Erfaren specialist til vagtplanlægning i Socialforvaltningen
Er du stærk i vagtplanlægning, grundplaner og arbejdstidsregler? Vil du være en del af et stærkt team, som understøtter Socialforvaltningens ledere med at sikre en god vagtplanlægning til gavn for kommunens borgere og medarbejdere? Så er du måske vores nye kollega i enheden for Forhandling og Organisationsudvikling.
I Socialforvaltningen arbejder vi på at skabe de bedst mulige tilbud og indsatser for borgere med særlige behov i København. I starten af 2025 blev forvaltningens HR-område samlet i Center for HR og Organisation, som varetager en bred vifte af HR- og Udviklingsopgaver indenfor rekruttering og onboarding af ledere og medarbejdere, forhandling og organisationsændringer, vagtplanlægning, arbejdsmiljø, lederudvikling, MED organisation samt uddannelses- og kompetenceudviklingsaktiviteter. Vi bistår derudover borgmesteren, det politiske udvalg og direktionen og forvaltningsledelsen i arbejdet med at sætte rammen for den strategiske udvikling af organisationen.
Om stillingen
Vi søger en erfaren specialist i vagtplanlægning til enheden Forhandling og Organisationsændringer, som er en del af Center for HR og Organisation. Her får du en vigtig rolle i understøttelsen af forvaltningens ledere i vagtplanlægningsopgaven.
Konkret skal du
- rådgive og konkret bistå ledere i udarbejdelse af nye grundplaner på forvaltningens tilbud
- løbende følge op på vagtplanlægningen med et særligt blik på effektiv brug af ressourcer indenfor gældende regler
- bistå med support og rådgivning ved akutte udfordringer og ved behov for hjælp indenfor vagtplanlægning
- bidrage med løbende kompetenceløft inden for vagtplanlægning, herunder både de aftalemæssige rammer og systemteknisk
Du vil have en tæt dialog og samarbejde med ledere og vagtplanlæggere i Socialforvaltningen, hvor du med din faglighed og erfaring bistår lederne trygt i at sikre en god og effektiv vagtplanlægning.
Hvem er du?
For at lykkes i stillingen forestiller vi os, at du har
- et indgående kendskab til effektiv vagtplanlægning indenfor døgnområdet, herunder særligt i udarbejdelse af grundplaner
- en god forståelse for de driftsnære vilkår på kommunale døgntilbud
- stor indsigt i døgnarbejdstidsregler, overenskomster og lokalaftaler
- erfaring og kompetencer med KDM vagtplan, som er København Kommunes vagtplanlægningssystem
- erfaring med konkret opfølgning på effektiv brug af arbejdstid
Du har en administrativ uddannelsesmæssige baggrund, og er generelt stærk indenfor den komplicerede vagtplanlægningsdisciplin. Du trives med et tæt samarbejde med forvaltningens driftsledere og bidrager aktivt til udviklingen af vagtplanlægningsområdet i Socialforvaltningen sammen med dine kolleger i teamet.
Om os
I enheden Forhandling og Organisationsændringer arbejder vi med bl.a. styring, forhandling, vagtplanlægning og organisationsændringer. Du får dygtige og engagerede kolleger og et tæt samarbejde med ledere og gode kolleger på tværs af Socialforvaltningen.
Vi prioriterer det gode samarbejde og videndeling både internt i enheden, på tværs af centeret og i vores samarbejde på tværs af Socialforvaltningen og Københavns Kommune. Vi har fleksible rammer for vores arbejde, og arbejder både på kontoret og hjemme. Vi er en dynamisk arbejdsplads beliggende i hjertet af København.
Ansættelsesvilkår
Løn og vilkår efter gældende overenskomst med HK.
Stillingen er en fast fuldtidsstilling, og vi ser gerne, at du kan tiltræde 1. oktober eller snarest muligt efter aftale.
Yderligere oplysninger
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Natasja Reljanovic på 29 39 95 25 (efter 24. juli).
Søg via linket senest søndag den 10. august 2025
Vi holder samtaler i uge 33/34.