Dansk som andetsprogsvejleder/-underviser til Nordøstamager Skole

Søg jobbet

Undervisning
Fuldtid
Fastansættelse

Brænder du for undervisning og særligt de flersprogede elevers læring?
Så er du måske vores nye kollega på Nordøstamager Skole.

Vores skole
Vi er en forholdsvis ny skole, som stadig er under opbygning. Nordøstamager Skole startede op i 2019 og er siden vokset til en mellemstor arbejdsplads for næsten 400 elever og godt 60 medarbejdere fordelt på indskoling, mellemtrin og KKFO. Skolen har oparbejdet en stærk grundfortælling og har stor søgning blandt familier både i og uden for distriktet. En stor del af vores elever har ét eller flere sprog ud over dansk, og idet skolen hele tiden vokser, har vi brug for at udvide vores kapacitet inden for dansk som andetsprog.

Nordøstamager Skole er kendetegnet af en stærk, professionel samarbejdskultur med tydelige fælles mål og vilje til at udvikle den pædagogiske praksis. Skolens personale er inddelt i årgangsteams, der har ugentlige teammøder samt afsat tid til fælles forberedelse. For indskolingens vedkommende er der desuden et tæt samarbejde mellem skole og fritidsordning ift. at sikre elevernes trivsel og alsidige udvikling. Sideløbende foregår der en stadig kapacitetsopbygning i forhold til skolens pædagogiske læringscenter (PLC) og ressourcecenter, hvor vi også ønsker dansk som andetsprog (DSA) stærkt repræsenteret.

I de kommende år står vi over for mange, spændende udfordringer, herunder etablering af vores udskoling og en lang række andre udviklingsopgaver, der knytter sig til at være en skole med vokseværk, og som ved endt udbygning vil rumme op mod 850 elever og 100 ansatte.

Om dig
Vi søger en kollega, der ligesom vi ser flersprogethed som en værdifuld ressource, og som kan undervise i supplerende DSA såvel som basisdansk til elever i direkte integration. Vejene dertil kan være mange, fx sprogstimulerende aktiviteter på små hold, dialogisk læsning, lege, spil, særlige forældrearrangementer eller nyskabende måder at gennemføre udeskole på. Måske kender du veje, vi på skolen ikke har set før? Uanset hvilken erfaring du bringer med dig, og måden du praktiserer på, er målet at vi som skole arbejder systematisk med DSA på alle årgange og kan sikre deltagelsesmuligheder for alle vores flersprogede elever.

I stillingen ligger også opgaven med at koordinere DSA-området og de tilknyttede elevsager på vores skole, ligesom vi forventer, at du er i stand til at vejlede kolleger indenfor området. Hvis du ikke er uddannet DSA-vejleder, vil skolen være interesseret i på sigt at tilbyde dig en sådan uddannelse.

Derudover forventer vi, at du brænder for det skole/hjemsamarbejde, der særligt knytter sig til vores flersprogede familier, og at du generelt er optaget af at understøtte og udvikle skolens arbejde med sprogtilegnelse.

Du vil som vejleder blive en del af skolens PLC og indgå i vores ressourceteam, der planlægger, udfører og evaluerer forskellige faglige indsatser på skolens årgange i samarbejde med de relevante kolleger.

Udover DSA-opgaven skal du i skoleåret 25-26 varetage følgende undervisningsopgaver

  • kristendomskundskab i 4. og 6. klasse
  • fire ressourcelektioner på 4. årgang (to-voksen)
  • ni ressourcelektioner på 1. årgang (to-voksen)

Udover PLC-tilknytningen vil du få fast teamforankring i vores mellemtrinsteam, der samarbejder tæt om klasserne på 4.-6. årgang. Fra skoleåret 2026-27 tiltænkes du en dansklærerfunktion som led i skolens næste, samlede opgavefordeling.

Du er

  • lærer med erfaring i at undervise i DSA, og ideelt set uddannet DSA-vejleder (ikke et krav)
  • god til relationer og har et ressourceorienteret børnesyn
  • tillidsvækkende, tydeligt kommunikerende og god til at samarbejde med forældre, kolleger, ledelse og andre
  • struktureret, samvittighedsfuld og grundig, men også tolerant ift. at være en del af en ung skole, med mange spæde udviklingsspor

Hvis du kan genkende dig selv i denne profil og har lyst til at blive en del af et engageret hold, der både har fokus på faglighed og fællesskab, så ser vi frem til at modtage din ansøgning.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er en fastansættelse på 37 timer om ugen med tiltrædelse den 1. oktober 2025 eller snarest muligt. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer. 

Mere information
Vi du vide mere om jobbet og vores skole, kan du kontakte skoleleder Marie Beklar på 20 59 30 93 eller afdelingsleder Lars Smail på 24 24 72 61 fra mandag den 4. august.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Søg via linket senest torsdag den 7. august 2025
VI holder samtaler onsdag den 13. august fra kl. 14.00.