CSR-konsulent med projektlederansvar for udrulning af ID-kortsystem til understøttelse af Københavns Kommunes indsats mod social dumping

Søg jobbet

Politik og administration
Fuldtid
Fastansættelse

Vil du med på holdet i landets største og mest effektive indsatsteam mod social dumping, og få ansvaret for at få det nye ID-kort system helt ud over rampen? Er du drevet af at gøre en forskel, og ønsker du at arbejde for ordnede arbejdsforhold og fair konkurrence?

Så er du måske vores nye CSR-konsulent i kontoret for Bæredygtige Indkøb i Københavns Kommune.

Om os og jobbet
Københavns Kommune er én af Danmarks største offentlige indkøbere. Med et indkøbsvolumen på omkring 17 mia. kr. om året har vi mulighed for at gøre en reel forskel og skubbe markedet i en mere social bæredygtig retning.

Som en styrkelse af Københavns Kommunes indsats mod social dumping, er der i år idriftsat et system til registrering af underleverandører og medarbejdere samt udstedelse af ID-kort. I Bæredygtige Indkøb har vi teten i forhold til at få dette system udrullet bredt hos kommunens leverandører, hvilket er en projektledelsesopgave som vores nye CSR-konsulent skal varetage.

Du vil blive en del af Indsatsteamet mod social dumping, hvor vores kerneopgave er opfølgning på arbejds- og uddannelsesklausulkrav hos private leverandører til både Københavns Kommune og andre offentlige samarbejdspartnere. Her arbejder vi for at leverandører og underleverandører til Københavns Kommune og samarbejdspartnere tilbyder deres ansatte ordentlige løn- og arbejdsvilkår i overensstemmelse med de kollektive overenskomster på området og bidrager til uddannelse af elever og lærlinge i erhvervsuddannelsessystemet.

Det indebærer, at vi gennemfører risikobaserede kontroller på tværs af mange forskellige brancher og overenskomstområder, og sørger for at medarbejderne bliver kompenseret, hvis de er blevet underbetalt.

Dertil rådgiver vi vores kolleger i fagforvaltningerne om brugen af de sociale klausuler i udbud og kontrakter. Vores arbejde har stor politisk bevågenhed, og Københavns Kommune er et fagligt fyrtårn inden for området.

ID-kortsystemet har til formål at effektivisere og løfte indsatsen mod social dumping yderligere, ved at skabe gennemsigtighed i underleverandørkæderne for Indsatsteamet, projektledere, hovedleverandører og medarbejdere på aftalerne. For at indfri ID-kortets fulde potentiale, skal systemet implementeres, så Indsatsteamet kan høste tilstrækkelige mængder data, der kan forbedre risikovurdering og muligheden for at afdække overtrædelser af de sociale klausuler. Derfor søger vi en erfaren projektleder til at implementere ID-kortet i kommunens mange aftaler, hvilket kræver bred forankring og løbende opfølgning i kommunens indkøbsorganisation såvel som hos kommunens mange leverandører.

Dine opgaver og ansvarsområder bliver at

  • Projektlede ID-kortsystemet både i forhold til optimering og videreudvikling af eksisterende løsning, samt at implementere løsningen solidt i kommunes indkøbsorganisation og blandt kommunens mangeartede leverandører.
  • Sikre anvendelse af ID-kortløsningen iht. de politiske ambitioner og beslutninger herom, samt integration af løsningen som et understøttende værktøj i indsatsen mod social dumping.
  • Overordnet styring af implementeringsfasen og koordinering af de forskellige ”spor” i projektet. Herunder koordinering mellem kollegaer i teamet, der har opgaver ind i drift og videreudvikling af ID-kortet samt eksterne samarbejdspartnere ift. udvikling af systemet.
  • Kommunikation internt og eksterne omkring løsningen, og samarbejde med blandt andre teknisk systemejer og product-owner.

Det forventes at projektlederen både har det strategiske overblik og deltager i de operationelle opgaver; som den løbende kontakt til byggeledelse på ID-kort pladser, udarbejdelse af indstillinger og orienteringer, dialog med relevante forvaltningsenheder mv.

