Er du sygeplejerske? – Central vidensperson til spændende sundhedsfagligt projekt for borgere på +65
Søg jobbet
Vi har brug din sygeplejefaglige ekspertise som projektsygeplejerske. Arbejdstiden er fleksibel, og du kommer primært til at arbejde i dagtimerne på hverdage.
Du bliver en del af Center for Længerevarende Boformer, hvis kerneopgave er at støtte borgernes muligheder for livsmestring.
Vil du være en del af et team, som bevæger sig inden for det socialpædagogiske område, så læs med her!
I Center for Længerevarende Boformer (CLB) er vi så heldige at gå på arbejde for at samarbejde med en masse skønne mennesker med forskellige former for handicap, komorbiditeter og støttebehov. Vi har længerevarende botilbud, og beskæftigelses- og dagtilbud under vores centerhat, og vi dækker områderne autisme, multiple funktionsnedsættelser, socialpsykiatri, hjerneskade og synshandicap. Det betyder, at opgaverne er mangeartede, og du vil møde stor kompleksitet.
Hvad bliver du en del af?
Projektet hedder "+65 TEAM, faglighed og kvalitet hos borgere med geriatriske problemstillinger". Du skal understøtte, at borgere, som er +65 og bosat i CLB's botilbud mødes med en sundhedsfaglig ekspertise og viden i forhold til geriatriske problemstillinger og med særligt fokus på demens og palliation.
Samtidig er en gren i +65-projektet også at sikre vidensdeling og læring til personalet på botilbuddene, så de faglige kompetencer inden for sundhed og sygepleje bliver styrket.
Som sygeplejerske i +65-teamet vil du indgå i et team med tre andre sygeplejersker og en kost- og ernæringsvejleder. Teamet skal være fleksibelt i at flytte sig mellem de botilbud, der findes i CLB, og skal være selvdækkende ved teamkollegers fravær.
Hvad skal du lave?
Som projektsygeplejerske i CLB +65-teamet vil du indgå i et tæt samarbejde med de lokale medarbejderteams på botilbuddene og deres ledere. Dit hovedfokus vil være på borgere, som er +65, hvor du skal varetage akutte problemstillinger og samtidig arbejde profylaktisk i forhold til borgergruppen. Du skal dog også have blik på de borgere under 65 år, som er på vej til at udvikle aldersbetinget problematikker.
Derudover skal du
- samarbejde med borgerne og botilbuddene om at afklare borgerens sundhedsfaglige støttebehov og støtte borgerne i deres muligheder for at kunne mestre eget liv
- i samarbejde med medarbejdere og ledere være opmærksom på at sammenflette det sundhedsfaglige og det pædagogiske arbejde, da det sikrer, at borgerne er i bedst mulig trivsel
- vejlede, rådgive, undervise og støtte medarbejderne i det sundhedsfaglige arbejde med borgerne og give sparring på sundhedsfaglige problemstillinger
- kvalificere medarbejdere i at sikre den sundhedsfaglige dokumentation
- sikre sammenhæng mellem overordnede sundhedspolitikker og vores egen praksis og sikre, at botilbuddene til hver en tid efterlever krav og patientsikkerhed
- iværksætte relevante behandlinger og søge nye veje og samarbejder i behandlingssystemet, når det gavner borgeren
- varetage akutte og planlagte sygeplejefaglige opgaver – tæt på borgeren
- være med til at sikre vores ældre borgere oplever en værdig afslutning på livet
Vores drømmescenarie er at samle et team, hvor I hver især kommer med specialisterfaring inden for demens, palliation og inden for det socialpsykiatriske område.
Men det vigtigste for os er, at du
- er uddannet sygeplejerske med erfaring fra ældreområdet, som har givet dig en faglig ballast i forehold til geriatriske problematikker, du gerne vil dele ud af
- har en bred viden om både somatiske og psykiatriske problemstillinger gerne med en efteruddannelse inden for enten demens, palliation eller psykiatri
- har forståelse for mennesker med nedsat psykisk og fysisk funktionsevne
- har gode samarbejdsevner og kan naturligt gå i front for at sætte fokus på tværfaglighed, og samtidig er god til at danne relationer i en organisation, da du får rigtigt mange kontaktflader med kolleger og borgere
- befinder dig godt i rollen som faglig rådgiver og formidler, er stærk på skrift og i tale og kan samarbejde med andre faggrupper, hvor der er en vægt af pædagogisk personale
- har solide dokumentationsevner, så du naturligt har øje på, at den røde tråd i den sundhedsfaglige dokumentation er synlig
- vil kunne trives med, at din nærmeste leder med sygeplejerskebaggrund ikke altid er ved din side, men altid kun er et opkald væk
- trives med at arbejde projektorienteret, hvor der løbende udvikles på projektets form til gavn for borgerne i CLB
Lidt om os og organisationen
Du bliver en del af et ambitiøst center (CLB), som rummer alle Socialforvaltningens botilbud, der er godkendt til længevarende ophold inden for socialpsykiatri, autisme, multiple funktionsnedsættelser, hjerneskade og synshandicap. Vi arbejder for, at borgere med omfattende støttebehov har mulighed for at leve gode og selvstændige liv. Derfor hjælper vi borgeren hurtigt og mindst indgribende hen mod øget livsmestring. Vores fælles kerneopgaven er dermed borgernes livsmestring.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en projektstilling på fuldtid foreløbig til og med 2028.
Der er gode muligheder for, at projektet forlænges eller søge en ny stilling som sygeplejerske i CLB efter projektets udløb.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og inden for rammerne af lokal løndannelse.
Arbejdstiden udgør 37 timer ugentligt.
Vi ønsker stillingen besat hurtigst muligt eller senest den 1. juni 2026.
Vi indhenter referencer og straffeattest i forbindelse med ansættelse.
Mere information
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Pernille Fabricius Birch på 21 58 19 92 – og Pernille byder også gerne på en kop kaffe.
Søg via linket senest torsdag den 7. maj 2026
Vi planlægger at afholde samtaler den 14. maj og evt. den 15. maj 2026.