Erfaren organisationskonsulent til forhandling til landets største socialforvaltning

Søg jobbet

Politik og administration
Fuldtid
Fastansættelse

Har du stor erfaring med overenskomster og forhandling af forhånds- og lokalaftaler?  Har du blik for, hvordan aftaler og politikker understøtter organisationens strategiske retning? Og er du en stærk formidler og en naturlig sparringspartner for den øverste ledelse i forvaltningen? Så er du måske vores nye kollega i Forhandling og Organisationsændringer.

I Socialforvaltningen arbejder vi på at skabe de bedst mulige tilbud og indsatser for borgere med særlige behov i København. I starten af 2025 blev forvaltningens HR-område samlet i Center for HR og Organisation, som varetager en bred vifte af HR- og udviklingsopgaver indenfor rekruttering og onboarding af ledere og medarbejdere, forhandling og organisationsændringer, arbejdsmiljø, lederudvikling, MED organisation samt uddannelses- og kompetenceudviklingsaktiviteter.  Vi bistår derudover borgmesteren, det politiske udvalg og direktionen og forvaltningsledelsen i arbejdet med at sætte rammen for den strategiske udvikling af organisationen.

Om stillingen
Enheden for Forhandling og Organisationsændringer består af tre teams; et vagtplanlægningsteam, et team for styring og controlling og et forhandlingsteam, hvor denne stilling er placeret.

Forhandlerteamet varetager alle opgaver med forhandling af forhånds- og lokalaftaler om løn og arbejdstid, procedureaftaler og øvrige tværgående aftaler inden for HR i Socialforvaltningen. Vi er i gang med en generel opdatering af forvaltningens mange lokalaftaler og løn- og arbejdstid, og her vil du skulle bidrage aktivt med din viden inden for forhandlings- og aftaleområdet.

Sammen med verdens bedste kolleger bliver dine primære opgaver at udvikle, forandre og forankre rammerne for løn- og arbejdstid i Socialforvaltningen. Du skal bl.a.:

  • Forhandle forhåndsaftaler, lokalaftaler, procedureaftaler og øvrige aftaler, fx i forbindelse med overenskomstfornyelse og politiske aftalte puljer til understøttelse af rekruttering og fastholdelse mv.
  • Fastholde et blik på bedst mulig udnyttelse af medarbejderressourcer inden for gældende aftaler, både hvad angår løn og arbejdstid. Herunder bistå controlling og opfølgning på anvendelsen af løn- og arbejdstidsressourcer bredt i forvaltningen.
  • Rådgive kolleger i Center for HR og Organisation og forvaltningens ledere om løn- og arbejdstidsregler.
  • Bistå til udviklingen af strategiske rammer og styringsdokumenter for løn og arbejdstid, herunder kompetencefordeling, lønhierarkier, processer for lønforhandling mv.

Du får en stor samarbejdsflade internt i Center for HR og Organisation, på tværs af Socialforvaltningen, med de faglige organisationer og med kommunens koncernservice. Herudover vil du som vores nye kollega naturligt i din hverdag have et tæt samarbejde med ledere og faglige organisationer i Socialforvaltningen.

Din profil
For at lykkes i jobbet er det vigtigt, at du:

  • Har erfaring med forhandlinger af aftaler om løn og arbejdstid. Hvis det er fra det offentlige, er det rigtig godt, og har du erfaring fra det kommunale område, er det perfekt.
  • Har indsigt i overenskomster og døgnarbejdstidsregler.
  • Evner at omsætte og formidle fagligt kompliceret stof til kompetent rådgivning af forvaltningens ledelse, fx i forbindelse med implementering af ny lovgivning, regler og aftaler inden for HR-området.
  • Har stærke samarbejdsevner både internt og eksternt, da du skal kunne navigere i et spændingsfelt af forskellige interesser på tværs af en stor og sammensat organisation.
  • Har en god forståelse for rammerne i en politisk styret organisation.
  • Arbejder selvstændigt, struktureret og er en dygtig formidler både mundtligt og skriftligt.

Du har en relevant lang videregående uddannelse inden for jura, samfundsvidenskab eller HRM-området.

Du trives i en stor og kompleks organisation under forandring, og du er vant til aktivt at bringe din faglighed og erfaring indenfor forhandling, HR og organisationsudvikling i spil.  Du er en udpræget og vellidt holdspiller, men er samtidig en stærk faglig kapacitet med gennemslagskraft og høj integritet.

Vi tilbyder
En spændende stilling i landets største socialforvaltning, i en enhed med engagerede og tværfagligt orienterede medarbejdere. Vi prioriterer det gode samarbejde og videndeling på både enhedsmøder og i de forskellige teams. Vi har fleksible rammer for vores arbejde, og arbejder både på kontoret og hjemme. Vi er en dynamisk arbejdsplads beliggende i hjertet af København. Du vil være tæt på de politiske beslutningsprocesser, og din dagligdag vil blive afvekslende og udviklende. 

Løn- og ansættelsesforhold
Der er tale om en fastansættelse på 37 timer ugentligt med tiltrædelse den 1. august 2025 eller snarest derefter. Løn- og ansættelsesforhold sker efter gældende overenskomst og på baggrund af relevante kvalifikationer og erfaring.

Yderligere oplysninger
Du kan få mere informatiom om stillingen ved at kontakte enhedschef Anders Snedker på 21 39 66 88.

Læs mere om forvaltningen på vores hjemmeside

Søg via linket senest mandag den 2. juni 2025
Vi forventer at gennemføre ansættelsessamtaler i uge 25-26.