Botilbuddet Pallesvej 56 søger pædagog, der har lyst til at gøre en positiv forskel for unge mennesker med autisme
Vores mål er, at vi gennem vores faglighed, evne til vidensdeling og sparring kan skabe en positiv forskel i unge, sårbare menneskers liv.
Om os
På botilbuddet Pallesvej 56 bor 50 unge mennesker i alderen 18-35 år. Beboerne har alle autismespektrumforstyrrelser, og flere har desuden udviklingsforstyrrelser eller psykiatriske diagnoser.
Vi er et midlertidigt botræningstilbud, hvilket vil sige, at vi har fokus på borgernes udvikling og selvstændighed. Vi arbejder systematisk med neuropædagogik, Low Arousal og Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Praksis (KRAP).
Fordi vi sætter fagligheden højt, tilbyder vi dig et grundigt introduktionsprogram, hvor du vil blive undervist og oplært i alle de aspekter, arbejdet kræver.
Noget, der kendetegner os som botilbud, er
- Vi har et stærkt fagligt miljø
- Vi er sammen om at løse tingene
- Vi tager ansvar
Vi prioriterer supervision, både fagligt og personligt, individuelt og i teams, fordi vi anerkender, at det er en faktor i arbejdet, at vi skal kunne rumme og håndtere de problemstillinger og udfordringer, vi møder hos borgeren.
Om jobbet
Målgruppen er unge mennesker med et højt kognitivt niveau og med diagnoser inden for autismespektrumforstyrrelse (ASF) samt komorbide lidelser som ADHD, OCD, bipolar lidelse, angst m.m.
Fordi borgerne er meget selvstændige, er personlig pleje ikke en del af den socialfaglige opgave. I stedet er du som pædagog afgørende for at hjælpe borgerne med at udvikle strategier til at mestre hverdagslivet, indgå i sociale relationer og støtte dem i jobafklaring.
Det kan til tider være et udfordrende arbejde med mange dilemmaer og svære problemstillinger, og det er derfor også et spændende og alsidigt arbejde, hvor dagene ikke er ens.
Vi kan tilbyde dig
- En arbejdsplads med høj faglighed, medansvar, engagement og høj arbejdsmoral
- Struktureret og grundig oplæring ift. opgaverne/borgerne
- En afvekslende og spændende hverdag, hvor vi brænder for at skabe resultater sammen med borgerne i relation til deres udvikling og med forståelse for deres udfordringer
- Gensidig fleksibilitet – for os er balancen mellem arbejdsliv og privatliv vigtig, fordi vi dermed får mere tilfredse medarbejdere. Det betyder, at du har en grundplan, som vi forsøger at tilpasse, hvis du har særlige udfordringer med delebørn, transportafstand eller lign., og at dine kolleger dækker ind for dig løbende, når du har særligt behov. Samtidig forventer vi, at du ligeledes byder ind, når dine kolleger har behov.
Om dig
Det er et krav, at du er uddannet pædagog, og det kan være en fordel, at du har kendskab til specialområdet. Ellers er det vigtigste, at du trives i et miljø, hvor tillid og ansvar er omdrejningspunkt for måden, vi udfører vores arbejde på. Du kommer derfor til at indgå i et team, hvor I selv planlægger og tilrettelægger jeres arbejde og hverdag omkring borgerne.
Hvis du kan se dig selv i nedenstående udsagn, er du typen, vi søger
- Jeg arbejder relationelt for at motivere borgerne til en meningsfuld hverdag
- Jeg har en positiv indstilling og hjælper borgerne med at få øje på deres ressourcer og potentiale
- Jeg er struktureret og kan støtte borgerne i at skabe overblik over de mange daglige gøremål
- Jeg kan arbejde selvstændigt, og det at tage ansvar er en naturlig måde for mig at udføre mit arbejde på
- Jeg ved, at dokumentation er vigtig, ikke fordi det er et lovkrav, men fordi det er borgernes liv, vi dokumenterer
- Jeg trives i et miljø, hvor samarbejde er en fast del af hverdagen, og jeg forstår, at vidensdeling og sparring går hånd i hånd med selvstændighed og ansvar
- Jeg ser værdien i, at vi er en organisation, der altid ønsker at udvikle os, hvorfor vi prioriterer aktiviteter på tværs af centeret – både sociale og faglige
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.
Tiltrædelse er pr. 1. november 2026. Stillingen er en fastansættelse på 37 timer ugentligt i skiftevis morgen- og aftenvagter i et fast rul og med weekendarbejde hver 3. uge. Ligeledes vil der være arbejde på helligdage.
Vil du vide mere?
For yderligere information kontakt afdelingsleder Malene Thomasen på 21 84 82 83.
Søg via linket senest mandag den 14. september 2026
Vi afholder løbende ansættelsessamtaler. Det behøver ikke at være en perfekt ansøgning, du sender, vi vil bare gerne have et autentisk billede af, hvem du er som person og pædagog.