Er du fuld af energi, og vil du gøre en forskel for børn og unge i udsatte positioner? Så bliv træner i Idrætsprojektet – et socialpædagogisk fællesskab i bevægelse (projektansættelse)
Søg jobbet
Idrætsprojektet søger nye trænere til tidsbegrænsede projektansættelser på 6–9 måneder.
Har du mod på at lave aktiviteter med børn og unge, som har brug for støtte til at finde fodfæste i livet? Har du lyst til at indgå i et fagligt stærkt fællesskab, hvor vi arbejder relationelt og målrettet med børn og unges trivsel i skole og fritid? Så kan du være vores næste kollega.
Et anderledes socialpædagogisk tilbud
Idrætsprojektet er en indsats i Københavns Kommune, hvor vi arbejder med børn og unge fra 3–18 år – og i enkelte tilfælde op til 23 år – som står i sårbare og komplekse livssituationer. Vores arbejde bygger på respekt, tålmodighed og troen på, at alle børn og unge rummer styrker, som kan folde sig ud, når de bliver mødt rigtigt.
Vi arbejder ud fra en ressourcefokuseret og helhedsorienteret tilgang, der bl.a. bygger på aktivitetspædagogik, Low Arousal og løsningsfokuseret metode. Vi møder børnene og de unge i hverdagen – i deres skole, lokalområde, hjem og fritidsliv – og støtter dem i at opnå sociale, faglige og personlige kompetencer i de kontekster, hvor de skal bruges.
Hvem er børnene og de unge?
Du vil møde børn og unge, som
- er i risiko for at miste tilknytning til fællesskaber i skolen, familien eller fritidslivet
- vokser op i hjem præget af mistrivsel, psykisk sygdom, vold eller misbrug
- oplever mentale helbredsproblemer som angst, depression eller selvskade
- har diagnoser som ADHD, autisme eller tilknytningsforstyrrelser
- er udadreagerende, indadreagerende eller kriminalitetstruede.
Vi møder dem med nysgerrighed og blik for det, der virker – og vi gør det i tæt samspil med deres netværk og professionelle omkring dem.
Dine opgaver
Som træner i Idrætsprojektet kommer du til at
- gennemføre individuelle træningsforløb med børn og unge, der har brug for socialpædagogisk støtte
- lave gruppeforløb i fx skoleklasser eller på årgange med fokus på trivsel, fællesskab og læring
- samarbejde med forældre, lærere, pædagoger og andre aktører omkring barnet eller den unge
- indgå i et medledende team, hvor I i fællesskab planlægger opgaver, udarbejder statusrapporter, underretninger og samarbejder med sagsbehandlere.
Træningerne foregår dér, hvor børn og unge er – på skoler, i hjemmet, i foreninger og i lokalområdet. Arbejdet kræver derfor mobilitet og fleksibilitet, og du får stillet en arbejdscykel til rådighed.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du
- har erfaring med at arbejde med børn og unge i udsatte positioner
- har faglighed og forståelse for både relationelt og pædagogisk arbejde – uanset om du er pædagog, lærer eller har anden relevant baggrund
- er selvstændig, men god til at samarbejde i team
- er kreativ, idérig og god til at finde løsninger, når noget ikke virker
- kan arbejde fleksibelt i et tidsrum mellem klokken 6.00 og 22.00 på hverdage – typisk med delt tjenestetid, hvor der kan være pauser midt på dagen.
Det er en fordel, hvis du har erfaring med
- skoleområdet og tværprofessionelt samarbejde
- børn og unge med psykiatriske diagnoser eller belastningsreaktioner
- aktivitetspædagogik, bevægelse og idræt som pædagogisk redskab
- børneinddragelse og samarbejde med familier
- dokumentation, fx formulering af progression eller udviklingsmål.
Hvad tilbyder vi?
Vi tilbyder dig
- et meningsfuldt arbejde med stor frihed og ansvar
- en fagligt ambitiøs og engageret arbejdsplads med højt til loftet
- mulighed for løbende sparring, supervision og kompetenceudvikling
- et arbejdsfællesskab med ca. 120 dedikerede kollegaer fordelt over hele byen
- adgang til vores baser i Sundby Idrætspark, Hafnia Hallen, Energicenter Voldparken og Nørrebrohallen – som du kan bruge til aktiviteter, pauser og møder.
Løn- og ansættelsesforhold
Ansættelse og løn som socialpædagog og omsorgs- og pædagogmedhjælper er efter gældende lokalaftale og overenskomst med LFS og indenfor rammerne af lokal løndannelse. Vi ønsker opstart hurtigst muligt.
Mere information
Har du spørgsmål vedrørende stillingerne, er du velkommen til at kontakte Idrætsprojektets afdelingsleder Camilla Pontoppidan på 24 22 39 70. Du kan også læse mere om Idrætsprojektet her eller lytte til
vores podcast Tro, Håb & Fællesskab, dér hvor du lytter til podcasts.
Alle interesserede med relevant ansøgerprofil opfordres til at søge stillingen uanset alder, køn, religion og etnisk baggrund.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
Søg via linket senest fredag den 11. juli 2025
Der vil løbende blive afholdt samtaler.