Børnehaveklasseleder til Engskolen – en specialskole på Vesterbro (barselsvikariat)

Søg jobbet

Undervisning
Fuldtid
Tidsbegrænset job (vikariater, projektstillinger mv.)

Vi søger fra den 1. april 2026 eller snarest derefter en uddannet pædagog til en stilling som børnehaveklasseleder til vores indskolingsklasse i vores gruppeordning for elever med autisme og/eller ADHD.

Engskolen er en specialskole i Københavns Kommune. Vi ligger centralt placeret lige ved Enghave Plads på Vesterbro. Vi vil åbne verden for vores elever og eleverne for verden. Det gør vi med masser af oplevelser og praksisnær undervisning, det gør vi med fortsat fokus på livsduelighed og undervisning, der er tilrettelagt, så hver eneste elev udfordres netop der, hvor de er lige nu. Kan du se dig selv i det? Og får du allerede nu gode ideer til, hvordan man gør det i praksis? Så er det netop dig, vi gerne ser som vores nye kollega på Engskolen.

Vi sætter i det kommende skoleår fokus på udeskole og naturfagene, og det er forventningen, at også vores indskolingsgruppe arbejder i den retning, så det er en fordel, hvis du er fuld af ideer til, hvordan børn kan lærer praksisnært og uden for klasserummet, og hvis du har lyst til at være med.

Engskolen har eget fritidstilbud med plads til alle vores elever. Skole og fritidstilbud, lærere og pædagoger arbejder tæt sammen, og har også lokalefællesskab. I skoleåret 2025/2026 er vi 120 elever og ca. 65 medarbejdere fordelt på lærere, børnehaveklasseledere, pædagoger, medhjælpere, ledere, gårdmand, kok og administrativt personale. Sammen er vi ansvarlige for hele barnets dag på Engskolen.

Engskolen er en lille skole og en dejlig arbejdsplads. Her kender alle hinanden, og du vil opleve, at der er mange muligheder, og at initiativ og innovation bliver hilst velkommen. Vi arbejder specialpædagogisk og individuelt med børnenes faglige, sociale og personlige udvikling, og vi vægter livsduelighed, personlige færdigheder og kompetencer på lige fod med det faglige. Vi tror på, at alle børn gør det godt, hvis de kan. Det er vores ansvar at tilrettelægge dagligdagen, klassens/gruppens organisering og vores pædagogiske indsats, således at det enkelte barn kan lykkes og udvikle sig hos os. Vi er bevidste om, at alt det vores børn skal lære (lege, socialisere, kommunikere etc.), skal vi gøre til genstand for en kvalificeret, pædagogisk indsats.

Du skal søge stillingen hos os, hvis du

  • er uddannet pædagog
  • har særlig interesse og lyst til at arbejde med udeskole og læring i praksis
  • har en forståelse af, at alle børn gør deres bedste, og at det er os, der skal ændre på rammen eller de krav, vi stiller til børnene, hvis ikke børnene kan honorere vores forventninger
  • er i god kontakt med dig selv, du er rolig, imødekommende og bevist om, at det er dig, der har ansvaret
  • er robust og omstillingsparat, og du har lyst til at udvikle og nytænke, fordi det altid kan blive lidt bedre
  • kan samarbejde med mange faggrupper, hvor hver har sine særlige kompetencer, og hvor I sammen arbejdet med et fælles mål: At alle vores børn bliver så dygtige, som de kan, og at de udvikler sig til den bedst tænkelige udgave af sig selv
  • er stabil, tydelig og troværdig
  • er optaget af kvalitet i opgaven og bevidst om, at det er det små ting, der gør den store forskel

På Engskolen får du

  • en flok glade og fantastiske børn, man slet ikke kan lade være med at holde af, og som giver dig oplevelsen af, at din indsats er vigtig, og at det gør en forskel
  • en skole, som er madskole, og hvor vores køkken ikke bare er en kantineordning, men hele skolens hjerte og et dannelses- og læringsrum
  • en arbejdsplads, hvor hjælpsomhed og det gode fællesskab er i højsædet, hvor der er god stemning og rart at være
  • et åbent og udviklingsorienteret personale med stor erfaring i at arbejde sammen i teams
  • et arbejdsfællesskab, hvor opgaverne løses sammen med overskud og humor
  • en skole med tradition for at følge med i den nyeste forskning og pædagogiske udvikling, og hvor fortsat kompetenceudvikling er et løfte og en forventning
  • en ledelse, der har din og eleverne velfærd og trivsel på sinde, og som ikke tror på, at 'plejer' altid er den bedste løsning

Engskolen er i skoleåret 2025-26 genhuset i Jernbanebyen på Otto Bussesvej 43, mens skolen bliver renoveret og får nybyggede faglokaler. Vi forventer at flytte tilbage til Haderslevgade ved Enghaveplads i sommerferien.

Ansættelsesvilkår
Vi ønsker, at du kan starte den 1. april 2026 eller snarest derefter. Stillingen er et vikariat på fuld tid med slutdato den 30. juni 2027. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.

Mere information
For yderligere information, se skolens hjemmeside. Du kan også henvende dig til skoleleder Lonnie Skytte Bechmann på 21 65 25 11.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Søg via linket senest tirsdag den 17. marts 2026
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler løbende.