Enhedschef til parkeringsområdet i Teknik- og Miljøforvaltningen

Søg jobbet

Ledelse
Fuldtid
Fastansættelse

Har du en god politisk forståelse og har du lyst til at arbejde indenfor et vigtigt arbejdsområde med fokus på grøn mobilitet, parkering og fremkommelighed?
Brænder du for ledelse og for at skabe rammerne for, at dine medarbejdere trives?

Så er det måske dig, vi søger til en meningsfuld chefstilling. 

Om stillingen 
Vi søger en enhedschef til enheden P-Administration og Jura, der er en del af Område for Parkering i afdelingen, Bygge- Parkerings- og Miljømyndighed. Du bliver en del af et chefteam på tre enhedschefer i området, der sammen skal lede og udvikle Danmarks største kommunale parkeringsmyndighed.  

Københavns tætte befolkning, begrænsede plads og stigende trafikmængde gør parkering til et vigtigt emne for både politikere og borgere. Du bliver derfor en del af et arbejdsområde med stor politisk interesse og din vigtigste opgave bliver at stå i spidsen for den politiske betjening indenfor parkeringsområdet. Du får direkte personaleansvar for omkring 30 medarbejdere, der understøtter området med bl.a. udarbejdelse af politiske produkter, projektledelse, myndighedsbehandling og sagsbehandling af klagesager.  Du refererer til afdelingens vicedirektør og indgår også i større ledelsesfora på tværs afdelingen og forvaltningen i øvrigt.  

Succeskriteriet i stillingen er, at du kan oversætte den politiske dagsorden på parkeringsområdet og sætte en tydelig retning for opgaverne, samt at du deltager i et tæt chefsamarbejde i området og vægter det tværgående samarbejde højt. 

Dine primære arbejdsopgaver vil være

  • koordinere og kvalitetssikre de politiske produkter på parkeringsområdet, herunder bl.a. politiske indstillinger til Teknik- og Miljøudvalget, notater til direktionen og teknik- og miljøborgmesteren
  • sikre en fortsat høj faglighed ift. myndigheds- sagsbehandling og indgå i sparring om faglige prioriteringer
  • styre udviklingsprojekter, der berører parkeringsområdet, og som kræver samarbejde på tværs af afdelingen, forvaltningen og evt. med eksterne samarbejdspartnere
  • bidrage aktivt og fornyende ind i samarbejdet med de to andre enhedschefer i området samt sparre om ledelsesopgaven med vicedirektør og de øvrige enhedschefer i afdelingen
  • lede og motivere en medarbejdergruppe, så performance, trivsel og teamånd går hånd i hånd, både i enheden, og på tværs af området

Om dig 
Du trives i at arbejde med politiske prioriteringer, har erfaring med lovgivningsarbejde og er nysgering efter at vide mere om myndighedsarbejdet på parkeringsområdet i Københavns Kommune. Du er en god menneskekender samt en autentisk personaleleder, der er stærk i at fastholde og motivere medarbejdere. Vi forestiller os derudover, at du

  • har ledelseserfaring, gerne fra en politisk styret organisation – din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende
  • har juridisk forståelse og meget gerne viden om trafik- og vejområdet
  • er handlekraftig, besidder stærke kommunikative færdigheder og kan meningsfuldt eksekvere på og formidle politiske mål og beslutninger
  • evner at skabe relationer, og kan se værdien i at indgå i et tæt chefsamarbejde, hvor udvikling af parkeringsområdet er en fælles opgave
  • er en dygtig og tillidsopbyggende personaleleder, der kan sikre trivsel og bemande opgaver hensigtsmæssigt i samarbejde med enhedens to koordinatorer
  • er en robust og empatisk rollemodel med tydelige værdier, og en andekendende og nærværende tilgang til ledelse

Om enheden og området 
Din enhed hedder P-Administration og Jura og er en del af Område for Parkering, der består af yderligere to enheder; P-Kontrol og Service 1 og P-Kontrol og Service 2. Område for Parkering er en del af afdelingen Bygge-, Parkerings- og Miljømyndighed i Teknik- og Miljøforvaltningen. Parkeringsområdet består i alt af ca. 120 kommunale parkeringsvagter, der varetager parkeringskontrollen i Københavns Kommune. Derudover er der ansat ca. 50 administrative medarbejdere, der bl.a. udarbejder politiske produkter, håndterer vagtcentralen, besvarer indsigelser om P-afgifter samt ansøgninger om blandt andet reserverede p-pladser til handicappede, delebiler mv.  

Ansættelsesvilkår  
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til aftale om administrative chefer ansat i Københavns Kommune og efter forhandling med den forhandlingsberettiget organisation. Lønniveauet i stillingen som enhedschef er afhængig af erfaring og kvalifikationer og ligger i et lønspænd mellem kr. 56.386 og kr. 64.678 om måneden plus pension på 20,74%. Din arbejdsplads bliver centralt på Islands Brygge 37, 2300 København S. Vi ønsker stillingen besat senest den 1. oktober 2025.   

Yderligere oplysninger eller spørgsmål 
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte vicedirektør Lena Kongsbach på 41 31 84 84 eller din chefkollega enhedschef Tomas Kristensen på 40 62 62 10.  

Søg via linket senest fredag den 15. august 2025  
Vi forventer at holde 1. samtalerunde torsdag den 21. august og en eventuel 2. samtalerunde vil finde sted onsdag den 27. august. Du skal være forberedt på, at der vil være en personlighedstest og case umiddelbart inden 2. samtale.    

Om Teknik- og Miljøforvaltningen
Teknik- og Miljøforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv blandt andet indenfor miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.400 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,1 mia. kr.