Dansklærer til unikt samarbejde mellem Sankt Annæ Gymnasiums Grundskole og Skolen i Sydhavnen
Vil du være med til at forme en ny 1. klasse, hvor sang og musik spiller en særlig rolle i børnenes skolehverdag?
Sankt Annæ Gymnasiums Grundskole og Skolen i Sydhavnen har i dette skoleår oprettet en børnehaveklasse med ekstra fokus på sang ud over de almindelige børnehaveklasseaktiviteter. Børnene er nu klar til at starte i 1. klasse, og derfor søger vi en dansklærer, som har lyst til at indgå i et tæt og forpligtende samarbejde om klassen.
Om stillingen
Du kommer til at arbejde sammen med en erfaren teammakker, og undervisningen på 1. årgang er organiseret som co-teaching, hvor alle timer varetages af to lærere. Vi ser co-teaching som en vigtig faglig og pædagogisk styrke.
Sangundervisningen varetages af to sanglærere fra Sankt Annæ Gymnasium i fem lektioner om ugen. Resten af skemaet følger de almindelige 1.-klasseaktiviteter.
Klassen har base på Skolen i Sydhavnen og indgår som en naturlig del af årgangen her, samtidig med at den er en del af et unikt samarbejde med Sankt Annæ Gymnasium. Klassen overgår til Sankt Annæ Gymnasium fra 3. klasse.
Vi forventer, at du
- har dansk som linjefag
- har lyst til og interesse for co-teaching og samarbejde i læringsfællesskaber
- har et positivt, anerkendende og helhedsorienteret børnesyn
- arbejder struktureret og kan omsætte planer til praksis
- ser samarbejdet med engagerede forældre som en styrke
- bidrager aktivt til trivsel og skolens fælles opgaver
Andre fagkombinationer er velkomne, særligt idræt, musik og engelsk.
Vi tilbyder
- mulighed for at være med til at opbygge og udvikle et nyt skoleforløb i samarbejde mellem to skoler
- et engageret og fagligt fællesskab på Skolen i Sydhavnen
- en hverdag, hvor musik er en naturlig del af undervisningen
- sparring og samarbejde med kollegaer og ressourcepersoner på begge skoler
- en skole med egen havn i kanalerne, egen personaleparkering og udsigt til de store grønne områder på Amager Fælled
Vi har plads til og rammer for moderne didaktik og pædagogik, hvilket vi lægger stor vægt på i hverdagen på skolen.
Om skolerne
- Sankt Annæ Gymnasiums Grundskole er en del af en stærk musikskoletradition, hvor alle elever modtager sang- og musikundervisning med henblik på korarbejde på højt niveau.
- Skolen i Sydhavnen er en moderne skole på Teglholmen med maritim og naturvidenskabelig profil og projektorienteret undervisning.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og inden for rammerne af lokal løndannelse.
Arbejdstiden udgør 37 timer ugentligt i gennemsnit.
Vi ønsker stillingen besat den 1. august 2026.
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest samt referencer.
Mere information
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte souschef på Skolen i Sydhavnen Lotte Schultz på 82 32 50 10.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning vedlagt cv og eksamensbevis.
Søg via linket senest torsdag den 23. april 2026
Der holdes samtaler den 28. og 29. april.