Dygtige sagsbehandlere med relevant erfaring til International House Copenhagen
International House Copenhagen er et regionalt velkomst- og myndighedscenter i Greater Copenhagen, som hvert år indrejser ca. 35.000 internationale borgere til København og 37 andre kommuner på Sjælland. De nye borgere kommer til Danmark fx for at studere eller arbejde.
Vi søger to-tre nye kollegaer, som vil bidrage til at løse lovbundne myndighedsopgaver i forbindelse med indrejsen til Danmark.
Hvem er vi?
Vi er et mangfoldigt team på ca. 17 højtspecialiserede medarbejdere, der hver dag yder professionel service for internationale borgere, der bosætter sig i Greater Copenhagen. Vi har et stærkt arbejdsfællesskab, hvor vi hjælper hinanden i opgaveløsningen og løfter i flok, når der er ekstra travlt. Sammen trives vi i en travl hverdag i et internationalt og spændende arbejdsmiljø.
Dine primære arbejdsområder vil være
Sagsbehandling i forbindelse med indrejseregistrering i CPR af nye borgere. Opgaven er opdelt mellem grundig sagsbehandling af digitale ansøgninger i back og frontbetjening, hvor du fysisk møder borgerne og indrejseregistrerer dem i CPR, udsteder CPR-nummer, MitID m.v. Derudover skal du besvare mails og telefoner fra borgerne på engelsk.
Om dig
Vi forventer, at du
- har erfaring med offentlig sagsbehandling og kender til CPR-lovgivningen og International Houses fagområde
- er driftssikker og formår at arbejde hurtigt og effektivt uden at gå på kompromis med den professionelle borgerservice
- er fortrolig med at arbejde i forskellige fagsystemer fx CPR, F2 og eDoc
- mestrer at formilde lovgivning og regler på engelsk – både mundtligt og skriftligt, da vi primært kommunikerer på engelsk med borgerne
- forstår, læser og taler dansk, da vi dagligt orienterer os i lovstof på indrejseområdet
- trives med både at fordybe dig i myndighedsarbejdet og sagsbehandling og at møde mange nye mennesker i vores frontbetjening
- kan lide at arbejde i teams og byder konstruktivt ind med løsninger
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem Københavns Kommune og pågældende organisation.
Vi har to faste stillinger og et barselsvikariat, hvor vikariatet forventes at være op til et år.
Stillingerne ønskes besat snarest muligt og senest 1. juni 2026.
Vi indhenter straffeattest samt reference i forbindelse med ansættelsen.
Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte teamleder Josephine Bo Lundgren på 20 57 24 83.
Søg via linket senest tirsdag den 14. april 2026
Vi afholder samtaler onsdag den 22. april 2026.
Om Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen
I Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen arbejder vi hver dag for at skabe gode rammer for kultur- og fritidslivet i byen, og for at give københavnerne samt byens gæster en professionel og nærværende service. Fra biblioteker, kulturhuse og museer til idrætsfaciliteter, borgerservice og byens grønne rum – skaber vi rammer for fællesskaber, hvor københavnerne kan mødes og udfolde sig. Vores fælles mål er at gøre København til et godt sted at leve, mødes og engagere sig.