Dansk- og fransklærer til Langelinieskolen

Søg jobbet

Undervisning
Fuldtid
Fastansættelse

Vi søger fra den 1. august 2026 en lærer til Langelinieskolen, der kan undervise i dansk og fransk.

Du skal være dansk- og klasselærer i en 5. eller 6. klasse kombineret med tre franskhold på 6. og 8. årgang.

Der er mulighed for også at kunne tage idræt.

Langelinieskolen er en folkeskole fordelt på fire til fem spor og har i dagligdagen et tæt fagligt og didaktisk samarbejde med vores KKFO, vores afdeling for børn med høretab (SPK) samt vores elevhjem.

Hos os kan du blive en del af en Østerbroskole i udvikling, en aktiv forældrekreds og et værdigrundlag, der tager afsæt i, at Langelinieskolen skal være en skole for alle.

Hvem er du?

  • Dansklærer med et hjerte, der banker for litteratur, medier, læsning og dannelse
  • Klasselærer, der har forståelse for, at mangfoldige børnegrupper viser deres styrke i at have plads til alle slags børn
  • En lærer med OL-medalje i relationer, som tør sætte sig selv på spil, og som er klar over sin egen vigtige rolle i et klassefællesskab
  • En kollega, der ønsker at samarbejde og at nørde og fordybe sig i emner
  • En lærer, der både kan lave solide planer, og som kan afvige fra dem, når intuitionen siger dig, at det er nødvendigt
  • En lærer, der kan tænke sine fag ind i tværfaglige emner og projekter og inspirere og samarbejde med kollegerne på årgangen
  • En lærer, der søger hjælp og sparring som en naturlig måde at udvikle sig på, og som er god til at give det til andre

Vi søger en engageret dansk- og klasselærer til 5. eller 6. klasse og håber at få en kollega ind ad døren, der både kan inspirere os, og som kan stikke fingeren i jorden og lytte sig ind på, hvordan vi laver skole her hos os.

Hvis du oven i det også kan undervise i fransk, har du mulighed for at indgå i et fællesskab med vores tre andre fransklærere på skolen og være med til at starte fransk op på 6. årgang, der skal have faget for første gang.

Vi har et stort fokus på, at her skal være rart at være og gør os umage for, at skolen fremstår hyggelig. Vi kæmper, ligesom alle andre skoler for, at børnene passer på deres skole og er stolte af og glade for at gå hos os.

Vi har et tæt samarbejde med forældre og ved, at vi med ærlighed, åbenhed og nysgerrighed begge veje kan lykkes med at få børn og børnefællesskaber til at trives og udvikle sig.

Hos os møder du dejlige børn, der boltrer sig i et skolemiljø i smukke og anderledes omgivelser midt på Østerbro. Og så kommer du til at arbejde i et stærkt fagligt, socialt og kollegialt arbejdsmiljø. Vi er en arbejdsom og aktiv medarbejderstab i godt humør, og vi har flere udviklingsprojekter i gang mht. fx læsning, matematik, børn med særlige forudsætninger og behov, rummelighed og læringsmiljø.

Vores fælles fokus er på trivsel, faglighed og inklusion – Langelinieskolen er udover at være en folkeskole også en Rettighedsskole, der indgår i et samarbejde med UNICEF Danmark og landets øvrige Rettighedsskoler.

Skolen er organiseret på to matrikler – børnehaveklasse til 4. klasse på Kastelsvej og 5. til 9. klasse i Holsteinsgade, og lærere og pædagoger arbejder tæt sammen med afsæt i årgangsteam. På Kastelsvej er også vores fritidsinstitution og vores specialklasserække for børn med høretab.

Vi lægger vægt på, at du er læreruddannet med linjefag i dansk og gerne nogle af de andre fag, der kan komme i spil. Og vi lægger vægt på, at du har stærke faglige, sociale og pædagogiske kompetencer samt et ressourceorienteret børnesyn – såvel ift. undervisning som ift. at indgå i et tæt teamsamarbejde.

Ansættelsesforhold
Stillingen har som udgangspunkt en beskæftigelsesgrad på 80 %.

Ansættelsen sker på gældende overenskomstvilkår.

Vi indhenter børne- og straffeattest.

Yderligere oplysninger
Dokumentation for afsluttet lærereksamen og lignende samt fra tidligere beskæftigelse med angivelse af beskæftigelsens varighed og omfang, bedes vedhæftet ansøgningen.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til afdelingsleder Kasper Kølleskov på 21 76 82 26 eller skoleleder Kristian Borg på 26 77 08 72.

Søg via linket senest søndag den 7. juni 2026
Samtalerne finder sted løbende og umiddelbart efter.