Sideløbende vil du også bidrage til teamets øvrige kerneopgaver, og deltage Indsatsteamet mod social dumpings kontrol af arbejds- og uddannelsesklausuler.

Dine kompetencer og kvalifikationer
Som projektleder på udrulning af ID-kortsystemet, er det vigtigt, at du har strategisk tæft, evne til at navigere i en stor og kompleks politisk ledet organisation, og er stærk i stakeholder management, da vi samarbejder på tværs af mange forskellige enheder, for at skabe fremdrift i projektet.

Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med implementering og håndhævelse af sociale klausuler i kontrakter, og at du kan forholde dig til juridiske problemstillinger, særligt indenfor udbuds- og aftaleret.

Derudover vil det være en fordel, hvis du har IT-færdigheder på et niveau, så du kan deltage i drøftelser af funktionalitet i et softwareprogram.

Dertil forventer vi, at du

  • har en dyb interesse for arbejdsmarkedsforhold, regulering af løn- og arbejdsforhold og arbejdslivskriminalitet
  • har en lyst til at tage ud på arbejdspladsbesøg, og være i direkte kontakt med leverandørerne, både som brugere af ID-kort systemet og som aftaleparter, der er underlagt sociale klausulkrav
  • er god til at arbejde selvstændigt, samtidig med at du er i stand til at indgå i konstruktivt samarbejde med resten af teamets medarbejdere
  • er en skarp kommunikator, og kan formulere dig let forståeligt i skrift og tale
  • har en relevant baggrund, der kan understøtte opgaveløsningen i Indsatsteamet mod social dumping, f.eks. erfaring fra en arbejdsmarkedsorganisation.

Vi tilbyder

  • en hverdag med stor variation og fleksibilitet
  • et meningsfuldt arbejde, hvor du hver dag er med til at gøre en konkret forskel for den sociale bæredygtighed
  • kolleger, der godt kan lide at tilbringe tid sammen – både på og uden for arbejde
  • et dedikeret team som består af både faglærte og akademikere, hvor vi ser vores forskelligheder som en styrke, og hvor der derfor helt sikkert også er plads til dig

Ansættelsesforhold
Stillingen er placeret i teamet Socialt Bæredygtige Indkøb i kontoret Bæredygtige Indkøb. Kontoret er organisatorisk indplaceret i Center for Finans og Indkøb i Koncernservice, der er en del af Økonomiforvaltningen. Din arbejdsplads er på Borups Allé 177, København NV

Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst mellem Københavns Kommune og pågældende faglige organisation. Er du akademisk medarbejder, er der, med de rette kompetencer og kvalifikationer, mulighed for indplacering som hhv. special- eller chefkonsulent.

Arbejdstiden udgør 37 timer ugentligt inklusive en halv times frokost, og vi har en flekstidsordning.  

Vi ønsker stillingen besat den 1. september 2025 eller snarest muligt.

Mere information
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte teamleder Natalia Grillis på 61 62 23 74 (træffes frem til den 17. juli og igen fra den 11. august) eller kontorchef Ann Louise Brix på 23 20 39 73.

Sammen med dit CV og ansøgning beder vi dig vedhæfte uddannelsesbevis og eventuelle udtalelser.

Søg via linket senest tirsdag den 12. august 2025
Vær også opmærksom på, at vi søger en CSR-konsulent (uden projektlederansvar) mere til vores team i separat opslag.

Koncernservice er en professionel serviceorganisation 
I Koncernservice har vi et stærkt fagligt miljø med kompetente og specialiserede medarbejdere inden for finans, løn, indkøb, CSR og forsikring, HR og personalejura. Vi udvikler konstant vores kompetencer og faglighed for at kunne forenkle arbejdsgangene, når vi etablerer nye teknologiske løsninger på tværs af kommunen. Og vi insisterer på, at vores løsninger skaber en reel effekt hos vores brugere på den længere bane. Vi er ca. 700 medarbejdere, der løbende er i dialog med kommunens syv forvaltninger og ca. 45.000 medarbejdere. Vi er med andre ord et administrativt samlingspunkt, der skal sikre en effektiv og intuitiv digital administration for hele Københavns Kommune. Mød os på www.koncernservice.kk.dk