Driftschef til byens turistinformation Copenhagen Visitor Service
Vil du være med til at drive byens turistinformation Copenhagen Visitor Service og sammen med medarbejderne sikre gæsteservice i verdensklasse og bidrage til udviklingen af turismen i København? Trives du i rollen som både driftschef, personaleleder og faglig udvikler med meget forskellige dagsordener? Så har vi en stilling til dig i Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen.
Vi tilbyder
- Et spændende, udfordrende og lærerigt job, hvor du får berøring med mange forskellige fagområder herunder turisme, kultur, forretningsudvikling, data, offentlig innovation og digitalisering
- Mulighed for at udvikle dine ledelseskompetencer – herunder driftsledelse, faglig ledelse, personaleledelse og strategisk ledelse
- Indblik i en politisk organisation og mulighed for at arbejde med politisk prioriterede projekter tæt på både beslutningstagere og samarbejdspartnere
- Et netværksmiljø af medarbejdere og kolleger med meget højt kompetence- og ildsjælsniveau, som er præget af godt humør, udbredt teamwork-ånd og høje ambitioner
- En passioneret arbejdsplads, der skaber konkrete forandringer og værdi for byens besøgende og byens turisme- og kulturaktører på en til tider kreativ og utraditionel måde ift. andre offentlige arbejdspladser
Om stillingen
Som driftschef skal du varetage den daglige drift af centeret. Du skal bl.a. stå for bemanding, rekruttering, vagtplan, løn, indkøb mv. Derudover skal du bistå kontorchefen med den daglige faglige og strategiske ledelse af kompetente medarbejdere, hvor du understøtter dem i deres arbejde med at levere god gæsteservice, drive strategiske projekter, udvikle partnerskaber, håndtere interessenter og m.m.
Vi arbejder tæt sammen med både vores kolleger i Københavns Kommune, som leverer kulturtilbud og oplevelser, men også eksterne partnere såsom destinationsselskaber, andre kommuner, virksomheder, brancheorganisationer mv. Her har vi fokus på at danne partnerskaber og samarbejder, så vi herigennem kan finde de bedste løsninger på byens udfordringer. Det er derfor vigtigt, at du har et godt netværk og formår at sætte det aktivt i spil, samt at du trives i en dagligdag med mange forskellige interessenter med forskellige dagsordener.
Du har en høj kapacitet, er fleksibel og på samme tid robust i din tilgang til ledelse, og du mestrer ledelse af flere forskellige projekter, opgaver og dagsordener i forskellige tempi. Du er typen, som trives godt i et lederjob, hvor der er høje krav og samtidig stort ledelsesrum. Du skal i din ledelsesstil være i stand til at understøtte medarbejderne i deres daglige virke – både ift. gæsteserviceformidling og strategisk projektudvikling og samtidig kunne byde ind med retning, håndtering, mening og beslutsomhed, når det er det, opgaven kalder på.
Du har erfaring med driftsledelse, forretningsudvikling, kundeservice og strategiske partnerskaber, og du forstår, hvad det vil sige at være i en politisk styret organisation. Du har perspektiv for en datadreven tilgang til at understøtte strategiske beslutninger.
Vi er ikke på jagt efter en driftschef, som har svar på alle spørgsmål, men søger dig, der, sammen med dine medarbejdere, dit netværk, din erfaring mv., er god til at finde vejen til svarene. Vi søger dig, som formår at anvende dine kompetencer, erfaring, metoder og netværk til at navigere mellem de forskellige dagsordener, så du på daglig basis bidrager til, at medarbejderne lykkes med deres opgaver.
Baggrund og erfaring
Vi forventer, at den ideelle kandidat bl.a. har
- Dokumenteret erfaring med driftsledelse, kundeservice, forretningsudvikling og strategiske partnerskaber
- Indgående forståelse for samspillet mellem turismeudvikling, gæsteoplevelse, kulturtilbud og byens aktører
- En faglig relevant baggrund inden for turisme eller ét eller flere af ovennævnte områder
- Forståelse for at begå sig i en politisk styret organisation
- Erfaring med personaleledelse og især forståelse for, hvilke ledelsesmæssige kompetencer og roller, der i den givne opgave er nødvendige for at lykkes
- Troen på, at interne og eksterne partnerskaber er altafgørende for vores fælles succes
- Kapacitet til at prioritere og tilrettelægge din tid og dine opgaver, så du er modstandsdygtig over for et til tider stort arbejdspres – herunder håndtering af komplekse opgaver og projekter
Om os
I Copenhagen Visitor Service har vi ansvaret for at levere gæsteservice til byens mange både internationale og nationale besøgende. Vi leverer gæsteservice via fysiske møder i Visitor Service på Vesterbrogade, i krydstogtterminalen, ved events og kongresser. Derudover leverer vi gæsteservice på en række forskellige digitale kanaler – bl.a. appen The Copenhagen App. Vi har fokus på at formidle og tilgængeliggøre byens mange tilbud og muligheder i mødet med gæsten og på at bidrage til en positiv udvikling af turismen i København ved hjælp af god gæsteservice og udvikling af gæsteserviceprodukter. Alt dette gør vi i tæt samarbejde med byens turisme-, kultur- og eventaktører.
Vores team på 12 medarbejdere løser både service- og formidlingsopgaver samt udviklings- og projektopgaver. Service- og formidlingsopgaverne består primært i at levere god gæsteservice til de mange besøgende – hvad enten det er internationale, nationale eller lokale besøgende, som søger inspiration til oplevelser. Udviklings- og projektopgaverne omhandler typisk udvikling af gæsteserviceprodukter, udvikling af partnerskaber og forretningsudvikling.
Selvom Copenhagen Visitor Service er en del af Københavns Kommune, formidler vi oplevelser og tilbud på vegne af partnere på hele Sjælland, på Fyn og i Sverige.
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker efter gældende overenskomst på baggrund af kvalifikationer og med mulighed for at forhandle tillæg.
Stillingen er på 37 timer ugentligt.
Eftersom Copenhagen Visitor Service er åben 360 dage om året, må der forventes aften-, weekend- og helligdagsarbejde. Ansættelsesstedet er som udgangspunkt i Copenhagen Visitor Service på Vesterbrogade 4B.
Vi ønsker tiltrædelse den 1. juni 2026.
Vi indhenter reference i forbindelse med ansættelsen.
Yderligere information
Vil du vide mere om stillingen, kan du kontakte kontorchef Michael Ryan Andersen på 28 69 37 36.
Søg via linket senest søndag den 12. april 2026
Vi forventer at afholde samtaler i uge 16 og 17. Mellem 1. og 2. samtale vil der være en erhvervspsykologisk personlighedstest.
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen
I Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen arbejder vi hver dag for at skabe gode rammer for kultur- og fritidslivet i byen, og for at give københavnerne samt byens gæster en professionel og nærværende service. Fra biblioteker, kulturhuse og museer til idrætsfaciliteter, borgerservice og byens grønne rum – skaber vi rammer for fællesskaber, hvor københavnerne kan mødes og udfolde sig. Vores fælles mål er at gøre København til et godt sted at leve, mødes og engagere sig.