Er du Københavns Kommunes næste konsulent på flygtningeområdet?
Vil du betjene forvaltningens politiske og administrative topledelse, og har du stærke embedsmandskompetencer eller lyst til at udvikle dem? Så er det måske dig, vi mangler.
Vi søger en fagligt stærk og engageret kollega, der vil være med til at udvikle politik og drift – aktuelt særligt i forbindelse med modtagelsen af fordrevne fra Ukraine. Du bliver en del af et kontor, hvor vi arbejder tæt på de politiske beslutningsprocesser i Danmarks største beskæftigelses- og integrationsforvaltning, og hvor vi hver dag omsætter politiske prioriteringer til konkrete resultater for byens borgere.
Hvorfor netop dette job?
Du vil blandt andet skulle bidrage til håndteringen af den største flygtningemodtagelse siden anden verdenskrig. København er den by i landet, der modtager flest flygtninge, og vi står dermed med en stor og vigtig opgave.
Som medarbejder i Kontor for Politik og Driftsudvikling (KPD) får du ansvar for at drive og udvikle opgaver, der kobler politik og drift. Du får mulighed for at præge løsninger, som har betydning for både borgere, kolleger og byens samlede indsats på flygtninge-, beskæftigelses- og integrationsområdet.
Du kommer til at
- udarbejde beslutningsoplæg, analyser og notater til borgmester, udvalg og direktion
- koordinere indsatser og samarbejde på tværs af forvaltningen og med eksterne partnere
- udvikle og implementere politikker og initiativer, der styrker modtagelse, integration og beskæftigelse af flygtninge og fordrevne
- følge, analysere og formidle lovgivning og politiske initiativer på området
Om dig
Vi leder efter en kollega, der trives i et miljø, hvor tempoet er højt, og dagsordenen ofte ændrer sig. Du har styr på din bureaukratiske værktøjskasse og kan balancere mellem politisk tæft, faglighed og samarbejde.
Vi lægger vægt på, at du
- har en relevant samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse
- har erfaring fra en politisk styret organisation – fx kommune, region eller stat
- har arbejdet med flygtningeområdet, integrationsindsatser eller beslægtet politikudvikling
- kan omsætte komplekse problemstillinger til klare beslutningsgrundlag
- kan håndtere mange opgaver på én gang og bevare overblikket
- skriver klart, præcist og politisk anvendeligt
- trives i samarbejde og bidrager aktivt til et godt arbejdsmiljø
Det er en fordel, hvis du har erfaring med og indsigt i beskæftigelseslovgivningen og-/eller integrationsområdet. Det vigtigste er, at du har en faglig interesse i at arbejde indenfor vores ressortområde og har styr på din bureaukratiske værktøjskasse, som gør dig i stand til at tage ansvar for og drive processer, samarbejde på tværs, udarbejde beslutningsgrundlag og notater af høj kvalitet, samtidig med, at deadlines overholdes og håndteres.
Dine fremtidige kolleger
I KPD arbejder vi med strategisk udvikling af driften, politik- og strategiudvikling, interessevaretagelse og styring. Vi betjener Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, beskæftigelses- og integrationsborgmesteren og vores direktion. Samtidig har vi i vores enhed et stærkt udviklingsfokus på driften af Center for Sprog og Integration i Emdrup, hvor flygtningeindsatsen er forankret, og som vi understøtter i det strategiske arbejde. Som medarbejder i KPD bliver du en del af et engageret og stærkt fagligt fællesskab, bestående af en kontorchef, tre souschefer samt ca. 25 medarbejdere. Det tæller både kollegaer med samfundsvidenskabelig, juridisk og humanistisk baggrund.
Du vil opleve et tæt samarbejde på tværs af enhederne, hvor vi deler viden, udvikler nye løsninger og skaber resultater i tæt dialog med både politisk og administrativ ledelse. Her er højt til loftet, et godt kollegialt sammenhold og der er god plads til at tænke nyt og byde ind med idéer.
Vi tilbyder
Hos os får du et job tæt på de politiske beslutninger og med mulighed for at præge den strategiske udvikling af driften.
Derudover får du
- en central rolle i forvaltningens politiske og strategiske arbejde – med særligt fokus på flygtningeområdet
- et stærkt fagligt miljø med fokus på kvalitet, samarbejde og videndeling
- mulighed for at arbejde på tværs og få indsigt i mange politikområder
- et kontor, hvor vi tager ansvar, støtter hinanden og har en uformel omgangstone
- fleksible rammer og gode muligheder for faglig og personlig udvikling
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesforhold følger gældende overenskomst mellem Kommunernes Landsforening og den relevante faglige organisation.
Stillingen er fast med en arbejdstid på 37 timer ugentligt. Vi ønsker stillingen besat snarest muligt.
Ansættelsesstedet er Bernstorffsgade 17, 1577 København V.
Yderligere oplysninger
Vil du vide mere om stillingen, kan du kontakte souschef Rasmus Bilde på 40 42 83 51 eller kontorchef Rikke Kallesøe Raecke på 23 65 58 93.
Vi forventer at afholde 1. samtale i uge 47.
Søg via linket senest mandag den 10. november 2025
Om Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen
I Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen hjælper vi hver dag året rundt københavnere i job og uddannelse eller finder andre veje videre for borgerne. Vi understøtter virksomhederne med at finde den rette arbejdskraft. Vi inddrager borgerne, stiller konstruktive krav, og vi tror på, at vi sammen kan skabe fremskridt. Vi er Danmarks største beskæftigelsesforvaltning, og vi er med til at sætte en høj standard på beskæftigelsesområdet ved at arbejde strategisk med udvikling af driften, servicedesign og nye digitale løsninger. Vi har fokus på trivsel og har en kultur med høj faglighed, hvor der er plads til dine input og idéer.