Erfaren pædagogisk medarbejder til Solstrålens vuggestue – et stort hus med mange muligheder på Nørrebro
Er du erfaren pædagog, pædagogisk assistent eller pædagogmedhjælper?
Vi mangler lige dig, som vil gøre en stor forskel for vores børn hver dag. I Solstrålen har vi de dejligste børn, som kommer med mange forskellige sproglige og kulturelle baggrunde, og det giver både spændende og vigtige opgaver. Og så har vi fast forberedelsestid, et grundigt introforløb og et godt arbejdsfællesskab, som vi glæder os til at byde dig velkommen i!
Vi er et stort hus, og det giver os mange muligheder og meget viden på tværs af arbejdsfællesskabet. Vi arbejder i teams, hvor to stuer samarbejder tæt – det giver god mulighed for at hjælpe hinanden med at få hverdagen til at gå op og lave aktiviteter på tværs. Vi har desuden en ”flyver”, som er med dér, hvor der er behov for det.
I Solstrålen vil vi gerne give alle børn lige muligheder, det arbejder vi med på mange forskellige måder. Blandt andet arbejder vi med børnene i små pædagogiske grupper med fokus på nærmeste udviklingszone for det enkelte barn.
Vi har et særligt stort fokus på børnenes sproglige udvikling og de sociale relationer, og vi arbejder med tryghedsskabende relationer og Low Arousal.
I hverdagen gør vi stor brug af legemanuskripter, som vi sammen udvikler med udgangspunkt i de temaer, vi arbejder med. Legemanuskriptet kan indeholde forskellige lege, sange, historier og andre aktiviteter, som skaber genkendelighed hos børnene, styrker børnefællesskaberne gennem det fælles tredje og er lette at gå til for os medarbejdere.
Desuden tilbyder vi gratis parkering ved institutionen, og Bispebjerg Station ligger 200 meter herfra.
Vores nye kollega
Som pædagogisk medarbejder på stuen har du et medansvar for, at fagligheden er god, og at vi gør de ting, som vi aftaler. Vi har en struktureret hverdag og arbejder med forskellige roller såsom ”aktivitetsleder” og ”overbliksholder”.
Vi søger dig, som har en fællesskabsånd og har lyst til at bidrage til fagligheden og det gode arbejdsfællesskab i hele huset – både med gode idéer, godt humør og en hjælpende hånd.
Det er enormt vigtigt, at du vil børnene – også når der er udfordringer. Du skal skabe tætte og trygge relationer til børnene, lege med dem og hjælpe dem med at skabe relationer til hinanden og udvikle sig. Det kræver også en høj grad af forældresamarbejde.
Vi har plads til dig, og vi giver dig opgaver og ansvar, som passer til dine kompetencer og dit erfaringsniveau.
Fast forberedelsestid og god modtagelse
Hos os arbejder vi med plustid. Det betyder, at du har mulighed for op til syv ugers betalt ferie/fri om året. Det fortæller vi gerne mere om til en samtale.
Vi har fast tid til forberedelse – hvert team har halvanden timer om ugen, som I selv kan fordele mellem jer med udgangspunkt i behov og opgaver.
Og så har vi et introprogram for nye kollegaer, så du kommer rigtig godt fra start i dit nye job hos os. De første dage er du ”føl” på stuen, hvor du kan observere dine nye kollegaer, mens du lige så stille lærer børnene og rutinerne at kende. Derudover vil der være en del faglig oplæring, som vores teamkoordinatorer står for – bare for at nævne et par elementer i vores modtagelsesprogram.
Lidt om Solstrålen
Vi bor på Tagensvej på Ydre Nørrebro i et stort hus med mange muligheder. Vi har pæne stuer, flere aktivitetsrum og en stor, grøn legeplads, som er adskilt mellem vuggestuen og børnehaven.
Vi har i alt 160 børn og 40 medarbejdere, som er fordelt på fire børnehavegrupper og seks vuggestuegrupper, der bor i hver sin ende af huset. Vi har to pædagogiske ledere, som sikrer ledelse tæt på stuerne. Vi har to teamkoordinator, som er med på stuerne og understøtter faglig sparring og sidemandsoplæring. Vores arbejdsfællesskab er godt, og det bærer præg af, at vi vil hinanden og opgaven. Her er god stemning og et godt samarbejde.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.
Stillingen er på 37 timer om ugen med start den 1. juli 2025 eller snarest muligt.
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Vil du vide mere?
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte pædagogisk leder i vuggestuen Vibeke Hansen på 51 14 29 39.
Søg via linket senest mandag den 16. juni 2025
Vi glæder os til at læse din ansøgning. Vi forventer at afholde løbende samtaler og senest den 25. juni.