Engageret børne- og ungerådgiver til Distrikt Husum i Din Sociale Indgang

Søg jobbet

Sagsbehandling
Fuldtid
Fastansættelse

Har du lyst til at være en del af en velfungerende gruppe, hvor høj faglighed og godt kollegaskab er en integreret del af arbejdet?

Stillingen
Bliver du ansat som børne- og ungerådgiver i Distrikt Husum, kommer du til at være en del af en stabil og velfungerende gruppe, hvor du skal være med til at sikre, at vi arbejder efter lovens bestemmelser og intention.   

Du får tildelt en fast sagsstamme og bliver en del af et team, som arbejder med sager, hvor målgruppens primære udfordringer er socioøkonomisk udsatte familier, som kan have indgribende psykiatriske forstyrrelser, være kriminalitetstruede eller befinder sig et yderst sårbart sted i deres familieliv.

Distrikt Husum 0-16 år
Vi er en arbejdsplads, der har fokus på kerneopgaven, og på hvordan vi alle kan bidrage til at skabe de bedste muligheder for distriktets udsatte børn, unge og familier.

Vi vægter naturligvis borgerens retssikkerhed højt, og har høje forventninger til praksis, overholdelse af frister, skriftlighed, tæt inddragelse og kontakt til barnet og familien, samt systematisk dialog med udførende for de støttende og anbringende indsatser omkring barnet og familien.

I Distrikt Husum har vi et skærpet fokus på at inddrage børnenes stemmer kontinuerligt, iværksætte tidlige og rettidige indsatser for familierne, herunder at finde løsninger i familiens netværk, lokalområdet og civilsamfundet. 

Vores børne- og ungerådgivere indgår i ugentlige sagsdrøftelser, hvor tæt sparring og samarbejde er grundlaget for den solide socialfaglige indsats.

Det er vigtigt for os at tage godt imod nye kollegaer. Du bliver derfor tilbudt et introforløb, hvor du får to mentorer, som vil hjælpe dig med stort og småt i din første tid. Du får en fast månedlig sagsgennemgang med afdelingslederen. Du vil derudover i løbet af det første halve år blive introduceret til området via intromøder med de forskellige faggrupper, ligesom du vil indgå i Københavns Kommunes fælles onboarding af nye medarbejdere i Socialforvaltningen.

Om dig

  • Du skal være i stand til at fastholde fokus på kerneopgaven og arbejde systematisk og struktureret, så du overholder bestemmelserne jf. Barnets Lov, og Københavns Kommunes mål og retningslinjer
  • Du har uddannelsesbaggrund som socialrådgiver/socialformidler eller lignende
  • Det er ikke et krav, men det vil være en fordel, hvis du tidligere har beskæftiget dig med myndighedsarbejdet på børne-ungeområdet, og hvis du har erfaringer med at arbejde i DUBU og med ICS og/eller SOS-metoderne
  • Vi lægger vægt på, at du har en anerkendende og løsningsfokuseret tilgang til arbejdet, og at du er udviklingsorienteret. Du skal turde at stille krav og være insisterende, samtidig med at du skal inddrage de børn, unge og familier, som du samarbejder med. 

Medarbejderfordele i DSI Børn, BHV

  • Mulighed for gratis parkering i området
  • Byens bedste kantineordning
  • Massageordning
  • Personaleforening 

Ansættelsesvilkår
Stillingen er til besættelse pr. 1. december 2026. Arbejdstiden er 37 timer ugentligt.

Ansættelsen er i henhold til gældende overenskomst for socialrådgivere, socialformidlere og/eller HK- overenskomst for administration og IT, og indenfor rammerne af lokal løndannelse. 

Der indhentes børne- og straffeattest inden ansættelse.

Vil du vide mere?
Hvis du vil høre mere om stillingen eller DSI Børn BHV, er du velkommen til at kontakte myndighedsleder Randi Ravnsø på 27 21 20 06 eller afdelingsleder Elisabet Nielsen på 24 21 62 08.

Søg via linket senest søndag den 18. oktober 2026
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler torsdag den 22. oktober 2026.