Er din pædagogfaglighed det perfekte match til mennesker med multiple funktionsnedsættelser? Så har vi jobbet til dig
Bliv del af en hverdag, hvor din faglighed gør en forskel for mennesker med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser.
Hos os handler pædagogik om langt mere end dagens opgaver. Du bruger din pædagogfaglighed til at skabe tillid, relationer og muligheder.
Nogle gange gør du det ved at støtte en borger i at passe sit arbejde eller deltage i fritidsaktiviteter. Andre gange ved at skabe struktur og forudsigelighed i hverdagen. Og nogle gange opstår de vigtigste pædagogiske øjeblikke midt i den personlige pleje, hvor nærvær, kreativitet og tillid gør forskellen.
"Min vigtigste opgave er at støtte mennesker, der er afhængige af vores hjælp, i at have det mest aktive, indholdsrige og værdige liv, som de selv har mest mulig indflydelse på og selvbestemmelse omkring," fortæller en af dine kommende kolleger.
Du bliver en del af
En arbejdsplads, hvor vi er nysgerrige på hinandens idéer og erfaringer. Vi deler viden, sparrer om dilemmaer og udvikler vores praksis sammen, fordi vi ved, at den bedste støtte til borgerne skabes i fællesskab.
Som socialpædagog på botilbuddene for mennesker med multiple funktionsnedsættelser i Center for Længerevarende Boformer bliver du en del af et fagligt stærkt fællesskab, hvor du hver dag er med til at skabe et trygt, meningsfuldt og værdigt hverdagsliv for voksne (18+) med udviklingshæmning, ofte i kombination med fysiske og/eller psykiske funktionsnedsættelser.
Vi søger socialpædagoger til flere botilbud
Vi har lige nu ledige stillinger på flere botilbud. Når du søger, kan du angive, hvor du helst ønsker ansættelse. Vi sidder også klar til at hjælpe med at finde det helt rigtige match, der passer til dine kompetencer og ønsker.
Er der interesse fra begge sider, vil du blive inviteret til en samtale. Du kan besøge botilbuddet, inden du beslutter dig, og vi står klar til at svare på spørgsmål undervejs.
Læs om de forskellige botilbud, der aktuelt har ledige stillinger:
Et område, mange muligheder
Botilbuddene på det multiple område er forskellige både i målgrupper, pædagogiske fokusområder og opgavernes kompleksitet.
Du kan fx arbejde et sted, hvor
- borgerne er aktive medspillere i eget liv, har arbejde og netværk uden for botilbuddet
- borgerne har behov for støtte til at skabe struktur, overskuelighed og forudsigelighed
- borgerne har fysiske og/eller kognitive funktionsnedsættelser
- de fleste borgere kommunikerer med sprog, mens andre kommunikerer nonverbalt og kræver opmærksomhed på små signaler
- etik, selvbestemmelse og udvikling er omdrejningspunktet, og hvor også de små fremskridt har stor betydning
Uanset hvor du bliver en del af fællesskabet, er relationen til borgeren og den faglige refleksion grundlaget for arbejdet.
”Du kan ikke tale om én målgruppe; det er virkelig bare mennesker. Det opmuntrer til, at man bare ser personen. Det gør målgruppen umulig at forklare, men det er med til at gøre mit arbejde spændende,” siger en af dine kommende kolleger.
Hos os får du mulighed for at
- arbejde med Low Arousal og neuropædagogiske tilgange
- udvikle dine kompetencer gennem kurser, temadage, supervision og faglige netværk
- sparre med engagerede kolleger på tværs af centrets mange tilbud
- arbejde tæt sammen med andre socialpædagoger, social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker
- indgå i alle opgaver omkring borgeren, hvor personlig pleje kan være en naturlig del af arbejdet
- arbejde systematisk med dokumentation, observationer og faglig refleksion
Hvem er du?
Du er uddannet socialpædagog og motiveres af at skabe udvikling, trivsel og livskvalitet sammen med mennesker, der har brug for din faglighed.
Måske har du erfaring fra handicapområdet. Måske kommer du fra psykiatrien, børneområdet eller et helt tredje sted. Flere af dine kommende kolleger havde ikke forestillet sig, at de skulle arbejde med voksne med multiple funktionsnedsættelser, og i dag kan de ikke forestille sig at arbejde andre steder.
Det vigtigste er, at du er nysgerrig, fagligt reflekteret og optaget af at møde mennesker med respekt, nærvær og ordentlighed.
Du får en grundig introduktion, en mentor og løbende sparring, så du bliver godt klædt på til opgaven.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst for pædagogisk personale.
Stillingerne er som udgangspunkt på fuld tid med dag-, aften- og weekendvagter. Enten hver anden eller tredje weekend. Vagterne varierer fra botilbud til botilbud. Vi lægger vægt på fleksibilitet, så arbejdsliv og privatliv kan hænge sammen.
Vi indhenter reference og straffeattest i forbindelse med ansættelse.
Har du spørgsmål?
Du er velkommen til at sende en SMS til rekrutteringsafdelingen på 24 67 50 81, så kontakter vi dig.
Send dit CV og uddannelsesbevis. Vi glæder os til at høre fra dig.
Søg via linket senest fredag den 28. august 2026
Vi indkalder løbende til samtaler.