Erfaren klubmedarbejder til Fritidscenter Ydre Valby (deltid)

Søg jobbet

Pædagogik
Deltid - alt under 37 timer
Fastansættelse

Kan du se dig selv som en aktiv voksen både inde og ude? Kan du facilitere en tur med de unge, og har du tilmed et kreativt flair? Hvis du kan svare ja, så er det dig, vi står og mangler.

Om jobbet
Vi søger en engageret og inspirerende klubmedarbejder til vores Fritidsklub Rødbyvej 6, som kan motivere børnene til at deltage i spændende aktiviteter både i og udenfor klubben, planlagt og spontant. Du vil  være med til at skabe en hverdag fyldt med sjove og lærerige oplevelser for børnene, og du vil få stor indflydelse på aktiviteterne og planlægningen.

Du vil være tilknyttet vores 5. klasses team, og fagligt vil dette være arbejde med overgangsarbejdet til juniorklub og samarbejde med skolen.

Din mødetid vil ligge mellem kl.10-17 (fredags P møde), 12-20 -én gang ugentlig i vores Juniorklub. Vores åbningstid er fra kl.13.30 -17 i fritidsklubben.

Hvem er vi?
Fritidscenter Ydre Valby er en del af Klynge VVK og består af et Ungeværk, vores fire fritidsklubber: Hoffet, August Wimmersvej, Lykkebo, Rødbyvej .

Fritidscenter Ydre Valby er fordelt på fem matrikler i Gammel Valby og Vigerslev. Der er i alt ca. 1.800 børn og unge, der bruger institutionerne, og du bliver en del af en personalegruppe på ca. 65 medarbejdere. Som medarbejdergruppe er vi mangfoldige i alder, køn, etnicitet og uddannelses- og erfaringsbaggrund, hvilket vi opfatter som et stort potentiale.

Vores brugere på fritidscentrets matrikler kommer fra forskellige sociale og kulturelle lag og er dels lokale børn/unge og dels unge fra hele Storkøbenhavn. Fritidscenterets brugere er mellem 9-17 år.

I vores fritidscenter tilbyder vi hver dag mad ud fra Meyers Madhus-principper, aktiviteter som fx boldspil, E-sport, gaming, dans, ridning, fisketure, bolsjeværksted, krea, vinterbadning, klatring, og vi fejrer traditioner og holder sommerfester for forældre og børn. Vi arbejder med digital dannelse og har en mobilfri fritidsklub og juniorklub og en gamingpolitik. Vi arbejder med inddragelse og medbestemmelse, og vi har fungerende forældreråd og bestyrelse i vores center. For at styrke trivslen arbejder vi med trivselsværktøjer, og vi bruger SMTTE modeller, som pædagogisk værktøj i arbejdet med aktiviteter og handleplaner.

I vores center tager vi på kolonier, Vilde Vulkaner og laver overnatninger, ture og hyggelige arrangementer for vores medlemmer og deres familier.

Vi forventer, at du

  • har erfaring med målgruppen
  • kan udvikle og udføre en bred vifte af aktiviteter
  • har blik for at være der, hvor børnene er – både fysisk og mentalt – og du tilpasser løbende aktiviteterne efter børnenes behov og situation
  • er god til at skabe aktiviteter, der kan rumme børnenes forskellige forudsætninger, interesser og behov
  • arbejder anerkendende og inkluderende i din praksis og er dygtig til at få de børn, der normalt ikke vil vælge en aktivitet til at blive en del af legen
  • er god til at arbejde i et team og trives i et dynamisk og kreativt miljø
  • kan bruge Office-pakken og er nysgerrig på at lære om AULA, KK filer
  • kan arbejde aftener og weekender, tage på koloni, overnatning og deltage i kurser og personaledage

Hvad kan vi tilbyde dig?
Du bliver en del af en engageret personalegruppe i udvikling. Du vil opleve fleksible rammer og højt til loftet i den pædagogiske opgaveløsning, fælles faglig udvikling og individuel faglig sparring, tværfagligt samarbejde med fritidscenterets øvrige afdelinger og vores samarbejde med de omkringliggende skoler.

Du vil som ansat i vores klynge komme på kurser, deltage i faglige workshops, have indflydelse på din hverdag og aktiviteter, og du vil blive en del af en personalegruppe, som samarbejder på tværs. Som ansat i vores center kan du deltage i sommerfester, klyngefester og vores årlige julefrokost.

Ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst. Stillingen er med en ugentlig arbejdstid på 32 timer, og vi ønsker, at du kan starte hurtigst muligt. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer. Sammen med din ansøgning beder vi dig uploade dit CV og uddannelsesbevis.

Arbejdstiden ligger primært i tidsrummet kl. 13-17.00, juniorklub vagter til kl. 20 og fredage starter dagen med personalemøder fra kl.10.

Mere information
Du er velkommen til at kontakte pædagogisk leder Katrine Absalon Kappel på 20 49 11 32  eller mail ha4s@kk.dk.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Søg via linket senest lørdag den 21. juni 2025
Vi afholder samtaler løbende.