Ambitiøs udviklingskonsulent til digitaliseringsprojekter og ledelsesbetjening i Koncernservice (studentermedhjælper)
Er du studerende og vil du have et studierelevant job, hvor du arbejder med digitalisering, analyse og ledelsesbetjening i Danmarks største kommune?
Vi søger en engageret kollega, som har lyst til at arbejde i krydsfeltet mellem analyse, udvikling og implementering af administration og it.
Som student hos os vil du være med til at gøre strategi til virkelighed og bidrage til en effektiv administration af landets største kommune. Vi arbejder tæt med ledelsen om udvikling af vores organisation og fagområde, som primært dækker løn og personale.
Du bliver en del af teamet Stab og Strategi, hvor vi arbejder tæt sammen om at gøre strategi til virkelighed og bidrage til en effektiv administration i kommunen. Vi laver bl.a. ledelsesbetjening for vores chefer, udarbejder analyser og beslutningsoplæg, koordinerer diverse mødefora og bestillinger, samt har forretningsejerskab på større it-systemer.
Vores ambition er at medvirke til, at du får den bedste start på dit arbejdsliv. Du får en vigtig rolle i at løse vores mange forskelligartede projekter og udviklingsopgaver sammen med resten af teamet. Nogle dage vil du fx lave databehandling, complianceopgaver og bidrage til business cases og gevinstberegninger. Andre dage vil du lave research, koordineringsopgaver, analysebidrag eller beslutningsoplæg. Vi planlægger dine opgaver ud fra aktuelle projekter og behov - ikke ud fra en fast portefølje af studenteropgaver. Fælles for opgaverne er, at de kræver både samarbejde og selvstændighed.
Din profil
Vi forestiller os, at du
- er studerende på en relevant akademisk videregående uddannelse, fx samfundsfaglig eller inden for it
- har lyst til at lære mere om offentlig digitalisering og har en grundlæggende teknisk forståelse
- har erfaring med MS Office-pakken og lyst til at lære mere
- er god til skriftlig kommunikation
- tager proaktivt ansvar for dine opgaver og følger dem til dørs
- bidrager positivt til samarbejdet og er åben over for forskellige typer af opgaver
Vi forestiller os, at du er et par år inde i dit studie, men vi hører også gerne fra dig, hvis du er i begyndelsen af studiet og har de rette kompetencer og interesser.
Dit nye arbejdsfællesskab
Du bliver en del af en stor offentlig organisation med fokus på digitalisering og automatisering. Du får værdifuld erhvervserfaring og udvikler dine kompetencer inden for it-systemer, projektledelse og analysemetoder. Du kommer til at arbejde tæt sammen med erfarne kollegaer og andre studenter i kontoret, så der er rig mulighed for sparring og læring. Vi har et åbent og uformelt arbejdsmiljø med engagerede kollegaer, der vægter samarbejde, videndeling og trivsel - både fagligt og socialt.
Vi tilbyder dig
- fleksible arbejdstider
- en arbejdsplads med plads til både samarbejde og fordybelse
- central lokation tæt på offentlig transport (lige ved Fuglebakken St.)
- mulighed for relevante kurser og kompetenceudvikling
Løn- og ansættelsesvilkår
Jobbet er i udgangspunktet 10-15 timer fordelt over ugen, som vi aftaler nærmere. Din uddannelse har førsteprioritet, så vi er naturligvis fleksible med arbejdstid i eksamensperioder, men vi forventer samtidig, at du kan give en hånd med i travle perioder.
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst mellem Københavns Kommune og den relevante faglige organisation. Den aktuelle fuldtidsløn for en studentermedhjælper på grundløntrin 14 inkl. overenskomstbestemt tillæg udgør 26.952,14 kr. pr. måned (ekskl. pension). Ved ansættelse på fx 15 timer om ugen udgør den månedlige løn 10.926,54 kr. ekskl. pension. Pensions- og ansættelsesvilkår følger den gældende overenskomst.
Opstart forventes pr. 1. oktober 2026 eller snarest muligt efter aftale. Din ansættelse vil starte med onboarding- og oplæringsperiode.
Dit arbejdssted vil være Koncernservice på Borups Allé 177 i København NV.
Mere information
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte teamleder Camilla Skou Hansen på 23 64 84 08 eller udviklingskonsulent Hjalte Gram på 24 98 32 43.
Søg via linket senest torsdag den 3. september 2026
Upload ansøgning, CV, uddannelsespapirer inkl. karakterer og evt. videointroduktion. Vi inviterer løbende kandidater til samtaler. Vi forventer 1-2 samtaler, som afholdes fra uge 37.
Koncernservice er en professionel serviceorganisation
I Koncernservice har vi et stærkt fagligt miljø med kompetente og specialiserede medarbejdere inden for finans, økonomi, løn, indkøb, ESG, forsikring, HR og personalejura. Vi udvikler konstant vores kompetencer og faglighed for at kunne forenkle arbejdsgangene, når vi etablerer nye teknologiske løsninger på tværs af kommunen. Og vi insisterer på, at vores løsninger skaber en reel effekt hos vores brugere på den længere bane. Vi er ca. 750 medarbejdere, der løbende er i dialog med kommunens syv forvaltninger og ca. 45.000 medarbejdere. Vi er med andre ord et administrativt samlingspunkt, der skal sikre en effektiv og intuitiv digital administration for hele Københavns Kommune. Mød os på www.koncernservice.kk.dk.