Brænder du for personaleledelse, og har du lyst til at lede teams i en politisk styret organisation? Bliv teamleder hos Københavns Ejendomme

Søg jobbet

Ledelse
Fuldtid
Fastansættelse

Vi søger tre nærværende og erfarne teamledere, som har lyst til at arbejde med digitalisering, data, projekt- og organisationsudvikling. Københavns Ejendomme er i gang med en spændende udviklings- og forandringsrejse – og det kræver stærke strategiske enheder i staben, der støtter op på tværs af en organisation med 1.900 kollegaer, som hver dag arbejder for morgendagens bæredygtige og effektive ejendomsforvaltning.

Områderne Projekter, Digitalisering og Ejendomsdata er lige blevet lagt sammen til én enhed, og mere end 55 kollegaer leder derfor nu efter tre stærke ledelsesprofiler, som kan skabe trivsel og faglig udvikling sammen med den øvrige ledelse i enheden for at bidrage til udviklingen af Københavns Ejendomme.

Sammen med koordinatorerne og den ansvarlige enhedschef er din opgave at skabe retning, koordination og engagement blandt vores kollegaer. Vi er en flok mennesker, som brænder for vores fag, uanset om det er at drive spændende projekter på tværs af Københavns Ejendomme (KEJD), at skabe digitale løsninger eller at sikre den højeste (data)kvalitet for vores ejendomsportefølje.

Vi er en blanding af mange fagligheder og baggrunde, men har én ting til fælles: Vi er med til at skabe fremtidens Københavns Ejendomme. Vi kender hinanden på kryds og tværs og arbejder aktivt på at nedbryde siloer. Vi har stort fokus på hinandens faglighed, vores trivsel, at vi har det sjovt, og at vi motiveres i vores arbejde.

Som teamleder er dit hovedfokus at levere og skabe rammer for nærværende personaleledelse med fokus på trivsel og udvikling. Derudover skal du facilitere samarbejde på tværs af en stor politisk ledet organisation. Vi leder efter empatiske og relationsstærke personer, som er nysgerrige på os og vores fagområder. Vi går op i faciliterende ledelse, god coaching og sparring, som får det bedste frem i os alle.

Du må gerne hjælpe os med at se formålet og meningen med det, vi laver, tydeliggøre retningen for vores arbejde og sikre, at vi selv kan tilrettelægge vores hverdag og opgaver. Sidst, men ikke mindst, skal du være god til at støtte os i vores individuelle og fælles udviklingsrejser, hvor vi bl.a. sigter efter at blive en lærende og udviklende organisation.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med et eller flere af følgende områder:

  • Ledelse i en stor, politisk styret organisation
  • Program- eller projektledelse af komplekse projekter
  • At skabe projektmodeller og -governance, som håndterer forskellige projekttyper og understøtter agilitet
  • Strategisk projektporteføljestyring og ledelse af et PMO på direktionsniveau
  • Forvaltning af forretningsnære IT-systemer med fokus på compliance
  • At identificere og skabe passende digitale forandringer, der løfter forretningen
  • At skabe overblik over IT-systemlandskaber, forretningsevner, processer, integrationer og data
  • At indsamle, vedligeholde og udstille data og sørge for, at tilhørende dataplatforme, -processer og governance skaber høj datakvalitet og effektivt understøtter forretningen
  • Bygnings Informations Modellering (BIM) og anvendeligheden af digitale bygningsmodeller og tegninger i en organisation, som har vedligehold af ejendomme som sin kerneopgave

Som teamleder refererer du til enhedschefen Egon Loke og bliver en del af enhedens ledelse sammen med to andre teamledere og en række koordinatorer, som alle er med til at sikre trivsel og opgavekoordinering.

Enheden du bliver en del af, er kendt for at være meget social med masser af hyggelige traditioner, store og små arrangementer og plads til både grin og sårbarhed.

Om dig
Som person er du empatisk, tilgængelig og involverende. Du siger tingene, som de er – det skaber tillid og følgeskab. Du kender måske til medledelse eller de medledende principper, som vi prøver at efterleve her hos os, og samtidig kan du navigere pragmatisk i det politiske landskab og de samarbejder, vi har på kryds og tværs af kommunen.

Du driver tingene fremad på en måde, hvor folk stadig føler sig trygge ved forandringerne. Du har – og bruger – en evne til at læse rummet, når der er mange krav og modsatrettede interesser, og du finder løsninger, hvor andre ser problemer. Du bygger broer på tværs af organisationen og forstår, at KEJD fungerer bedst, når hele organisationen arbejder sammen. Det er en klar fordel, hvis du har erfaring med personaleledelse, coaching og facilitering af større grupper af mennesker.

Ansættelsesvilkår
Du bliver ansat som teamleder med personaleansvar med løn- og ansættelsesvilkår, som følger den gældende overenskomst.

Der er gode muligheder for flextid, hjemmearbejde og videreuddannelse. Stillingerne er til besættelse den 1. marts 2026.

Har du spørgsmål?
Du er velkommen til at kontakte enhedschef Egon Loke på f291@kk.dk eller SMS til 23 28 52 38 for at aftale en tid til at få en fortrolig dialog om stillingerne.

Søg via linket senest torsdag den 8. januar 2026
Vi forventer at holde første runde samtaler den 13. og 14. januar 2026. Der vil være testforløb efter første samtale og der indhentes referencer.

Københavns Ejendomme
Københavns Ejendomme har ansvaret for Københavns Kommunes ejendomsportefølje. Vores ca. 1.800 medarbejdere arbejder hver dag for en serviceorienteret ejendomsadministration og vedligeholdelse af kommunens mere end 2,6 mio. m2. Gennem effektiv ejendomsservice, drift og vedligehold frigør vi ressourcer til, at vores 58.000 kolleger i Københavns Kommune kan skabe en bedre hverdag for københavnerne. Alt det gør vi ud fra bedste aktuel viden og i tæt samspil med kunder, leverandører og samarbejdspartnere ud fra devisen: Det skal være nemt, effektivt og bæredygtigt. Du kan læse mere om os på www.kobenhavnsejendomme.kk.dk