Erfaren og gerne uddannet køkkenmedarbejder til Konkylien

Søg jobbet

Drift og service
Fuldtid
Fastansættelse

Konkylien søger en erfaren og gerne uddannet køkkenmedarbejder på 37 timer ugentligt, der udover at tage vare på børnenes forplejning og vores køkken også tør være i øjenhøjde med børn.

Lidt om os
Konkylien er en integreret daginstitution med et højt fagligt niveau og stort arbejdsfællesskab. Vi er en institution, der emmer af børn og medarbejdere, som elsker at være i Konkylien. Konkylien har plads til ca. 80 børn fordelt på to vuggestuegrupper og tre børnehavestuer. Derudover er Konkylien Københavns basistilbud til børn med hørenedsættelse. Det vil sige, at vi har basispladser til børn med hel eller delvis hørenedsættelse – disse basispladser er fordelt på vores stuer i begge afdelinger.

I Konkylien ved vi, at sund og ernæringsrigtig kost er en væsentlig forudsætning for børns trivsel og udvikling. Det har derfor stor betydning for børnene, at du er engageret og dedikeret overfor opgaven med at sikre en alsidig og indbydende kost. Det er også derfor, at vi håber, at du har viden om og kendskab til børns ernæring, økologi og de officielle kostanbefalinger.

Kendskab til Københavns Kommune og menuplanlægningsværktøjet kan også være en fordel.

Fællesskabet i Indre By/Østerbro Klynge D og J
Konkylien er en del af det betydningsfulde fællesskab i Indre By/Østerbro Klynge D og J, der ligger i Indre By/Østerbro-området. Klyngen består af fem daginstitutioner (0-5 år) alle beliggende på Østerbro.

Om stillingen
Jobbet indebærer, at du med baggrund i menuplanlægningsværktøjet i Københavns Kommune er ansvarlig for produktion af mad indenfor rammerne af et madbudget i Konkylien til alle vores fem børnegrupper.

Det er ikke krav, men bestemt en fordel, hvis du har lavet mad til børn. Du har sandsynligvis en køkkenfaglig- og/eller ernæringsuddannelse. Fordi du skal arbejde selvstændigt, er det vigtigt, at du er engageret og har interesse for madlavningen og selv kan sammensætte, planlægge ernæringsrigtige menuer af høj kulinarisk kvalitet. Du er kreativ i et køkken, tager tingene med et smil og har overskud til børnene. Arbejdet kræver, at du er selvstændig, stabil og kan tilberede lækre retter til små maver hver dag.

Du vil være eneansvarlig for de samlede opgaver i køkkenet, som indbefatter planlægning og udarbejdelse af mad- og menuplaner, bestilling af varer, opfølgning og registrering af egenkontrol samt opvask, oprydning og rengøring.

Din planlægning og arbejdet i vores køkken tager afsæt i at arbejde indenfor rammen af vores mad- og måltidspolitik i Klynge IBØ D og J, som du vil blive godt introduceret til, når du starter hos os. I Konkylien handler det ikke kun om det konkrete arbejde i køkkenet, men også om, at du er åben for at støtte op om pædagogiske initiativer, hvor samarbejde mellem køkken og pædagogisk personale er betydningsfuldt. Det kan fx være, at du er med til at planlægge og deltage i vores båldage med madlavning over bål eller en gang imellem er med ude at spise på stuerne. Desuden holder vi madlivsmøder en gang i kvartalet, som du også vil blive en del af, hvor vi udveksler inspiration, viden og erfaring med hinanden om mad og måltider i Konkylien.

Derfor håber vi, at du har masser af idéer og er åben og imødekommende overfor både det pædagogiske arbejde i huset samt naturligvis børn, forældre og kolleger.

Du bliver ansat til at dække et tidsrum og ikke kun en opgave. Det betyder, at din arbejdstid skal tilrettelægges, så den dækker tidsrummet fra kl. 7.00/7.30 til kl. 15.00.

Ved særlige arrangementer/årstidsfester eller personalemøder, vil du skulle kunne arbejde til kl. 17.00 eller senere.

Vi er en institution i flere etager, hvor vores køkken ligger på 2. sal, og hvor vi tilbyder dig gode faciliteter - bl.a. helt nye ovne med flere funktioner til den mad du skal stå for at lave til børnene. Mad- og måltider er en meget betydningsfuld del af børnenes hverdag i Konkylien, de vil kende til dig og glæde sig til ”dagens bedste måltid”.  

Vi ønsker, at du

  • har overblik, god til struktur og organisering og evner at arbejde selvstændigt
  • kan se sig selv arbejde indenfor rammen af de forventninger, der ligger i vores mad- og måltidspolitik
  • har kendskab til økologisk køkkenproduktion
  • har overblik og økonomisk sans for økonomi og kan holde sig indenfor budgetrammen
  • er indstillet på at gøre mad og måltider til en betydningsfuld del af børns læring
  • har gode samarbejds- og kommunikationsevner
  • har gode IT-kompetencer – du skal kunne benytte menuplanlægingsværktøjet og stå for varebestilling gennem Københavns Kommunes indkøbssystem, føre egenkontrol og god hygiejne mv.
  • tænker, at kulturel mangfoldighed er en styrke, og at du derfor er åben overfor andres kulturer og traditioner og lader dig inspirere ift. din madlavning
  • kan lide at være omgivet af nysgerrige spørgsmål og livlige børn
  • er villig til at påtage sig rutineopgaver ifbm. køkkenet som rengøring, opvask m.m.
  • er fleksibel og imødekommende i en til tider travl hverdag

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst.

Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer om ugen og ønskes besat pr. 1. maj 2026 eller snarest derefter.

Ansættelsesområdet er Københavns Kommune. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.

Ønsker du mere information?
Kontakt pædagogisk leder Mathias Hjuler Kofod på 24 20 81 79.

Find vores mad- og måltidspolitik her: Mad og måltider | Konkylien

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og øvrige relevante dokumenter.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Søg via linket senest mandag den 20. april 2026
Vi holder løbende samtaler.