Bostøtter til tværfagligt ACT-team i Housing First
Vil du være en del af et stærkt tværfagligt team hvor faglighed, relationer og vedholdenhed er i centrum?
Og vil du arbejde helt tæt på nogle af Københavns mest udsatte borgere – og være med til at skabe stabilitet, håb og varige forandringer i deres liv?
Så er du måske en af vores nye bostøtter i Housing First.
Housing First-indsatsen i Københavns Kommune omfatter boligrådgivere, koordinerende rådgivere samt CTI, ICM, ACT og M-ACT. Fælles for disse indsatser er, at de støtter borgere i at etablere og fastholde et liv i egen bolig.
Alle indsatser i Housing First tager udgangspunkt i en recovery-orienteret tilgang, hvor fokus er på borgerens ressourcer, håb og mulighed for at skabe et selvstændigt og meningsfuldt liv.
Om ACT-teamet
Der er aktuelt fire ACT-teams, og indsatsen forventes udvidet i de kommende år som en del af Københavns Kommunes hjemløsestrategi. Stillingen som bostøtte indgår i et nyoprettet ACT-team i forbindelse med udvidelsen.
ACT (Assertive Community Treatment) er en intensiv, helhedsorienteret, udgående og tværfaglig indsats efter servicelovens § 85a. Målgruppen er borgere med komplekse sociale problemstillinger, ofte i form af psykiske og somatiske lidelser kombineret med misbrug. Borgerne har ofte svært ved at benytte de ordinære støtte- og behandlingssystemer. Et ACT-team består af
- en myndighedssagsbehandler
- fem socialpædagogiske bostøttemedarbejdere
- en sygeplejerske
Indsatsen i ACT er bydækkende og tager altid udgangspunkt i den enkelte borgers behov. Teamet har kontor på Sundholmvej 22 i København S, hvorfra medarbejderne kører ud til borgerne i hele byen. Da arbejdet foregår på tværs af København, stilles der cykler til rådighed, hvilket bidrager til en fleksibel, smidig og nærværende indsats tæt på borgerens hverdag. Du kan læse mere om Housing First og ACT her.
Arbejdsopgaver
Som bostøtte i ACT er du en del af et team, og hvert team har tilknyttet 40 borgere. Du vil blive primær kontaktperson for cirka otte borgere. Dine opgaver vil blandt andet være at
- tilbyde vedholdende, opsøgende og fleksibel støtte til borgere med komplekse psykiske og sociale udfordringer, ofte kombineret med misbrugsproblematikker
- støtte borgerne i at skabe struktur, overblik og stabilitet i deres hverdag
- planlægge og gennemføre indsatser med udgangspunkt i borgerens egne mål, ressourcer og ret til selvbestemmelse
- samarbejde tæt med interne og eksterne samarbejdspartnere, herunder psykiatri, misbrugsbehandling og pårørende
- dokumentere arbejdet med borgerne og bidrage aktivt til faglig sparring og refleksion i teamet
Arbejdet foregår ofte i borgernes eget hjem og kræver derfor fleksibilitet, stærke relationskompetencer og evnen til at finde individuelle løsninger i komplekse situationer.
Om dig
Vi søger kolleger, som er uddannet pædagog eller har en lignende socialfaglig baggrund og som kan genkende sig selv i følgende
- har erfaring med social udsathed, psykisk sygdom og misbrug
- arbejder recoveryorienteret og har respekt for borgerens selvbestemmelse
- er opsøgende i kontakten til borgerne og formår at tilpasse din indsats til den enkelte
- kan bevare ro og overblik i pressede eller konfliktfyldte situationer
- har gode samarbejdsevner og bidrager aktivt til faglig sparring, vidensdeling og et godt arbejdsmiljø
- trives med ansvar og kan arbejde selvstændigt i en hverdag, hvor opgaver og planer hurtigt kan ændre sig
Vi lægger desuden vægt på, at du har en nysgerrig og refleksiv tilgang til dit arbejde og bidrager til et arbejdsfællesskab med høje faglige ambitioner.
Vi tilbyder
Som bostøtte hos os står du aldrig alene med de svære beslutninger. Du bliver en del af et stærkt teamsamarbejde, hvor tværfaglighed er en integreret del af hverdagen, og hvor du arbejder tæt sammen med både sygeplejersker og myndighedssagsbehandlere. Sammen finder vi løsninger, der giver mening for borgeren, og vi prioriterer faglig refleksion som en naturlig del af arbejdet med en kompleks målgruppe. Derfor har vi løbende faglig sparring, teammøder og supervision. Du får stor indflydelse på din egen hverdag og en unik mulighed for at være med til at præge udviklingen i et nystartet team. Her får du mulighed for at bringe din socialfaglige viden i spil helt tæt på borgerne og opleve, hvordan dit arbejde gør en konkret forskel.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst for pædagoger og inden for rammerne af lokal løndannelse. Stillingerne er på 37 timer om ugen med arbejdstid i dagtimerne. Forventet opstart er den 1. juni 2026. Inden ansættelse indhenter vi straffeattest.
Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingerne, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Kean Rasmussen på 51 18 73 39, bostøtte Nicolai Plum på 21 18 06 93 eller sygeplejerske Thea Kjems Henssel på 24 40 19 57.
Søg via linket senest torsdag den 23. april 2026
Vi holder samtaler mandag den 27. og tirsdag den 28. april.