Dansklærer til vores kommende 1. klasseteam på Husum Skole

Søg jobbet

Undervisning
Fuldtid
Fastansættelse

På Husum Skole mangler vi dig, der er uddannet dansklærer, og som er klar til at blive en del af et erfarent årgangsteam bestående af både lærere og pædagoger, som sammen skal sikre, at læring og udvikling bliver forenet med høj trivsel og skoleglæde for kommende 1. årgangs elever.

Vi søger allerede nu, da vi ønsker at sikre en god overgang fra børnehaveklasse til 1. klasse, så du – og dine nye elever og kollegaer – kan nå at lære hinanden at kende, så I sammen er klar til 1. klasse på den anden side af sommerferien.

Vi forestiller os, at du udover at have dansk også har andre fag, der kan komme i spil på årgangen og i vores indskoling, som hos os er til og med 5. klasse.

Om os
Husum Skole og KKFO er en dejlig tresporet københavnerskole og et godt fritidstilbud. Hos os finder du 610 elever og ca. 80 dygtige og engagerede medarbejdere. Skolen er kendetegnet ved en god og tryg atmosfære at lære i for både børn og voksne.

Vi har et godt og konstruktivt samarbejde med forældre, skolebestyrelse og andre samarbejdspartnere. Vi tror på, at læring og trivsel er to sider af samme sag. Vi understøtter, at der er plads til forskellighed, og vi tror på, at mangfoldighed i alle livets aspekter er en styrke.

Vi er overbeviste om, at alle børn ønsker at være en betydningsfuld del af fællesskabet og vægter netop stærke fællesskaber højt – både på årgangene, hvor de voksne omkring en årgang arbejder tæt sammen om hele børnegruppen, i hele indskolingen, hvor vi med jævne mellemrum mødes og synger aulaen op med fælles morgensang og på hele skolen, hvor vi blandt andet har featureuge én gang om året, hvor alle skolens børn møder hinanden på kryds og tværs af årgange.

Fra 0.-3. årgang har hver klasse tilknyttet en skolepædagog. På 1. årgang er skolepædagogen med i undervisningen i 20 ud af 23 ugentlige lektioner. Her arbejder vi med co-teaching, så det er en fordel, hvis du har erfaring med arbejdsformen eller har mod på at kaste dig ud i det sammen med dine kollegaer.

Vi samarbejder for at sikre en fælles pædagogisk og didaktisk tilgang i klasserne, så børnenes hverdag er tryg og forudsigelig.

Vi har ét samlet personalerum for alle skolens medarbejdere, og i personalegruppen er der ligeledes fokus på fællesskab og gode kollegarelationer. Vi har en personaleforening og der arrangeres flere gange årligt fælles arrangementer for alle skolens medarbejdere, hvilket er med til at underbygge den gode trivsel.

Vi tilbyder

  • En fast stilling på fuld tid
  • Et spændende job med plads til både humor og faglig udvikling
  • Dygtige, engagerede og hjælpsomme kollegaer
  • Et tæt teamarbejde – hvor co-teaching og fælles pædagogisk og didaktisk tilgang er i fokus
  • En masse dejlige børn og deres forældre
  • En arbejdsplads, hvor trivslen vægtes højt

Din profil

  • Du er læreruddannet med linjefag i dansk
  • Du er stærk i klasseledelse
  • Du ser et tæt og tillidsfuldt forældresamarbejde som en forudsætning for den gode undervisning og høje trivsel
  • Du kan arbejde selvstændigt og i fællesskab og ser samarbejde som vejen til at lykkes med at skabe den bedste skoledag for alle
  • Du er rummelig og kan se tingene fra den humoristiske side
  • Du abonnerer på tanken om, at mangfoldighed og forskellighed er en styrke i fællesskabet

Ansættelsesvilkår
Ansættelse efter gældende overenskomst.

Stillingen er fuld tid. Tiltrædelse 1. juni 2026 eller snarest herefter.

I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest samt referencer.

Vil du vide mere?
Du er velkommen til at kontakte skoleleder Kristian Mehlsen på 82 56 17 68 eller souschef og afdelingsleder af indskolingen Pernelle Elberth på 24 20 76 47, hvis du har spørgsmål. Du er naturligvis også velkommen forbi til en uformel snak, hvor du med egne øjne kan se, hvad Husum Skole har at byde på som kommende arbejdsplads.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Søg via linket senest søndag den 19. april 2026
Der afholdes løbende samtaler.