Erfaren akademisk medarbejder til Center for Mental Sundhed
Har du erfaring med at facilitere og drive koordinerings- og udviklingsopgaver? Motiveres du af arbejdsopgaver, der kræver blik for detaljen, uden at overblikket går tabt? Og kunne du tænke dig at være med til at fremme den mentale sundhed i København? Så kan du være præcis den akademiske medarbejder, vi søger til Center for Mental Sundhed.
Center for Mental Sundhed er sat i verden for at fremme københavnernes mentale sundhed. I takt med at den psykiske mistrivsel er stigende, og flere københavnere oplever sig udfordret af bl.a. stress, angst og depression, har vi udvidet vores drift, så flere kan få hjælp og støtte til at opnå større trivsel i hverdagen. Senest har vi fået ansvaret for indgangen til lettilgængelige behandlingstilbud for børn og unge i psykisk mistrivsel samt for varetagelsen af specialundervisning til voksne med ADHD og ADD.
Det betyder, at vi har behov for mere stabsunderstøttelse til en bred vifte af akademiske arbejdsopgaver, der særligt omfatter projektledelse og procesfacilitering i tilknytning til centrets strategirealisering, tværgående koordineringsopgaver samt understøttelse af centrets ledelse.
Vi søger derfor en akademisk medarbejder til centrets tværfaglige stab, som med dig kommer til at bestå af i alt ni akademiske medarbejdere og tre studentermedhjælpere.
Om dig
Vi forestiller os, at du har en sundheds- eller samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse og mindst otte års erfaring, gerne fra en politisk styret organisation – f.eks. en styrelse, en region eller en kommune.
Det er en fordel, hvis du har fagligt kendskab til de agendaer og udfordringer, der fylder ift. mental sundhed i et borger- og samfundsperspektiv.
Du har et analytisk blik og trives med at bidrage til at finde gode løsninger på problemstillinger, som du selv er med til at afgrænse. Du har blik for at se centrets tilbud, viden og muligheder i et bredt sundhedsfagligt perspektiv og kan formidle din viden til andre faggrupper både i tale og på skrift.
Du har erfaring med at facilitere og styre processer, hvor du er optaget af tydelig rammesætning, af at deltagerne oplever sig inddraget og hørt, ligesom du kan håndtere eventuelle konflikter og modstand. Har du blik for forandringsledelse og udmøntning af strategier i praksis, er det en fordel.
Som person er du samarbejdsorienteret, imødekommende, nysgerrig, og du er indstillet på at bidrage med din viden og lære nyt. Hvis du er opsøgende og løsningsorienteret, kan du samtidig få en stor indvirkning på dine arbejdsopgaver.
Stillingen vil blandt andet indebære
Center for Mental Sundhed er i gang med at udarbejde en strategi for de kommende fem års virke. Strategien består af fire spor, hvoraf det første spor retter sig mod at mindske uligheden i borgernes adgang til centrets tilbud og ressourcer ved bl.a. at tilbyde borgerne differentierede tilbud. Det andet spor har fokus på mere sammenhængende borgerforløb med behov for styrkede samarbejder på tværs af sektorer. Ambitionerne for det tredje spor er styrket brobygning til bl.a. civilsamfundet, mens det fjerde spor retter sig mod at omsætte og formidle centrets viden og data udadtil og opbygge en form for videns- og ressourcecenter. Du vil blive involveret i dette strategiarbejde ved at få ansvaret for at lede projekter og facilitere processer inden for et eller flere af de nævnte spor. Derudover vil dine arbejdsopgaver omfatte mere generelle stabsopgaver.
Oprids af arbejdsopgaver
- projektledelse og procesfacilitering i tilknytning til centrets strategirealisering
- planlægge og facilitere møder og interne processer med fokus på centrets drift og udvikling
- understøtte ledelsen med udarbejdelse af mødeoplæg, notater, dagsordener mv.
- gennemgang af interne sags- og arbejdsgange med henblik på forenkling og effektivisering
- kommunikations og formidlingsopgaver både internt til centrets fagmedarbejdere og til centrets samarbejdspartnere
Derudover lægger vi vægt på, at du
- er god til at opbygge, pleje og vedligeholde samarbejdsrelationer
- har organisatorisk forståelse og evner at indgå i samarbejder på tværs af fagligheder internt i centret og med eksterne samarbejdspartnere
- kan arbejde selvstændigt og struktureret, og du er god til at holde overblik og kan prioritere din tid mellem forskellige sideløbende opgaver
- er en holdspiller, der kan se værdien af samarbejde og gensidig involvering, feedback og sparring med kollegaer
- har gode mundtlige og skriftlige formidlingsevner
Om centret og staben
Staben understøtter vores ledelse og administration af centret, og du vil komme til at indgå i et tæt samarbejde med vores nuværende akademiske medarbejdere og vores sekretariat. Fagligt og socialt kommer du også til at indgå i fællesskaber og samarbejder med centrets fagmedarbejdere, herunder psykologer, psykoterapeuter, speciallærere m.fl. Samlet set består centret af 130 medarbejdere, hvorfor du kan se frem til en bred kontaktflade i huset. Vi er fagligt ambitiøse og igangsætter løbende nye initiativer, ligesom vi er optaget af kontinuerligt at optimere og forenkle centrets administrative arbejdsgange.
Center for Mental Sundhed er en arbejdsplads, der er kendetegnet ved involvering, samarbejde, gennemsigtighed og stor faglighed. Vi arbejder tæt sammen på tværs af vores kompetencer og bruger hinanden aktivt, når vi skal løse vores opgaver. Vi har en uformel omgangstone, og vi er optaget af, at alle bidrager til fællesskabet ved både at løse forefaldende praktiske opgaver i hverdagen og indgå i de løbende strategiske dialoger om centrets fremtid.
Du kan læse mere om Center for Mental Sundhed.
Ansættelsessted
Center for Mental Sundhed, Mimersgade 41, 2200 København N/Vesterbrogade 121, 1620 København.
Centret er beliggende på to adresser, og staben møder ind på begge lokationer.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Stillingen er til besættelse pr. 1. oktober 2025 eller snarest muligt.
Mere information
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte souschef og daglig leder Luise Moustgaard Frandsen på 51 62 59 98 (tilgængelig uge 28 og 32) eller specialkonsulent Katja Lolk Andersen på 23 69 69 63 (tilgængelig uge 28 og 32).
Søg via linket senest onsdag den 6. august 2025
Samtalerne forventes afholdt onsdag den 13. og torsdag den 14. august 2025.
Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. Se mere om vores hverdag på www.vores-hverdag.kk.dk.