Aktivitetsmedarbejder til Kompasset Amager med tovholderfunktion for vores beskæftigelsesindsatser
Vil du være med til at styrke og udvikle beskæftigelsesindsatsen i et aktiverende og forebyggende tilbud for borgere med psykisk sårbarhed?
Og har du lyst til at bidrage til udvikling og recovery i et fællesskab for psykisk sårbare voksne?
Så se med her. Til Kompasset Amager søger vi en engageret og fagligt velfunderet medarbejder til en fast stilling på 37 timer om ugen.
Vi leder efter dig, der er god til at arbejde med mennesker i sårbare positioner, og som har lyst til at spille en central rolle i at understøtte borgeres vej mod større afklaring og tilknytning til arbejdslivet. Funktionen som tovholder for vores beskæftigelsesindsats i tilbuddet er ny, og du vil få mulighed for at præge tilrettelæggelsen af funktionen.
Om os
Kompasset Amager er et aktiverende og forebyggende uvisiteret tilbud efter servicelovens § 79 for borgere med psykisk sårbarhed og psykiatriske diagnoser. Vi tilbyder et trygt og inkluderende miljø med fokus på hverdagsmestring, livskvalitet, sociale fællesskaber og meningsfulde aktiviteter. Samtidig arbejder vi målrettet med at støtte borgerne i at udforske og udvikle deres ressourcer, herunder deres muligheder i forhold til uddannelse, beskæftigelse og deltagelse i civilsamfundet.
Om stillingen
Som medarbejder på Kompasset Amager indgår du i den daglige drift, og bidrager til aktiviteter, fællesskaber og den fortsatte udvikling af tilbuddet. Derudover skal du varetage funktionen som tovholder på beskæftigelsesindsatser. Det betyder, at du i praksis
- er med til at skabe og afholde meningsfulde drop in-aktiviteter og fællesskaber
- afholder rundvisninger og individuelle forventnings- og opfølgningssamtaler med borgere
- deltager aktivt i det faglige og kollegiale fællesskab
- har løbende kontakt til jobcentre og eksterne konsulenter
- matcher virksomhedspraktikanter med arbejdsopgaver på Kompasset
- afholder opstarts-, opfølgnings- og evalueringssamtaler med praktikanter
- varetager mentorstøtte for praktikanter i arbejdsprøvning
- understøtter borgernes udvikling i forhold til ressourcer, kompetencer og arbejdsidentitet
Vi forestiller os, at du
- har en social- eller sundhedsfaglig mellemlang uddannelse
- har erfaring fra socialpsykiatrien, med beskæftigelsesindsatser eller mentorstøtte
- har forståelse for samarbejdet med jobcentre og beskæftigelsessystemet
- kan arbejde koordinerende og tværfagligt
- er stærk i relationsarbejde og kan motivere og støtte borgere i udviklingsprocesser
- har viden om eller interesse for recoveryorienterede og rehabiliterende tilgange
Vi tilbyder
Hos os får du en meningsfuld stilling med stor grad af selvstændighed og mulighed for at sætte dit præg på Kompasset Amager. Du bliver en del af et engageret og tværfagligt fællesskab, hvor vi vægter samarbejde og faglighed højt. Vi er optaget af, at vi kontinuerligt udvikler os fagligt, og i kollegaskabet går vi op i at lære af hinanden med plads til både idéer og refleksion. Hverdagen er varieret og præget af tæt kontakt med borgerne, og i fællesskab har vi ansvar for at drive og udvikle et vigtigt fagligt område for psykisk sårbare mennesker.
Praktisk information
Arbejdspladsen er en del af Område for Netværk og Beskæftigelse i Center for Aktivitet, Beskæftigelse og Støtte i Københavns Kommunes socialforvaltning. Du kan læse mere om vores tilbud til borgere med psykisk sårbarhed i Københavns Kommune her.
Løn- og ansættelsesvilkår
Din løn og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til kvalifikationer og gældende overenskomst. Stillingen er en fuldtidsstilling med tiltrædelse 1. juni 2026 eller efter aftale. Vagterne fordeles for nuværende i dagtimerne, men du må forvente, at der i fremtiden kan forekomme en ugentlig aftenvagt. Vi indhenter offentlig straffeattest i forbindelse med ansættelsen.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte tilbudsleder Christine Windfeld Rasmussen på 23 84 93 31/cc5k@kk.dk eller faglig leder Anette Koudal Schmidt på 24 62 66 05/iq98@kk.dk.
Sammen med din ansøgning beder vi dig uploade dit CV.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Søg via linket senest torsdag den 16. april 2026
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler tirsdag den 21. april.