Engagerede pladsansvarlige medarbejdere til etablering af elektroniksortering som særlig tilrettelagt nytteindsats i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen

Søg jobbet

Øvrige
Fuldtid
Fastansættelse

Vil du være med til at udvikle en klimavenlig og samfundsnyttig indsats for ydelsesmodtagere i Københavns Kommune omfattet af arbejdspligt?   

Om jobbet  
Ny lovgivning betyder, at borgere, der modtager en offentlig forsørgelsesydelse, men ikke lever op til opholds- og beskæftigelseskrav, skal udføre samfundsnyttigt arbejde 37 timer ugentligt.

I Jobcenter København etablerer vi derfor en indsats, hvor nogle af disse borgere får mulighed for at lave samfundsnyttigt arbejde. Derfor søger vi to medarbejdere til etablering af en særlig tilrettelagt nytteindsats til Jobcentret på Emdrupvej. De samfundsnyttige opgaver vil som udgangspunkt bestå af elektroniksortering. Formålet er, at borgerne via et arbejdslignende forhold opnår kompetencer, der kan overføres til arbejdsmarkedet både personligt og fagligt. Borgerne skal træne arbejdsmæssige opgaver og rutiner, fx mødestabilitet, effektivitet, samarbejde, at følge instrukser mv. Indsatsen vil være holdforløb med ca. 20-25 borgere pr. hold.

Du skal være indstillet på at arbejde med borgere fra forskellige kulturer og med varierende dansksproglige niveauer. Du skal kunne registrere borgernes fremmøde, inspirere og fordele dagens opgaverne. Samtidigt skal du sikre en fast struktur omkring arbejdet og instruere borgerne i opgaveløsningen.

Da opgaven og stillingerne er nyoprettede, skal du finde det sjovt at være med til at udvikle opgaven sammen med kolleger og egen chef.

Dine primære arbejdsopgaver vil være at

  • instruere et hold borgere i elektroniksortering
  • inspirere borgere til at udføre arbejdsopgaverne
  • sikre hensyntagen til borgernes skånebehov
  • vise borgerne arbejdssituationer og normer på en arbejdsplads
  • registrere fremmøde og fravær
  • være med til at planlægge og forberede udførelsen af opgaverne

Vi forventer, at du   

  • er stabil og kan bidrage til sikker drift
  • kan arbejde selvstændigt
  • arbejder struktureret, har ordenssans og kan bevare overblikket
  • har fokus på arbejdspladskultur, arbejdsmiljø og forskellighed
  • kan forholde dig professionelt og være en god rollemodel
  • er indstillet på, at der skal registreres fremmøde
  • er troværdig og har gode samarbejdsevner både i forhold til borgere og kolleger

Vi tilbyder

  • en spændende stilling i en ny indsats
  • et lille team i et stort center
  • en travl hverdag på en dynamisk arbejdsplads

Ansættelsesforhold
Der er tale om to fastansættelser. Stillingerne er på 37 timer om ugen og ønskes besat snarest muligt og senest den 1. oktober 2025. Arbejdstiden vil være fast mandag-fredag indenfor i tidsrummet kl. 08.15-16.15. Der er ikke mulighed for fleksibel arbejdstid. Ansættelsesstedet er Emdrupvej 72 i København. Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst med FOA for tekniske serviceassistenter. Lønnen forhandles og indenfor rammerne af lokal løndannelse. Vi indhenter referencer og straffeattest før eventuelt tilbud om ansættelse.

Mere information
Du kan få yderligere information hos specialkonsulent Marianne Sidenius på 20 30 75 78 eller afdelingschef Janne Schirmer Bartholdy på 24 92 86 35.

Søg via linket senest søndag den 10. august 2025
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 33 og 34.

Om Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen 
I Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen hjælper vi hver dag året rundt københavnere i job og uddannelse eller finder andre veje videre for borgerne. Vi understøtter virksomhederne med at finde den rette arbejdskraft. Vi inddrager borgerne, stiller konstruktive krav, og vi tror på, at vi sammen kan skabe fremskridt. Vi er Danmarks største beskæftigelsesforvaltning, og vi er med til at sætte en høj standard på beskæftigelsesområdet ved at arbejde strategisk med udvikling af driften, servicedesign og nye digitale løsninger. Vi har fokus på trivsel og har en kultur med høj faglighed, hvor der er plads til dine input og idéer.