Engageret, nærværende, struktureret og uddannet pædagog til basisgruppen i Børnehuset Sundby Algård (tidsbegrænset)

Søg jobbet

Pædagogik
Deltid - alt under 37 timer
Tidsbegrænset job (vikariater, projektstillinger mv.)

Er du en fagligt dygtig og engageret pædagog, der ønsker at arbejde med, at børn med særlige behov får den understøttelse de har brug for – i såvel små som i større inkluderende børnefællesskaber?
Så søg stillingen som pædagog i basisgruppen i Børnehuset Sundby Algård. Stillingen er i første omgang tidsbegrænset til den 1. august 2026 med mulighed for forlængelse.

Jobbets indhold
Du bliver pædagog i basisgruppen for børn med fysiske og/eller psykiske handikap, som har behov for både at kunne være i et lille fællesskab og for at have samvær med børn i almengruppen. Vi er i alt seks (deltidsansatte) medarbejdere (inklusive dig), hvor de fleste er uddannede. Basisgruppen har en afdeling med tre små stuer og egen, lille legeplads. Børnene har dermed deres eget trygge område, og samarbejdet med det øvrige hus kan planlægges efter børnenes behov.

Du vil blive primærpædagog for en gruppe på to-tre børn, hvor du får ansvar for den nære relation og det særlige kendskab til 'dine' børn. Din viden bruger du aktivt i samarbejdet med dine kolleger, så I får tilrettelagt den bedst mulige hverdag for hele gruppens børn. Du bliver ankerperson i et tæt, anerkendende og understøttende forældresamarbejde, hvor vi bruger ekstra tid på samtaler og guidning. I samarbejde med dine kolleger står du for at udarbejde udviklingsplaner og dokumentation for dine primære børn. Du vil derudover være fast deltager i det tværfaglige samarbejde om 'dine' børn.

Du kommer til at arbejde med visualisering, piktogrammer, fotos/fortællinger, sansemotorik, kommunikation og sprog – og med det inkluderende samarbejde og deltagelse ift. vores almene børnehave- og vuggestueafdeling.

Forventninger til dig
Det har ikke betydning om du er nyuddannet eller erfaren pædagog, men du skal være dygtig og for at give børn med særlige behov de bedste muligheder for trivsel og udvikling. Det er afgørende, at du kan arbejde med børnenes nærmeste udviklingszone både i det lille fællesskab på stuen og i det større fællesskab med almenbørnehaven.

Du kan lave udviklingsplaner (SMTTE), planlægge og skabe rutiner og aktiviteter samt arbejde med evaluering og justering. Du kan bidrage til at skabe trygge rammer og forudsigelighed gennem daglige rutiner, ugeplaner, målrettede pædagogiske aktiviteter samt igangsættelse og understøttelse af børneinitierede aktiviteter og leg. Det er en fordel, hvis du har viden eller erfaring indenfor autisme, men det er ikke et krav.

Du møder børnene, så de får lyst til mere kontakt og samspil. Du finder muligheder og er ikke bange for at afprøve nye ting. Det vil være en fordel, hvis du kan noget særligt som du brænder for fx rolleleg, natur, science, skraldeskulpturer eller musik. Du skal være god til at dække op til leg og sætte leg i gang.

Hvad vi kan tilbyde?
Du bliver en del af en etableret og åben medarbejdergruppe, der består af uddannede pædagoger og en psykomotorisk terapeut, der alle har erfaring indenfor normal og/eller specialområdet. Du vil kunne bidrage med din faglighed i et fagligt stærkt og udviklende miljø, så I sammen skaber en god pædagogisk kvalitet og inkluderende børnefællesskaber både i de små og større fællesskaber.

Du bliver inddraget i et personalesamarbejde, der er præget af anerkendelse, fleksibilitet, varme, kreativitet, iderigdom og understøttelse. Du vil blive en del af et hus, hvor der er en fælles overensstemmelse om, at alle børn er vores fælles børn. Du får mulighed for at bidrage med dine kompetencer og få indflydelse indenfor de fælles rammer.

Om Sundby Algård
Sundby Algård er en integreret institution med tre vuggestuegrupper, tre børnehavegrupper og en basisgruppe. Alle stuer har mere end et rum og egen udgang til en legeplads. Vi har flere mindre rum som fx kreativt rum, ekstra stue, rolighedsrum puderum og et sansemotorisk rum. Vi har to Christianiacykler og flere turvogne. Vi kan bruge naboinstitutionens (fritidsklubbens) legeplads og gymnastiksal. Vi ligger ved flere gode legepladser, blandt andet en besøgsbondegård, som vi ofte benytter. Vi har blandt andet fokus på indretning af udviklende legezoner, at forstå børns intentioner og bidrage til anerkendende og undersøgende kommunikation. Vi har siden januar 2024 arbejdet med KIDS i samarbejde med en psykolog.

Ansættelsesforhold  
Stillingen er tidsbegrænset og på 32-35 timer om ugen (timetallet aftales med dig). Vi ønsker, at du kan starte snarest muligt. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer. 

Vil du vide mere?
Er du interesseret i at vide mere om os, er du velkommen til at ringe og aftale et besøg. På grund af ferie er muligheden for kontakt som følger: Fra den 4. august kan du ringe til basisgruppen og tale med Anne-Mette, Henrik eller Lea på 32 58 79 05 (tryk 3 og derefter 4). Fra den 11. august kan du ringe til leder Eva Boserup på 32 58 79 05 (tryk 1 for kontor). Hvis du ikke kan få fat i os, kan du efter den 11. august sende en mail til bb8w@kk.dk.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Søg via linket senest den mandag den 18. august 2025