Erfaren køkkenmedarbejder til Børnevænget
Genopslag
Søger du nye udfordringer, eller har du bare lyst til at starte på en frisk? Så læs med her
Børnevænget søger fra den 4. maj 2026 en erfaren køkkenmedarbejder der udover at tage vare på børnenes forplejning og vores køkken, også tør være i øjenhøjde med børn.
Lidt om os
Børnevænget er en integreret institution normeret til 44 vuggestuebørn og 88 børnehavebørn. P.t. har vi 30 vuggestuebørn og 65 børnehavebørn.
Den 15. maj 2026 flytter vi ”hjem” til Børnevænget efter at have været ude i en genhusning i 16 måneder. Børnevænget er beliggende på Ydre Østerbro i skønne grønne omgivelser tæt ved Kildevældsparken.
Når vi flytter hjem, skal vores køkken bygges op på ny. Det betyder, at du får ansvaret for at etablere køkkenet, organisere arbejdsgangene, købe ind og indrette et godt køkken.
I Børnevænget ved vi, at sund og ernæringsrigtig kost er en forudsætning for børns trivsel og udvikling. Derfor har det stor betydning for børnene, at du er engageret og dedikeret ift. opgaven med at sikre en alsidig og indbydende kost. Det er også derfor, vi håber, at du har viden om og kendskab til børns ernæring, økologi og de officielle kostanbefalinger.
Kendskab til Københavns Kommune og menuplanlægningsværktøjet kan også være en fordel.
Om stillingen
Jobbet indebærer, at du med baggrund i menuplanlægningsværktøjet i Københavns Kommune er ansvarlig for produktion af mad samt overholdelse af kostbudgettet i Børnevænget.
Du vil være eneansvarlig for de samlede opgaver i køkkenet – dvs. planlægning og udarbejdelse af madplaner, bestilling af varer, opfølgning og registrering af egenkontrol samt opvask, oprydning og rengøring.
Opgaven i Børnevængets køkken handler ikke kun om det konkrete arbejde i køkkenet. Det handler også om, at du er åben overfor at støtte op om pædagogiske initiativer og er indstillet på at gøre mad og måltider til en betydningsfuld del af børns læring. Derfor håber vi, at du både har masser af idéer og er åben og imødekommende overfor både det pædagogiske arbejde i huset samt naturligvis børn, forældre og kolleger.
I foråret 2023 deltog vi i et forløb med Meyers Madhus med fokus på mad og måltider – et fokus som vi gerne vil udvikle yderligere.
Du bliver ansat til at dække et tidsrum og ikke kun en opgave. Det betyder, at din arbejdstid skal tilrettelægges, så den dækker tidsrummet fra kl. 7.00/7.30-15.00. Ved særlige arrangementer som f.eks. årstidsfester eller fællesspisninger, skal du kunne arbejde til kl. 17.00 eller senere.
I Børnevænget møder du en engageret personalegruppe, som sætter pris på et godt arbejdsfællesskab og gode kolleger.
Vi ønsker, at du
- har overblik og er god til struktur og organisering
- har gode samarbejds- og kommunikationsevner
- har gode IT-kompetencer – du skal kunne benytte menuplanlægingsværktøjet og stå for varebestilling gennem Københavns Kommunes indkøbssystem samt føre egenkontrol mv.
- tænker, at kulturel mangfoldighed er en styrke, og at du derfor er åben overfor andres kulturer og traditioner og lader dig inspirere ift. din madlavning
- kan lide at være omgivet af nysgerrige spørgsmål og livlige børn
- er i besiddelse af humor
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til kvalifikationer og gældende overenskomst mellem kommunen og den relevante faglige organisation.
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest samt referencer.
Du vil blive ansat fra den 4. maj 2026, så du har tid til at få styr på køkkenet, inden børn og personale flytter tilbage den 15. maj 2026. Køkkenet skal være klar til madproduktion fra mandag den 18. maj 2026.
Stillingen er en fuldstidsstilling, hvor arbejdstiden udgør 37 timer om ugen.
Vi glæder os til at byde dig velkommen i vores gruppe.
Yderligere information
Er du interesseret og har spørgsmål vedrørende stillingen, er du velkommen til at kontakte pædagogisk leder Birgitte Olsen på 2060 7200.
Søg via linket senest fredag den 3. april 2026