættelsesvilkår 
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til kvalifikationer og gældende overenskomst mellem kommunen og den relevante faglige organisation. Ansættelsesstedet er Center for Mental Sundhed – Kbh, der aktuelt ligger på Vesterbro og Nørrebro. Din base for både opgaver i 'Indgang til bedre mental sundhed' og behandlingsopgaver i 'Ung på Vej' er aktuelt på Vesterbrogade 121 i København V. Arbejdstiden udgør 37 timer ugentligt. Vi ønsker stillingerne besat med tiltrædelse den 1. august 2025.

Mere information  
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Helene Hjerrild på 21 64 13 57 eller afdelingsleder Anne Charlotte Larsen 21 56 60 45.

Søg via linket senest søndag den 15. juni 2025
Vi forventer at holde samtaler den 23.-24. juni.

Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. Se mere om vores hverdag på www.vores-hverdag.kk.dk.