Engageret og teamorienteret tysklærer til udskolingen på Utterslev Skole

Søg jobbet

Undervisning
Fuldtid
Fastansættelse

Vi søger en engageret og ambitiøs lærer, der har lyst og mod til at undervise i tysk på mellemtrinnet og i udskolingen samt eventuelt i andre fag, som du er uddannet eller har undervisningskompetencer i. Vi er fleksible i forhold til at få et skema til at gå op omkring din profil. Du bliver en del af det faste team på en årgang og indgår i et tæt samarbejde med kollegerne om elevernes trivsel og faglige udvikling.

Om skolen
Vores motto er: Mangfoldighed gør stærk – lærende fællesskaber – læring for fremtiden. Utterslev Skole er en visionær folkeskole, der prioriterer udvikling, pædagogisk nytænkning og tværfagligt samarbejde. Skolen har en naturfaglig profil og er certificeret som science- og talentskole. Vi er en relativt ung skole på 23 år med tre spor fra 0.-9. årgang, ca. 660 elever og 55 engagerede lærere. Vi arbejder i selvstyrende teams på årgangs- og afdelingsniveau.

Forældregruppen er meget engageret, og Utterslev Skole er et naturligt skolevalg for mange familier i lokalområdet.

Som ny lærer i udskolingen bliver du en del af et årgangsteam, hvor samarbejde, videndeling og fælles ansvar for elevernes udvikling er i fokus.

Om jobbet
Vi forventer, at du er læreruddannet, god til at samarbejde og har erfaring med aldersgruppen. Da vi er en teambaseret og udviklingsorienteret skole, stiller det krav til gode planlægnings- og struktureringsredskaber, løsningsorienterede kompetencer og god ’teamspirit’ til at navigere i en fleksibel og omskiftelig skolehverdag. Vi forventer personlige kompetencer som opsummerende er dækket af nedenstående. Dvs. at du

  • har linjefag i tysk
  • har indsigt i at styrke børns sociale kompetencer og i folkeskolens inklusionsopgave
  • er positivt bidragende til teamsamarbejde, elevmedbestemmelse og forældresamarbejde 
  • har fokus på pædagogisk relations arbejde og på dokumentationsopgaver
  • er engageret i at udvikle din faglighed og i at skabe trygge rammer for elever og forældre

Ansættelsesvilkår
På Utterslev Skole arbejder vi med en fleksibel tilstedeværelse (du skal minimum være til stede på skolen i 35 timer om ugen). Du får teamarbejdsplads i et lokale sammen med dine kolleger på årgangen, og du får mulighed for at låne en bærbar computer. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer. 

Mere information
Du kan få yderligere oplysninger her på hjemmesiden eller på telefonnummer 33 66 92 00.

Sammen med din korte og motiverede ansøgning beder vi dig vedhæfte CV, uddannelsesbevis og evt. relevante udtalelser.

Søg via linket senest søndag den 3. august 2025