Børne- og ungerådgivere til teamet for handicapkompenserende ydelser i Din Sociale Indgang, Børn Nørrebro-Bispebjerg
Vi opnormerer og ansætter to børne- og ungerådgivere, der vil være med til at skabe en positiv forandring for børn med funktionsnedsættelser, og deres familier.
Om afdelingen
I teamet for handicapkompenserende ydelser (HKY) behandler vi ansøgninger og opfølgninger efter barnets lov §§ 86-90, som indebærer kompensationsberettigende ydelser (tidl. merudgiftsydelse), tabt arbejdsfortjeneste, supplerende ydelse, ledsagelse, personlig pleje og praktisk hjælp samt afløsning i hjemmet og/el. aflastning udenfor hjemmet. Vi behandler ligeledes klager og hjemvisninger fra Ankestyrelsen.
Teamet er nyoprettet, bestående af et team af ni børne- og ungerådgivere, en socialfaglig koordinator, teamleder og en afdelingsleder.
Vi har i HKY teamet kolleger med mange års erfaring og nyansatte. Vi har en fælles kultur om, at vi sparrer med hinanden og løfter fagligt sammen om kerneopgaven. Derudover er vi i en organisation under forandring, hvorfor du udover sparring med dine nærmeste kolleger, også skal være indstillet på læring og samarbejde med andre kolleger i enheden for snitflader i opgaven og støtte til børn og familier.
HKY-teamet er en del af en myndigheds afdeling med ca. 40 medarbejdere.
Om de handicapkompenserende ydelser
Målgruppen for handicapkompenserende ydelser til børn er børn og unge under 18 år med en betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en indgribende, kronisk eller langvarig lidelse.
Arbejdet med handicapkompenserende ydelser består af at indhente oplysninger, børneinddragelse, forældreinddragelse, udregning af ydelse og udarbejdelse af afgørelser.
Arbejdet er primært administrativt, men du kan også forvente møder, både fysisk og telefonisk med forældrene samt inddragende samtaler med børnene.
Teamet er nyoprettet og man skal som børne- og ungerådgiver samarbejde med andre børne- og ungerådgivere i huset, der løser andre opgaver i barnet/den unges sag. Vi er i gang med at implementere arbejdsgange for, hvordan vi bedst samarbejder i sagerne til gavn for borgerne. Du skal være indstillet på at blive en del af denne proces.
En del af arbejdet består også i at vejlede. Dette kan være forældre, samarbejdspartnere eller kolleger i huset.
Arbejdsopgaverne som børne- og ungerådgiver i HKY-teamet er at
- indhente oplysninger fra forældre og samarbejdspartnere, herunder at have kontakt med familierne enten telefonisk, personlige møder eller via digital post
- tilvejebringe barnet/den unges perspektiv via inddragende samtaler, børnebreve eller på anden vis
- vejlede forældre til børn og unge med længerevarende fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse om de kompenserende ydelser
- indgå i teamets vagtordning vedrørende ad hoc-opgaver
- vejlede kolleger i huset og samarbejdspartnere om de kompenserende ydelser
- indgå i samarbejde med kolleger i huset i forhold til, hvordan vi bedst helhedsorienteret støtter familierne bedst muligt
- oplyse sagen tilstrækkeligt, så du kan træffe afgørelser i både ansøgnings- og opfølgningssager
- behandle klager over afgørelser på de kompenserende ydelser.
Rollen som myndighedsbørne- og ungerådgiver
På børne- og ungeområdet er vi hver dag i kontakt med børn, unge og deres familier, som har brug for vores faglige viden og indsats, for at skabe positive forandringer i familiernes liv. For at løse den opgave bruger vi mange forskellige kompetencer, både faglige og personlige.
Vi bestræber os på at være tydelige i vores kommunikation om, hvad der skal ske, og hvad mulighederne er. Vi inddrager barnet og familierne og kommunikerer klart og tydeligt, så de føler sig set og hørt. Vi lægger vægt på faglig sparring i hverdagen og på, at man åbent kan drøfte, hvis man er i tvivl eller har brug for andres perspektiver på en sag.
Du kommer til at bruge din socialfaglige baggrund, men også din evne til at møde den specifikke familie og det enkelte barn og rumme den situation, de står i. Når familierne med børn og unge med en funktionsnedsættelse kommer til os, er de ofte i sorg eller krise, og der er stort behov for empati, situationsfornemmelse og rummelighed i mødet.
Vi møder barnet og familierne med en faglig nysgerrighed ift. hvad vi kan tilbyde, og vi søger proaktivt at tænke i løsninger og muligheder.
Vi forventer, at du
- er uddannet socialrådgiver eller socialformidler
- har erfaring med eller er nysgerrig på at arbejde med borgere i udsatte positioner eller med handicap, og kan møde borgerne ligeværdigt og med respekt
- kan arbejde struktureret, ansvarsbevidst, da vi sidder med frister på afgørelser og lovkrav
- kender til eller evner at sætte dig ind i relevant lovgivning og kan formidle juridiske afgørelser i et forståeligt sprog på baggrund af et veloplyst grundlag
- kan kommunikere tydeligt både på skrift og i tale
- har flair for IT-systemer eller erfaring med fagsystemet DUBU
- kan arbejde selvstændigt, men også indgå konstruktivt i makkerskaber med andre børne- og ungerådgivere i huset.
Vi kan tilbyde
- en arbejdsplads, hvor kerneopgaven er i fokus
- en arbejdsplads, hvor trivsel er i fokus
- et arbejdsmiljø, der er drevet af engagerede medarbejdere og engageret ledelse
- en afdeling med en høj faglighed
- grundig introduktion og oplæring i arbejdsgange og systemer
- mulighed for hjemmearbejde
- fleksordning
- frugt-, massage- og kantineordning
- personaleforening, der arrangerer sociale og kulturelle arrangementer.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingerne er fuldtidsstillinger og til besættelse den 1. december 2026 eller snarest derefter. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst jf. overenskomst for socialrådgivere, socialformidlere og/eller HK- overenskomst for administration og IT og indenfor rammerne af lokal løndannelse. Ansættelse kan først finde sted, når der er indhentet udvidet straffe- og børneattest. Din Sociale Indgang Børn, Nørrebro Bispebjerg har adresse på Kapelvej 45, 2200 København N.
Yderligere oplysninger
Ønsker du yderligere information om stillingerne, kan du kontakte teamleder Jasmin Kleisdorff på 24 94 00 29 eller koordinator Camilla Holm Chemnitz på 21 46 27 16.
For oplysninger om DSI henviser vi til Din Sociale Indgang. Se også vores rekrutteringsvideo for at lære mere om os som arbejdsplads.
Vi glæder os til at møde dig!
Søg via linket senest søndag den 4. oktober 2026