Børne- og ungerådgivere til det specialiserede handicapområde, Din Sociale Indgang – City-Østerbro

Søg jobbet

Sagsbehandling
Fuldtid
Fastansættelse

Vil du bidrage til at gøre en forskel for børn og unge med handicap? Er du god til at samarbejde, og kan du se dig selv i rollen som myndighedsudøver? Vil du være en del af et team, hvor faglig udvikling og gode løsninger er noget, vi skaber sammen?

Om Specialiserede Handicap
Du bliver en del af en engageret afdeling, der består af fire teams: HKY, Hjemmetræningsteamet, Børneteamet og Ungeteamet. Afdelingen varetager myndighedsopgaver inden for det specialiserede børne- og ungeområde og har fokus på at skabe helhedsorienterede og bæredygtige løsninger for børn, unge og familier med særlige behov. Vi lægger vægt på faglig sparring, tværfagligt samarbejde og et godt kollegialt fællesskab, hvor der er plads til både faglig udvikling og humor i hverdagen.

Vores målgruppe er børn og unge med alvorlig og livstruende sygdom som fx kræft eller erhvervet hjerneskade, udviklingshæmning eller fysisk funktionsnedsættelse.

Specialiserede Handicap er bydækkende, dvs. vi dækker hele Københavns Kommune.

Din rolle som rådgiver
I DSI City-Østerbro leverer vi socialfaglig støtte efter barnets lov til børn, unge og familier i udsatte positioner og med funktionsnedsættelser. Som børne- og ungerådgiver på myndighedsområdet inden for det specialiserede handicapområde, bliver du en vigtig del af indsatsen for børn og unge med varige funktionsnedsættelser og deres familier. Du får ansvar for myndighedsopgaver efter barnets lov og serviceloven herunder handicapkompenserende ydelser, afdækning, vurdering af støttebehov, udarbejdelse af handleplaner samt opfølgning på støttende indsatser.

Dit arbejde tager afsæt i barnets perspektiv og sker i tæt samarbejde med familien og relevante fagpersoner omkring barnet. Stillingerne kræver både faglighed, nysgerrighed og evnen til at balancere myndighedsrollen med en anerkendende og tillidsfuld tilgang.

Vi arbejder med metoden ICS (Integrated Children´s System), der bygger på inddragelse af barnet/den unge, familien og netværket og har fokus på ressourcer og problemer og en helhedsorienteret tilgang. 

Om Børneteamet
Børneteamet varetager sagsbehandlingen for børn med funktionsnedsættelse i alderen 0-14 år og deres familier. I tæt samarbejde med forældrene og barnet arbejder vi hver dag på at skabe løsninger, der understøtter barnets trivsel og udvikling. Hvad enten det er familier med børn med alvorlig og livstruende sygdom eller en livslang funktionsnedsættelse, har vi særligt fokus på evnen til at udvise empati og forståelse for både børn, unge og deres familier, som er i en svær livssituation.

Vi lægger generelt vægt på gode kommunikative evner, både på skrift og i tale for at kunne formidle klart og respektfuldt til familier, samarbejdspartnere og andre relevante aktører. 

Om Ungeteamet   
Ungeteamet har myndighedsansvaret for unge med handicap fra 14-18 år og overgangen til voksenlivet. Ungeteamets kerneopgave er at støtte unge med handicap i overgangen til voksenlivet og sikre ungdomsuddannelse og beskæftigelse med inddragelse i fællesskabet. Dette indebærer et øget fokus på koordinering, inddragelse og fastlæggelse af fælles mål, som kontinuerligt evalueres for at sikre en effektiv opfølgning på indsatsen.  

Vores mål er, at der bliver lagt en god plan, så den unge kommer godt ind i voksenlivet og kan tilbydes den rette støtte, når den unge fylder 18 år fx i form af ungestøtte, et botilbud eller pædagogisk støtte i hjemmet.

Om dig
Du har uddannelsesbaggrund som socialrådgiver/socialformidler eller lignende. Det er en fordel, hvis du tidligere har beskæftiget dig med myndighedsarbejdet og har handicapfaglig viden.

Desuden lægger vi vægt på, at du

  • møder den unge og familierne ligeværdigt og nysgerrigt i et samarbejde, som bygger på lovgivningen, politisk fastsatte sagsfrister og god forvaltningsskik
  • kan arbejde systematisk og struktureret med forudsigelige deadlines samt uforudsigelige opgaver
  • har gode kommunikationsevner, kan arbejde inddragende og kan se dig selv som facilitator for forandring for familierne og som myndighedsudøver
  • har en løsningsfokuseret tilgang til arbejdet, har erfaring med eller viden om ICS-metoden, er udviklingsorienteret og har lyst til at arbejde i en organisation, der altid er under forandring
  • har mod til at træffe beslutninger og stå på mål for dem – med blik for barnets bedste

Vi tilbyder dig

  • en spændende arbejdsplads i landets største kommune, hvor vi har høj faglig viden om handicap- og myndighedsområdet, herunder brede muligheder for faglig støtte til opgaveløsningen og kompetenceudvikling
  • fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejdsopgaver og arbejdstid med mulighed for hjemmearbejde (dog efter oplæring)
  • introprogram, oplæring, mentor og fast supervision
  • dygtige, engagerede, kreative og modige kollegaer i nogle ambitiøse teams, som prioriterer det gode humør og samarbejde i en travl hverdag
  • en nærværende og tydelig ledelsesgruppe, der er opmærksom på den enkeltes trivsel og på at sætte retning, rammer og ambitioner for arbejdet

Om Din Sociale Indgang – City-Østerbro
DSI - City-Østerbro er én af fem områdeenheder på det specialiserede børne- og ungeområde i København.

Vi er en del af Ét SOF, hvor myndighedsenheder, lavtærskeltilbud og borgerrettede indgange i 2025 er samlet, så københavnerne har ét sted at henvende sig for at få hjælp.

Hos os er ca. 170 engagerede medarbejdere med forskellig faglig baggrund. Vi er organiseret i tre myndighedsafdelinger – Børneliv (0–13 år), Ungeliv (14–23 år) og Specialiseret Handicap, som er bydækkende – samt vores Styrket Modtagelse og Familiehus.

Vi ønsker at være kendt for

  • et tæt og insisterende samarbejde med børn, unge og familier
  • høj kvalitet i sagsbehandlingen
  • og et konstruktivt samarbejde med både interne og eksterne partnere

Ansættelsesvilkår
Løn og ansættelse er i henhold til gældende overenskomst for socialrådgivere, socialformidlere, administrativt personale/HK og efter principper om lokal løndannelse.

Arbejdstiden er 37 timer om ugen. Vi er beliggende i Svendborggade 5 i København Ø. Der bliver indhentet reference fra tidligere ansættelse samt udvidet børne- og straffeattest inden stillingerne kan besættes. Stillingerne er med tiltrædelse 1. december 2025 eller snarest derefter.

Vil du vide mere?
Vil du vide mere om stillingerne, kan du kontakte teamleder for Børneteamet Sarah Khatib på 21 31 82 72 eller teamleder for Ungeteamet Anna Sørensen på 29 28 34 21.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Søg via linket senest mandag den 17. november 2025.