Ejendomsadministrator til et vikariat på 9 måneder i Københavns Ejendomme

Søg jobbet

Politik og administration
Fuldtid
Tidsbegrænset job (vikariater, projektstillinger mv.)

Har du interesse for ejendomsadministration? Og vil du være en del af et socialt arbejdsfællesskab og et levende kontormiljø?

Så er du den, vi søger i Kontor for Ejendomsadministration.

Om os
Velkommen til Kontor for Ejendomsadministration – en levende del af Københavns Ejendomme, som er forankret i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune. Vi er en engageret afdeling med ca. 25 kolleger fordelt på to teams.

Vi sætter en ære i at skabe et arbejdsmiljø, hvor det er sjovt at møde ind hver dag – både fagligt og socialt. Vi tilbyder flekstid, der giver plads til at balancere arbejde og privatliv. Du vil her få mulighed for at arbejde med administrationen af en af Danmarks største ejendomsporteføljer.

Vi værdsætter en uformel og humoristisk omgangstone, og vores åbne storrumskontor fremmer samarbejde, vidensdeling og dialog på tværs af alle niveauer. Vi tror på, at et stærkt socialt fællesskab er fundamentet for trivsel og arbejdsglæde.

Der er mulighed for kompetenceudvikling inden for en bred vifte af områder. Hos os kan du forme din arbejdsdag og påvirke retningen af din karriere i overensstemmelse med dine interesser og mål.

Om jobbet
I Københavns Ejendomme er vores kontor i konstant udvikling, og derfor søger vi en ejendomsadministrator.

Du vil indgå som en del af vores dedikerede team Erhverv og Bolig, hvor du vil spille en central rolle i administrationen af Københavns Kommunes ejendomsportefølje på næsten 2,7 millioner kvadratmeter.

Arbejdsopgaverne vil blandt andet tælle

  • kundeservice og interessenthåndtering
  • administration af bolig- og erhvervskontrakter
  • varsling og beregning af skatter og afgifter
  • udarbejdelse af OMK-regnskaber

Vi lægger stor vægt på struktur og samarbejde. Alle opgaver bliver samlet et sted og fordelt herfra, hvilket har vist sig at være meget effektivt. Denne tilgang sikrer ikke kun løbende kompetenceudvikling og jævn fordeling af arbejdsbyrden, men også en tæt og konstruktiv dialog mellem kollegaerne.

Som ejendomsadministrator vil du arbejde med mange forskellige slags lejemål – lige fra børnehaver, skoler, plejehjem til parkeringspladser over store erhvervslejemål bl.a. i Kødbyen til lejemål beliggende ved kommunens yderste grænser.

Om dig
Vi søger en ny kollega, som er klar til at samarbejde med dygtige kollegaer om Københavns Kommunes store ejendomsportefølje, en travl hverdag og den kompleksitet, der følger med det at arbejde i en politisk styret organisation.

Vi forestiller os, at du

  • har gode kommunikationsevner, kan samarbejde på tværs og håndtere mange opgaver samtidigt
  • er ansvarlig, proaktiv og omhyggelig af natur
  • har lyst til at bidrage til en god og rar stemning på kontoret

Det er ikke afgørende, hvilken uddannelse du har. Vigtigst af alt vægter vi, at du er en ansvarsbevidst kollega med evnen til at få tingene til at ske. Vi søger en person, der er klar til at tage udfordringerne op og bidrage til et inspirerende arbejdsmiljø, hvor vi sammen skaber resultater til gavn for Københavns Kommune og dens borgere.

Hos os er vi optaget af en mangfoldig og forskelligartet medarbejdersammensætning – både mht. uddannelse, kultur, alder, køn mv. Det er ganske enkelt værdifuldt for vores beslutningstagen at have forskellige perspektiver.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.

Arbejdstiden er 37 timer ugentligt med flekstid. Tiltrædelsesdato snarest. Vikariatet har en varighed af 9 måneder med mulighed for forlængelse.

Mere information
Vil du høre nærmere om arbejdspladsen, eller har du spørgsmål, kan du kontakte teamleder Kristian Mandrup på 20 36 43 46 eller kontorchef Sofie Vorre Vogel på 24 63 58 71.

Søg via linket senest mandag den 9. februar 2026
Udvælgelse af kandidater sker den 10. februar 2026 og ansættelsessamtaler afholdes den 16. og 18. februar 2026. Der vil være en faglig test i forbindelse med rekrutteringsforløbet.

Københavns Ejendomme
Københavns Ejendomme har ansvaret for Københavns Kommunes ejendomsportefølje. Vores ca. 1.800 medarbejdere arbejder hver dag for en serviceorienteret ejendomsadministration og vedligeholdelse af kommunens mere end 2,6 mio. m2. Gennem effektiv ejendomsservice, drift og vedligehold frigør vi ressourcer til, at vores 58.000 kolleger i Københavns Kommune kan skabe en bedre hverdag for københavnerne. Alt det gør vi ud fra bedste aktuel viden og i tæt samspil med kunder, leverandører og samarbejdspartnere ud fra devisen: Det skal være nemt, effektivt og bæredygtigt. Du kan læse mere om os på www.kobenhavnsejendomme.kk.dk