Erfaren og relationsstærk organisationskonsulent med speciale i HR til enheden Rekruttering og Onboarding i Socialforvaltningen
Vil du være med til at forme fremtidens HR og ledelsesunderstøttelse i forbindelse med rekruttering og onboarding i en forvaltning i forandring?
Der er noget særligt i gang i Socialforvaltningen. Vi står midt i en organisatorisk ny begyndelse. Det gælder selvfølgelig også for HR, og i dette tilfælde, Rekruttering og Onboarding (RO i daglig tale), som er en del af Center for HR og Organisation.
I Rekruttering og Onboarding er vi med til at skabe rammerne for at tiltrække, introducere og fastholde dygtige ledere og medarbejdere – og vi gør det med blik for både kvalitet og kultur.
Vi har netop samlet fire enheder i én og er nu i gang med at forme en ny, fælles kultur og struktur. Her får du en vigtig rolle.
Vær med til at styrke ledelse og skabe HR-strategisk retning
Du bliver en tæt sparringspartner for enhedschefen og ledelsesteamet – med ansvar for at bidrage til at binde trådene sammen og sikre en strategisk, datainformeret og helhedsorienteret tilgang til rekruttering, onboarding og ansættelse. Du understøtter ledelse på flere niveauer og bidrager til organisatorisk sammenhængskraft.
Inspireret af principperne for medledelse er du med til at skabe strukturer, der gør det muligt at bringe fagligheden aktivt i spil i forhold til at løse opgaver og træffe beslutninger samt i ledelsesarbejdet, inden for de rammer, direktionen har sat. Du har blik for både de kulturelle og strukturelle elementer, der gør HR til en reel medspiller i en stor og kompleks organisation.
Dine opgaver vil bl.a. være at
- designe og facilitere samarbejdsrum og lederfora med blik for medledelse og organisatorisk læring
- udvikle og implementere HR-strategiske initiativer og koncepter med fokus på rekruttering, onboarding og fastholdelse
- bidrage med solide beslutningsoplæg, analyser og notater, som styrker ledelsens beslutningskraft
- udarbejde indstillinger og sagsfremstillinger til direktion og politikere
- understøtte trivsel og arbejdsmiljø midt i forandringer
- identificere og styrke samarbejdsflader – både internt i RO og med øvrige enheder i Center for HR og Organisation
- gå forrest i forandringsprocesser, gennem facilitering, faglighed og forståelse for organisationens behov og omsætte det, der rører sig til konkrete løsninger
Du kommer til at spille en central rolle i at få tingene til at ske, men du vil have flere gode kolleger at sparre med.
Hvem er du?
Du er fagligt stærk, strategisk tænkende og har en god organisatorisk dømmekraft. Du kan begå dig på direktionsniveau og samtidig være nærværende i samarbejdet med kolleger og ledere tæt på driften. Du arbejder helhedsorienteret og er optaget af, hvordan HR bedst skaber værdi for kerneopgaven, og du kan omsætte viden til praksis og handling. Du har sandsynligvis
- en akademisk baggrund (fx cand.merc. (HRM), organisationspsykolog, sociolog eller antropolog)
- erfaring fra en større, gerne politisk ledet organisation
- kompetencer i facilitering, organisationsudvikling og proces- og projektledelse
- stærke skriftlige evner, så du kan formidle komplekse budskaber klart og tydeligt i sager eller budgetnotater
- kendskab til eller erfaring med principper for medledelse, samskabelse eller regenerativ ledelse
Om enheden RO
Du bliver en del af en enhed med 44 engagerede kolleger og en ledelse, der arbejder for åbenhed, samarbejde og mod til at gøre ting anderledes. Udover enhedschefen og to teamledere, rummer enheden bl.a. seniorkonsulenter, projektledere, rekrutteringskonsulenter, HR-konsulenter og organisationskonsulenter, som tilsammen understøtter over 250 arbejdssteder på tværs af Socialforvaltningen. Du vil blive en del af et mindre team af tværgående organisationskonsulenter, der refererer direkte til enhedschefen.
Vi har mod på prøvehandlinger og er optagede af at bringe HR tættere på praksis og ledelse – og af at skabe rum for faglighed, mening og fællesskab.
Klar til et efterår med mening og nye begyndelser?
Så glæder vi os til at høre fra dig.
Løn og vilkår
Vi ser gerne, at du kan tiltræde den 1. september 2025. Ansættelse og aflønning vil ske efter gældende overenskomst for akademikere ansat i kommuner.
Har du spørgsmål?
Er du velkommen til at kontakte enhedschef Tine Aavang Jensen på 51 43 05 41.
Søg via linket senest mandag den 14. juli 2025
Vi holder samtaler den 15. og 17. juli.